Sportsdrama føles som at møde et rigtigt menneske

Det handler om basketball ved første øjekast. Ved nærmere eftersyn fortæller “The Way Back” en historie om tab, sorg og alkohol.
Foto: HBO
Ben Affleck som alkoholiseret basketball-træner i "'The Way Back'
Ben Affleck har været smækker hjerteknuser i Y2k-blockbusteren ’Armageddon’, han har også spillet superhelt i både Daredevil og Batman.

Men jo mere han begynder at ligne en af os andre, med kvabsede kinder og rander under øjnene, ja så er det som om, han vokser som skuespiller.

Det er ikke en voldsomt original film om at vende en skude i forkert retning.

Det er sportsdramaet ’The Way Back’ et glimrende eksempel på. Det er ikke en voldsomt original film om at vende en skude i forkert retning.

Men med små midler og kæmpestort skuespil skaber instruktør Gavin O’Connor sammen med sin hovedrolleindehaver en medrivende og universel fortælling med udgangspunkt i basketballbanen.

De har også arbejdet sammen på actionfilmen ’The Accountant’, men fortæller her en historie om sorg, vrede og tab, og hvordan man må kanalisere sig selv ind i noget for at finde mening.

Vellykket kispus med klicheerne

Jack Cunningham arbejder på en byggeplads, er fordrukken, fraskilt og isoleret. Hans omgangskreds spørger bekymret til ham. Først langt senere forstår vi rigtigt hvorfor.

Ikke desto mindre tilbydes han at blive basketballtræner på den kristne high school, hvor han selv var en stjerne i sine teenageår.

Her bliver hans pædagogiske stil og facon et problem, men hurtigt opstår der sportslige resultater på banen. Men kan han vende lykken for det undertippede hold og samtidig holde de personlige dæmoner i skak?

Med sin dagligdagsnære og alligevel lækkert filmede realisme er ’The Way Back’ en mainstreamfilm, der rummer ægte smerte, men samtidig også følger en velafprøvet formular.

Dramaet trykker heldigvis på alle de rigtige knapper med så stor dygtighed, at man villigt ignorerer, at klicheen hele tiden er med på sidelinjen.

Kan nydes - helt uden kendskab til sport

En disclaimer er på sin plads her: Jeg ved intet om basketball. Og selvom der i ’The Way Back’ er masser af begreber, der fløj lige hen over hovedet på mig, mens jeg sad krøllet sammen og sandsynligvis tog yderligere kilogram på i min corona-hule, gjorde det intet ved min fornøjelse ved filmen.

Jeg fandt sågar en overraskende nydelse ved den konstante dynamik i det målrige spil og lyden af de knirkende gymnastikgulve.     

Et af filmens klimakser bruger alle tricks i bogen med slowmotion og dæmpet reallyd, så ’The Way Back’ står distancen som sportsfilm.

Det meste er set før og føles meget velkendt, men det er også gjort kompetent.

For alle, der er løbet tør for sæsoner af ’Cobra Kai’, kan man også hos Ben Afflecks sammenbidte alkoholiker finde glæde i at følge en underhund, der faktisk lykkes med at udrette noget og gøre en forskel for nogle utilpassede unge.

Det meste er set før og føles meget velkendt, men det er også gjort kompetent. Og der er stadig en halv time tilbage af filmen, når den neglebidende semifinalekamp er ovre mod den brovtende hovedmodstander.

Der er en endnu større kamp, et endnu større drama, uden for basketballbanen. Man forlader ’The Way Back’ og føler, at man kender Ben Afflecks karakter og har været medtilskuer til hans liv. Ikke at man blot har set en skuespiller vinge en ny type rolle af i kataloget.   

placeholder

’The Way Back. Spillefilm. Instruktion: Gavin O’Connor. Medvirkende: Ben Affleck, Janina Gavankar,Michaela Watkins,  Spilletid: 108 min. Kan streames på HBO Nordic

Henrik Reinberg Simonsen (f. 1978) er kommunikationskonsulent og freelancefilmanmelder


placeholder

Annonce