Annonce

Socialdemokratiet med håndsrækning til erhvervsskoler

Med et nyt udspil vil regeringen give en halv milliard ekstra til erhvervsskolerne.
Kort før valget er Socialdemokratiet kommet med et nyt udspil.

Søndag offentliggjorde partiet udspillet ’Et faglært Danmark’, hvor de vil tilføre mellem 485 og 565 millioner til erhvervsskolerne fra 2024-2027.

Pengene skal blandt andet gå til bedre udstyr på skolerne og bedre vejledningsindsatser i folkeskolen. Regeringen lover derudover, at de vil sætte gang i en trepartsforhandling om, hvordan man sikrer øget søgning til erhvervsuddannelserne, hvis Socialdemokratiet vinder regeringsmagten efter valget.

Udspillet er et forsøg på at dæmme op for bekymrende tal for optaget på erhvervsuddannelser. I år er der 17 procent færre, som er optaget på erhvervsskolernes grundforløb sammenlignet med sidste år.

Brug for flere faglærte

Hvis ikke problemet med faldende tal på erhvervsskoler bliver løst, får det konsekvenser for den grønne omstilling. Det understreger undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) over for A4 Aktuelt:

Vi har brug for det stik omvendte

"Vi har brug for det stik omvendte. Det har vi både på grund af den grønne omstilling, men også helt generelt. De nye tal falder så sammen med, at vi står midt i en valgkamp, men derfor bliver vi nødt til at reagere på det alligevel."

Nødvendigt for den grønne omstilling

Det fremgår af regeringens udspil, at den grønne omstilling vil medføre en stigning på 20.000 arbejdspladser sammenlignet med i dag. Og at det i høj grad vil være faglært arbejdskraft, som kommer til at mangle.

Derfor vækker det glæde i fagbevægelsen, at der nu endelig bliver gjort noget ved problemet med for få elever på erhvervsskolerne.

”Det er afgørende for den grønne omstilling og vores velfærd, at vi med investeringer får hævet kvaliteten og gjort erhvervsuddannelserne mere attraktive for unge og voksne,” skriver Lizette Riisgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisationer, på Twitter.

placeholder

Ros fra fagbevægelsen

Hos Dansk Metal er der glæde over forslaget. ”Stor ros til Socialdemokratiet for deres nye udspil, der styrker erhvervsuddannelserne,” skriver Dansk Metal på deres Twitter.

placeholder

Samme toner lyder fra 3F.

"Det er en bunden opgave at få flere faglærte, derfor er flere penge til et løft af erhvervsskolerne fuldstændig afgørende. Derfor synes jeg også, det er et rigtig godt udspil, og jeg ser frem til at drøfte 3F’s forslag i de kommende trepartsforhandlingerne," siger forbundssekretær Søren Heisel til Netavisen Pio.

 

Det er et rigtig godt udspil

"Der er jo ingen tvivl om, vi gerne havde set forslaget noget før, men det er selvfølgelig klart at foretrække, at pengene kommer nu end i 2024," tilføjer han.

Opdateret den 31.10 klokken 17.15 med udtalelser fra Søren Heisel 

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det lyder faktisk helt fornuftigt. Og bedre sent end aldrig, som det jo hedder.

Med udsigt til en pensionsalder på 74 år, en dårlig arbejdsmarkedspension, dårlig løn- og arbejdsforhold, tidlig nedslidning skal mine børn ikke være faglærte. En bachelor- og kandidatuddannelse inden for økonomi og jura og ingeniør vejen er den vej de går.