Den separatistiske bølge skyller over Europa: Catalonien, Flandern, Skotland, Veneto og Sardinien er blot nogle af de regioner, hvor en stor del af befolkningen ønsker at løsrive sig fra resten af landet.

Når den nationalistiske bølge oplever medgang lige nu, er det fordi befolkningen i Europa føler, at de har mistet demokratisk indflydelse. Derfor burde socialdemokraterne i Europa i højere grad tage separatisterne alvorligt og lytte til deres råd om anerkendelse.

Ikke fordi det er en god løsning, at regioner løsriver sig, men fordi deres frustration er fuldt berettiget, mener Lord Maurice Glasman – medlem af det britiske overhus og en af de førende socialdemokratiske tænkere i Europa.

”Separatismen er et naturligt svar på, at man har gjort staternes demokrati så ineffektive,” siger Maurice Glasman til Netavisen Pio.

Voldelige sammenstød med politiet
Catalonien stemte i søndags om, hvorvidt regionen skal løsrive sig fra resten af Spanien. Det blev et ja fra 90 procent af vælgerne. Men stemmedeltagelsen var dog kun på 42,3 procent, blandt andet fordi kampklædt politi mange steder forhindrede vælgerne i at stemme. Over 800 catalanske borgere blev såret og den catalanske leder, Carles Puigdemont, beskylder de spanske myndigheder for at ”bruge vold ansvarsløst og helt ude af proportioner.”

De spanske myndigheder har også foretaget anholdelse af politikere og lukket hjemmesider.

Separatismen er en offerideologi
Den separatistiske bevægelse i Catalonien har lange historiske rødder og har tidligere været brugt som et middel til at lægge pres på centralmagten i Madrid blandt andet for at få flere penge og flere offentlige investeringer til regionen, fortæller professor i spansk og italiensk historie på Københavns Universitet, Morten Rievers Heiberg

”Man ville måske gerne løsrive sig på længere sigt, men det var egentlig ikke det vigtigste på kort sigt. Blandt andet i takt med finanskrisen og i takt med, at den politiske elite i Catalonien er kommet under pres, har man ændret den politiske kurs og nu er løsrivelsen blevet et hovedmål, som skal ske her og nu,” siger Morten Rievers Heiberg.

”Det, der nærer bevægelsen, er fortællingen om Catalonien som en undertrykt nation. Stort set al symbolik i Catalonien går tilbage til 1700 tallet, hvor Barcelona blev belejret og slagtet i 1714 og dernæst underlagt centralmagten. Det er på mange måder en offerideologi, der driver bevægelsen.”

Opgør med efterkrigstidens nationalstater
Lord Maurice Glasman har fulgt løsrivelsesbevægelserne i Storbritannien på nært hold. De skotske separatister fik i 2014 gennemført en folkeafstemning, hvor nej-siden dog vandt med 55 procent af stemmerne mod 44 procent på ja-siden.

For Maurice Glasman er det interessante spørgsmål, hvorfor løsrivelsesbevægelserne har så meget medvind i Europa i disse år. Han mener, at den primære faktor er en tiltagende følelse af demokratisk afmagt blandt borgerne, som betyder, at man nu ser et opgør med efterkrigstidens nationalstater.

Brexit er en afgørende anderledes politisk konflikt end de regionale separatistiske bevægelser, men for Maurice Glasman har bevægelsen bag Brexit været drevet af meget af den samme ild, som de separatistiske – demokratisk afmagtsfølelse, utilfredshed med forvaltningen af borgernes penge og generel modstand mod centraliseringen.

”Der er sket det meget interessante efter Brexit, at UKIP stort set er forsvundet ud af politikken, og så er der genopstået en reel højre- og venstrefløj. Det skyldes formentligt, at borgerne faktisk føler, at de er blevet hørt i deres modstand mod EU. Det bør tages som et forvarsel om, at hvis ikke borgerne føler, at deres regering lytter til dem, så vil nationalistiske eller separatistiske bevægelser gå frem og overtage den politiske styring,” mener han.

”Ønsket om løsrivelse er ikke kun nationalistisk, det er ofte et ønske om at ville gøre noget, som man ikke kan gøre indenfor den eksisterende politiske ramme.”

Er EU en faktor?
Ifølge Morten Rievers Heiberg er der ikke nogen direkte kobling imellem EU og tilslutningen til de separatistiske bevægelser – da flere af de separatistiske bevægelser er relativt pro-europæiske. Hvis EU spiller en rolle er det måske i den forstand, at Catalanerne tænker, at de burde spille en endnu større rolle i EU, end de gør i dag, mener han. Andre analytikere hævder, at EU spiller ind i den forstand, at unionen tilbyder regionerne en supra-institutionel ramme, som gør et regionalt selvstyre både muligt og forsvarligt.

Men Maurice Glasman mener, at EU spiller en vigtigere rolle end som så. Han pointerer, at den politiske centralisering har taget fart efter Maastrichttraktatens ikrafttræden i 1993, og at EU har overtaget en lang række beføjelser fra nationalstaterne. EU har frataget medlemslandenes deres selvbestemmelse over, hvem der skal kunne rejse ind i medlemslandene og EU har gjort det sværere, at føre en social ansvarlig økonomisk politik – fordi det grundlæggende set er et liberalistisk projekt, fortæller Maurice Glasman.

”Separatismen er et naturligt svar på, at man har gjort staternes demokrati så ineffektive,” siger Maurice Glasman.

Socialdemokraterne har været enten tavse – eller på den forkerte side
Maurice Glasman mener, at de europæiske socialdemokrater har været alt for tavse i debatten om løsrivelsesbevægelserne – og i de tilfælde, hvor de har forholdt sig til den, har de tit været på den forkerte side. Han støtter ikke de separatistiske bevægelser, men han forstår fuldt ud deres frustration og deres kamp, og han mener, at den burde tages særdeles alvorligt.

Hvis man vil dæmpe lysten til selvstændiggørelse, mener han, at der skal ske tre ting:

1. Styrke det lokale demokrati
2. Give nationalstaterne mere selvbestemmelsesret over deres grænser og deres immigrationspolitik
3. Slutteligt revidere industripolitikken og arbejde for, at der igen bliver placeret fabrikker og virksomheder rundt i de mindre byer, så man undgår en udsultning af yderområderne.

Det vil være et oplagt mål for de europæiske socialdemokrater, som, han vurderer, hidtil ikke har formået at levere en vision for, hvordan man styrker det lokale og nationale demokrati.

”Hvis ikke socialdemokraterne formår at dæmpe den demokratiske afmagtsfølelse og sikre en mere social ansvarlig økonomisk politik, så vil bevægelsen miste dens levedygtighed, og blive slået af nationalisterne og separatisterne.”