Annonce

Små forlag og store bøger i Vangsgaards kaminstue

Foredragsrække om mikroforlag er kommet godt fra start. Hver mandag kan du blive klogere på små forlag, som i stigende grad sætter dagsordenen på litteraturscenen.
Foto: Vangsgaards Antikvariat
Hos Vangsgaards Antikvariat kan man hver mandag resten af oktober blive klogere på en række danske mikroforlag.
Vangsgaards Antikvariat i København byder hver mandag i denne måned på gratis foredrag om mikroforlag. Her kan du stifte bekendtskab med en del af de nye, spirende forlag, der i disse år udgiver litteratur i verdensklasse.

Første foredrag forløb overordentlig godt og samtalen med forlagene, A Mock Book, Palomar og Korridor gjorde det ret klart, at deres forretning er drevet af lyst og hunger efter at sprede god litteratur.

Samtidig blev det også ret klart, at de forskellige forlag er meget forskellige, og at de satser på forskellige målgrupper.

Mest af alt er mødet med de mange forlag interessant, fordi deres eksistens og utallige, fremragende udgivelser viser en ret klar tendens i forlagsbranchen.

Hvor de store, respektive forlag tidligere kunne byde på den litteratur, der oftest gjorde sig mest gældende internationalt, må de i dag se sig slået på rigtig mange parametre af disse små forlag.

Tag for eksempel forlaget Batzer & Co, der gennem flere år har udgivet bøger af den norske forfatter, Jon Fosse, der lige har modtaget Nobels fornemme litteraturpris.

Og for at det ikke skal være løgn, så har Batzer & Co også andre forfattere i deres katalog, der har vundet den prestigefyldte pris.

Sådan kunne det også have endt for forlagene Palomar og Korridor, der udgiver forfattere, der har været indstillet til prisen.

Con amore

Fælles for disse mindre forlag er, at de ikke driver et stort maskineri, hvor aktionærer kræver at der skal være overskud på bundlinjen.

Nok drømmer nogle af disse forlag om at kunne tjene penge, men mestendels er deres virksomheder drevet af ren con amore.

Ikke nok med at de mindre forlag i stigende grad sætter dagsordenen på den helt store kontemporære litteraturscene.

Efter læsning af bogen undrer man sig over, at det ikke er blevet oversat til dansk tidligere

De gør også en beundringsværdig indsats for at udgive klassikere og oversete mesterværker. Overalt i denne underskov kan man støde på titler, der rent faktisk betyder noget i det store billede.

For eksempel har forlaget A Mock Book udgivet adskillige klassikere, der ikke tidligere er udgivet på dansk, for eksempel den skotske forfatter Nan Shepherd, der udgav værket ’The Living Mountain’ i 1977.

Efter læsning af bogen undrer man sig over, at det ikke er blevet oversat til dansk tidligere.

Særlige retninger

Mikroforlagene er også interessante at stifte bekendtskab med, fordi de ofte dyrker helt særlige, litterære retninger og stilarter, der nok kan ramme en hovedstrøm, men som samtidig flyder i en mere fast og stabil ramme.

Det kan for eksempel være science fiction, som mange af disse forlag udgiver. Tidligere blev den genre regnet for en mindre værdig, ”litterær” form, men i dag er genren i stigende grad eksponent for nogle af de helt store værker, der tager tidens problematikker til behandling.

Forlaget Korridor, der pt udgiver mange værker fra Asien, har en intention om at udgive mindst et stort værk fra alle lande i verden. I dag kan de bryste sig af at have udgivet værker fra lande, der aldrig tidligere er blevet oversat til dansk.

Selvom der udgives og sælges masser af krimier, bliver litteraturen i dens bredde overset

Samtalen mellem de tre mikroforlag var også interessant, fordi de alle kunne berette om, hvor snæver dansk kulturel formidling er blevet i disse år.

Selvom der udgives og sælges masser af krimier, bliver litteraturen i dens bredde overset.

Og mens de store forlag kan spendere enorme annoncekroner på reklamer for deres udgivelser, bliver de mindre forlag nødt til at krydse fingrene og håbe på at flere og flere opdager dem.

En butik som Brøg Litteraturbar, der faktisk satser ret intenst på at formidle de mindre forlag, er noget der varmer disse ildsjæles hjerter.

Ditto er initiativet, Mikrofest, der formidler “store bøger fra små forlag”, også en del af denne nye bølge, hvor de mindre forlag forsøger at bide sig fast i markedet.

Sidst men ikke mindst er det værd at nævne Lille Bogdag, der hylder de mindre og mere smalle forlag.

Paradoks

Som litteraturanmelder er det blevet meget mere vanskeligt at navigere i udgivelsesjunglen. For det første er det vanvittigt, hvor meget litteratur, der rent faktisk udgives.

Man er nødsaget til at gå selektivt til værk. Og heldigvis har mange medier, herunder også de større medier, opdaget, at der sker interessante ting hos de mindre forlag.

Selvfølgelig er der meget godt, der ikke bliver formidlet. Det er jo desværre også et faktum, at medierne har skruet kraftigt ned for anmelderiet.

Alene det at Danmarks Radio ikke er lykkedes med at kreere et litteraturprogram, der fænger, er meget sigende for den tilstand, der hersker i disse år

Det er i sig selv et kæmpe paradoks, fordi der samtidig udgives mere og mere.

Måske kunne man også indvende, at anmeldelser generelt er blevet ringere og at der i medierne gives mindre plads for anmelderen til at udfolde sig.

Her gælder den hårde lov om clickbait i stigende grad. Alene det at Danmarks Radio ikke er lykkedes med at kreere et litteraturprogram, der fænger, er meget sigende for den tilstand, der hersker i disse år.  

Et ellers etableret og fornemt forlag som Vandkunsten er lige gået konkurs, og mikroforlaget Det Poetiske Bureau har længe været lukningstruet.

Et værre stormvejr

Hver gang et af disse mindre forlag lukker og slukker, bliver den danske kulturelle horisont smallere og mindre perspektivrig.

Det er derfor et værre stormvejr, som disse mange mikroforlag navigerer i.

Det er vigtigt, det er beundringsværdigt

Men de bidrager altså til store og betydelige vendinger i det danske kulturliv, og de er i stigende grad med til at gøre litterær viden tilgængelig.

Det er vigtigt, det er beundringsværdigt, og vi bør alle krydse fingre for, at mange af dem overlever og vedbliver med at udgive store værker.

Foredragene med mikroforlagene hos Vangsgaards Antikvariat er gratis, men tilmelding er ønskværdig.

De næste i rækken

Mandag den 16: Foredrag med forlagene Løvens Forlag og A Rebel with A Cause. Tilmelding her.

Mandag den 23: Foredrag med forlagene SilkefyretKosmos og Gladiator. Tilmelding her.

Mandag den 30: Foredrag med forlagene Etcetera og Sidste Aarhundrede. Tilmelding her. 

 

Vangsgaards Antikvariat, Fiolstræde 34, København K

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet