Styrelse hiver i håndbremsen efter kras kritik
Styrelse hiver i håndbremsen efter kras kritik
3F mener, at påtænkt ændring vil åbne en ladeport for billig udenlandsk arbejdskraft i landbruget fra tredjelande. Kritikken har gjort indtryk, og nu genovervejer styrelse sagen
Dansk mark
Styrelse for International Rekruttering og Integration (SIRI) under udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) meddelte mandag, at man 1. april indfører en ny praksis, der ifølge fagforbundet 3F, vil give landmænd og gartnerier fri adgang til at hente alle de billige landbrugspraktikanter i tredjelande, de har lyst til.
Kritikken fra 3F har tilsyneladende gjort indtryk. For onsdag skriver SIRI i en pressemeddelelse, at styrelsen nu vil “genoverveje” sagen:
Praksisændringen træder derfor ikke i kraft pr. 1. april som oprindeligt meldt ud
“SIRI har nu modtaget nye oplysninger, som medfører, at SIRI vil se på ændringerne på ny. Praksisændringen træder derfor ikke i kraft pr. 1. april som oprindeligt meldt ud,” hedder det i en pressemeddelelse fra SIRI.
Styrelsen skriver videre, at den påtænkte ændring bestod i, at SIRI fremover alene vil påse, at praktikstedet har en lærepladsgodkendelse, “men at SIRI ikke længere vil påse antallet af udenlandske praktikanter hos praktikværten, inden der meddeles en ny tilladelse til en praktikant inden for landbruget.”
SIRI føjer til, at styrelsen nu har modtaget nye informationer fra fagforbundet 3F, der gør at styrelsen nu genovervejer sagen:
“Efterfølgende har 3F gjort SIRI opmærksom på, at dette ikke synes at være i overensstemmelse med tidligere indgåede aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og udlændingemyndighederne, og at de er bekymrede for, at der er tale om en væsentlig lempelse.”
Ikke hensigten at lempe væsentligt
SIRI anfører i pressemeddelelsen, at det ikke har været hensigten at den påtænkte praksisændring skulle medføre “en væsentlig lempelse”:
“Da den ikke ændrer ved betingelserne i overenskomsten mellem parterne, ligesom praktikværterne fortsat er forpligtet til at overholde de betingelser, der er fastsat i lærepladsgodkendelsen.”
SIRI vil nu se nærmere på 3F’s kritik og så vende tilbage senere med en ny melding til landbrugets og gartneriernes arbejdsgivere og fagforbundet 3F:
“SIRI vil på baggrund af oplysningerne fra 3F undersøge sagen nærmere. Den varslede praksisændring pr. 1. april træder derfor ikke i kraft. Parterne vil blive orienteret, når der er en afklaring."
Tirsdag udsendte 3F’s grønne gruppe en pressemeddelelse, hvori det hed, at den nye praksis ville “åbne en ladeport for billig udenlandsk arbejdskraft i landbruget”.
Jeg er dybt forundret og meget skuffet - ja nærmest rasende
“Jeg er dybt forundret og meget skuffet - ja nærmest rasende, over, at ministeren på denne måde forsøger at snige en kontroversiel regelændring ind ad bagdøren uden at inddrage parterne i beslutningen. Det er bestemt ikke den måde, jeg ser et godt samarbejde på,” sagde formanden for 3F’s grønne gruppe, Allan Busk, ifølge en pressemeddelelse fra 3F tirsdag.
Ny praksis vil sætte det faglige udvalg ud af spillet
Ifølge 3F-pressemeddelelsen har den hidtidige praksis været, at en landmand eller en gartneriejer kunne få det antal udenlandske praktikanter, som det faglige udvalg vurderer, at landmanden eller gartneren har kapacitet til at oplære.
Det fremgår af pressemeddelelsen, at ordningen med de udenlandske praktikanter blev etableret som en kulturel udveksling i 1980’erne:
“Udlændingene får lærlingeløn i op til 18 måneder, og meningen med ordningen er, at de skal lære, hvordan man bedriver effektivt og godt landbrug i Danmark. Derfor skal der være tilstrækkelig med oplæringskapacitet i hver enkelt virksomhed.”
Der har dog, ifølge 3F, været en række tilfælde, hvor de udenlandske praktikanter er blevet brugt som billig arbejdskraft og har levet under kummerlige forhold. Blandt andet har Fagbladet 3F afsløret adskillige eksempler på, hvordan udenlandske praktikanter er blevet misbrugt i danske landbrug og gartnerier.
3F: Åbner for mere social dumping
I pressemeddelelsen tirsdag understreger 3F, at den påtænkte praksisændring vil åbne for mere social dumping:
Via sin styrelse åbner ministeren nu endnu en ladeport for billig udenlandsk arbejdskraft
“Via sin styrelse åbner ministeren nu endnu en ladeport for billig udenlandsk arbejdskraft i landbruget og på gartnerierne. Det er er den direkte vej mod mere misbrug, social dumping og løn-trykkeri,” udtalte Allan Busk.
Nu medfører den kradse kritik fra 3F’s grønne gruppe altså, at SIRI nu genovervejer sagen.
10.000 godkendte praktikpladser
Der er i dag cirka 10.000 godkendte praktikpladser i dansk landbrug og hos gartnerierne. Cirka 2.000 af pladserne er optaget af udenlandske praktikanter.
I 2010 blev praksis ændret ved overenskomstforhandlingerne, hvilket blev anerkendt af udlændingemyndighederne således, at en landbrugsvirksomhed kunne ansætte det antal praktikanter, svarende til antal erhvervsuddannelseslærlinge.
En praksis, som, ifølge 3F, har været anerkendt af såvel Landbrug og Fødevarer og arbejdsgiverforeningen GLS-A.
Kilde: 3F
Tilføj kommentar