Annonce

Stopper på Københavns Rådhus efter 14 år: Det har “til tider været voldsomt”

Tidligere politisk ordfører Jonas Bjørn Jensen (S) dropper københavnsk politik til fordel for “et drømmejob”
Foto: Københavns Kommune
Jonas Bjørn Jensen (S), afgående medlem af Borgerrepræsentationen
Tidligere politisk ordfører for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus, Jonas Bjørn Jensen, stopper overraskende i københavnsk politik. Jonas Bjørn Jensen har været medlem af den københavnske borgerrepræsentation i 14 år.

“Jeg stopper som aktiv politiker på Københavns Rådhus med udgangen af januar, og sætter punktum efter 14 forrygende år som politiker i landets smukke hovedstad. Jeg har fået et drømmejob som jeg glæder mig til at fortælle om,” skriver Jonas Bjørn Jensen på Facebook - uden at røbe nærmere om det kommende drømmejob.

Jonas Bjørn Jensen var sit partis politiske ordfører i den seneste kommunalvalgsperiode, men efter at partifællen Sophie Hæstorp Andersen rykkede ind som overborgmester 1. januar 2022 overgik posten i stedet til Laura Rosenvinge.

Manglende fremtidsudsigter på rådhuset

Netavisen Pios chefredaktør Niels Jespersen vurderer, at samarbejdet med overborgmester Sophie Hæstorp ikke har været det bedste - og at det kan være en af årsagerne til, at Jonas Bjørn Jensen nu trækker stikket til københavnsk politik:

Samtidig har samarbejdet med den nye overborgmester Sophie Hæstorp efter sigende ikke kørt på skinner

"Efter det skuffende kommunalvalg i 2021, der også blev personligt dårligt for Jonas, fortsatte han i økonomiudvalget, mens Laura Rosenvinge blev politisk ordfører. En løsning der ikke rigtigt har gjort nogen glade. Samtidig har samarbejdet med den nye overborgmester Sophie Hæstorp efter sigende ikke kørt på skinner. Jonas Bjørn har nok følt, at der ikke var de store fremtidsudsigter på Rådhuset og så tjekker talenter som Jonas ud."

Historisk har Socialdemokratiet i København haft svært ved at holde på sine 2'ere. I 2013 stoppede Anne Vang, som der ellers var store forhåbninger til, som børne- og ungeborgmester til fordel for et job som direktør på Niels Brock.

Ifølge Niels Jespersen kommer Socialdemokratiet til at savne Jonas Bjørn på rådhuset:

"Det er et ret stort tab for Socialdemokratiet i København. Selv om Jonas er ung, så repræsenterer han mange års erfaring. Han er en vellidt og hårdtarbejdende politiker. Men omvendt er der flere unge talenter i gruppen, som nu kan få mere plads. Så kan Sophie Hæstorp i højere grad præge sit eget hold. Mit gæt er, at Rosenvinge får pladsen i økonomiudvalget, hvilket måske kan give mere samling op til kommunalvalget til næste år.”

Appel: Lad os blive bedre til at være uenige

Jonas Bjørn Jensen blev tidligere på året skilt fra tidligere miljøminister, klimaordfører Lea Wermelin (S). De har sammen to piger.

Jonas Bjørn Jensen skriver i sit opslag på Facebook, at han og andre politikere til tider må tåle en endog meget hård tone på Facebook og andre sociale medier:

“For hånden på hjertet (og sådan et har jeg, selv om jeg til tider er blevet beskyldt for det modsatte:-)), det har også til tider været voldsomt. Der er ikke langt fra Kongedybet til folkedybet. Eller fra byudvikling til samtaleafvikling. Og det har også fyldt.”

Og så føjer Jonas Bjørn Jensen til, at det allerværste er, “når nogen skrev om mine børn”.

På vej ud af døren til københavnsk politik har Jonas Bjørn ét helt særligt ønske:

“Og skal jeg ønske mig én ting på vej ud af døren, så må det være, at vi bliver bedre til at tale sammen, når der er noget, vi er uenige om.”

placeholder

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jonas har bare det forkerte køn i Socialdemokratiet.