De unge mennesker, der er tale om, er gledet ud af samfundets kollektive hukommelse. Måske har vi aldrig rigtigt fået øje på dem. Det kan være, at de gennemfører en halvhjertet HF i en alder af 25-30 år, når livets alvor begynder at gå op for dem. En del af dem vil møde arbejdsmarkedet som ufaglærte, på trods af et fint intellekt. De ignorerer samfundet, som samfundet også ignorerer dem. De begår hverken kriminalitet, hærværk eller forårsager problemer i skolen. De ringer med andre ord meget få af de alarmklokker, som normalt ville få kommunen til at skride ind.

Når de går hjem, så tænder de for computeren og spiller. Og de er dygtige. Nogle af dem er blandt verdens bedste. De leder guilds (grupper med op imod 400 spillere) i World of Warcraft, de spiller i Challenger-serien i League of Legends og i Master’s League i StarCraft II.

De får præmier til turneringer og rejser til udlandet for at deltage i konkurrencer, betalt af ivrige sponsorer. Til et verdensmesterskab i klodens mest populære eSport – League of Legends – ville et dansk landshold kunne konkurrere på lige fod med de absolut bedste spillere i verden.

Nok er mange vanvittigt gode, men det er de færreste, der er gode nok. Alligevel bruger de, ligesom alle andre elitesportsudøvere, oceaner af tid på at finpudse deres talent, og neglicerer meget andet: familie, samfund, og uddannelse.

Danmark har stået overfor en lignende udfordring før. Under idrættens professionalisering i slut-70’erne blev det klart at samfundet måtte forlige den ekstremt tidskrævende talentudvikling i eliteidrætten, med den fuldtidsbeskæftigelse det er, at tage en uddannelse.

Daværende kulturminister og socialdemokrat Niels Matthiasen var af den opfattelse af det var fællesskabets opgave at løse problemet. I rapporten ’Eliteidræt i Danmark’ lyder det: »anskuelsen var, at der i de faktiske vilkår og intentioner var skabt parallelitet mellem eliteidrætsudøvere og kunstnere. Når balletdanserne på Det Kongelige Teater får statsstøtte, så bør også sportens elite tilgodeses, lød et af argumenterne.«

Team Danmark, som blev det endelige resultat, kender vi. Unge som måske hellere ville dyrke sport end fremtidssikre sig med en uddannelse, har nu et incitament til at gøre begge dele, på grund af Team Danmarks ordninger. Hvorfor har vi ikke et Team Danmark for eSport?

For det første er eSport forbundet med social stigma. ”eSport er ikke rigtig sport,” hedder det, med historisk efterklang til de dele af kunstens verden, som ikke mente, at sporten i sin tid var værdig til støtte. I 2013 kunne man f.eks. høre Thomas Bach fra Dansk Idrætsforbund – en mand der blandt andet taler på vejne af ”Dansk Svæveflyver Union” (medlemstal: 2085) – sige, at League of Legends med sine 67 millioner spillere om måneden ikke var sport, fordi det ikke var ”alment”.

Med argumenter som disse overlades dygtige unge til grådige sponsorers nåde. Antallet af skandalesager hvor unge, ivrige eSports udøvere er blevet udnyttet, er ikke til at tage fejl af. Dét er argumentet for en offentlig løsning, og ikke snobbede holdninger til, om disse unges hobby er ”værdig” eller ej.

For det andet har de unge, som modtager betaling for deres talent, ingen fagforening. I Danmark varetager landsorganisationen ’eSport Danmark’ eSportens interesser, men det er en ny forening, som trods gode intentioner næppe er en endegyldig løsning i sig selv. Det er kendetegnene for mange af de unge at de ikke deltager aktivit i samfundet, og derfor er det nødvendigt at vi imødekommer dem i højere grad end deres egen interessevaretagelse kræver.

Udover at komme de unge til undsætning ville nedsætningen af et udvalg, med henblik på at afdække problemet, også være til gavn for nationen. Danmark ville komme en international udvikling i forkøbet, og få et dansk forspring til medaljer verden over, i en industri der i stadigt højere grad rivaliserer den økonomi, som selv de store sportsgrene bryster sig af.

Casper Gronemann (f. 1987) er cand.scient.adm. og kolportør af socialdemokratisk propaganda på modkraft.dk.