Annonce

Super Tuesday: Sanders og Biden slås om partiets sjæl

Netavisen Pios guide til Super Tuesday: Alt hvad du skal vide om nattens primærvalg hos Demokraterne.
Er Bernie Sanders venstre-populistiske eller Joe Bidens klassiske midtsøgende linje, den bedste til at besejre Donald Trump?

Det spørgsmål skal de demokratiske vælgere i 14 stater på tværs af USA - tage stilling til tirdag nat. Svaret på det spørgsmål vil afgøre, hvem der bliver demokraternes præsidentkandidat ved præsidentvalget til november.

Amerikanerne har døbt det “Super Tuesday”, fordi der er 14 stater, som skal stemme på én og samme dag.

Bernie Sanders var indtil weekenden favorit til at vinde Super Tuesday og dermed tage et afgørende skridt i kapløbet om at vinde nomineringen. Men så vandt Joe Biden lørdag nat primærvalget i South Carolina og ændrede hele valgkampens dynamik.

Staterne, der stemmer Super Tuesday, er dem der er market blå.

Sejr gav kæmpeboost til Biden

Inden for 72 timer af at Joe Biden vandt sin første stat i valgkampen - en større sejre end forventet- har hele feltet af pragmatiske/moderate/centrister/establishment-kandidater forladt kampen. Det med undtagelse af milliardæren Mike Bloomberg, som dog ikke levnes mange chancer..

Mandag valgte tidligere borgmester Pete Buttigieg og senator Amy Klobuchar at lukke og slukke deres kampagner. Umiddelbart efter kastede de begge deres fulde opbakning og støtte bag Joe Biden, ved et stort vælgermøde i Dallas, Texas.

placeholder

Sanders fører stadig over Biden i  de allesteds nærværende meningsmålinger. Men er mens der fremgang til Biden, står det stille for Sanders.

Første gang med Bloomberg

Super Tuesday bliver første gang, at den tidligere New York-borgmester Mike Bloomberg vil være på stemmesedlen ved primærvalget.

Mangemilliardæren annoncerede først sent sit kandidatur, og derfor var han ikke på stemmesedlen ved de fire første afstemninger.

Efter at have tæppebombet hele USA med tv-reklamer for 3-4 milliarder kroner, gik han også fremad i målingerne.

Bloombergs fremgang stoppede dog brat efter en sørgelig optræden i en TV-debat forud for afstemningen i Nevada og i meningsmålingerne er han et godt stykke efter både Sanders og Biden.

Sanders er i front

Det handler i sidste ende om at vinde de delegerede, som skal udpege vinderen på partiets konvent senere på året. Dem er der i alt 3.979 af.

I det samlede regnskab over delegerede fører Sanders med 60 delegerede foran Bidens 54 og Elizabeth Warren som har vundet 8.

Det regnskab vil dog se væsentligt anderledes ud, når de i alt 1.357 delegerede, der er på spil tirsdag vil blive delt ud.

placeholder

Delegerede, spærregrænse og fordelingstal

Der er grundlæggende tre bunker af delegerede, hvoraf de to er dem som er på spil ved primævalgene.

Der er en bunke, som man får for at vinde mere end 15 procent af stemmerne i en hel stat, der er en bunke som fordeles på kongresdistrikt-niveau, hvor "spærregrænsen" også er 15 procent, og endelig så er der alle de “super-delegerede”, som er valgte politikere og organisatoriske parti-folk, formændene for partiorganisationer og medlemmerne af Det Demokratiske Partis hovedbestyrelse, DNC.

De super-delegerede er automatisk tilmeldte delegerede, og de kan i modsætning til de delegerede som vælgerne udpeger, ikke forpligtet til at støtte en bestemt kandidat.

Den måde de delegerede fordeles på betyder dog, at blot en lille sejr ofte kan give et forholdsmæssigt stort antal mandater.

Hvor mange delegerede hver enkelt stat har, baserer sig på nogle snedige udregninger, som hovedsageligt baserer sig på befolkningstal og tidligere valgresultater. Det er forklaringen på hvorfor f.eks. Maryland har 96 delegerede, mens Missouri, der har 100.000 flere indbygger, kun har 68.

Stater med klare favoritter

Ser man på de 14 starter, så er Bernie Sanders storfavorit til at vinde hjemme i Vermont, som han har repræsenteret i kongres og senatet i mere end 30 år.

Det samme er han i mormon-staten Utah og i bjergstaten Colorado, begge stater som han vandt med omkring 20 procent foran Hillary Clinton for fire år siden.

Skal man tage South Carolina som rettesnor, så er Biden omvendt favorit i sydstaterne, hvor en stor andel af det demokratiske vælgerkorps, udgøres af afro-amerikanske vælgere.

Det er især Alabama, Tennessee og North Carolina, hvor Biden kan forvente at få gode resultater.

Mike Bloomberg er, på trods af alle de mange, mange, mange penge han har brugt på tv-reklamer, kampagnemedarbejdere og influencere, ikke favorit til at vinde nogle stater, men meningsmålingerne har været bedst for ham i Bill Clintons gamle hjemstat Arkansas og i oliestaten Oklahoma, som begge hører til blandt de mest konservative republikanske stater.

Staterne der kæmpes om

Det efterlader i hvert fald fire stater, hvor der især er spænding om udfaldet:

Den store gevinst: Californien

Med 415 delegerede på spil, er Californien den absolut største gevinst på spil ved Super Tuesday.

Valgdeltagelsen blandt de latinamerikanske vælgere - der repræsenterer omkring en tredjedel af statens vælgere - vil sandsynligvis være høj.

Det er gode nyheder for Sanders, der vandt mere end halvdelen af Latino-stemmerne ved afstemningen i Nevada. Til gengæld kan Biden håbe på opbakning blandt Californiens østasiatiske - kinesere, koreanere, filippinere - vælgere, som udgør omkring 15 procent af vælgerbefolkningen.

Sanders er favorit til at vinde, men det bliver formentlig tættere, end man havde forventet for bare et par dage siden, hvor meningsmåling fra CNN og USA Today viste, at Sanders førte med omkring 20 procentpoint.

Det er dog værd at notere sig, at mange allerede har brevstemt og derfor ikke er påvirket af de seneste dages udvikling.

All eyes on: Texas

Texas - der længe har været solid republikansk stat og historisk forsømt af demokratiske præsidentkandidater - befinder sig pludselig i en uvant situation, hvor der har været hård kamp om vælgerne. Særligt statens mange latinamerikanske vælgere, som udgør en stor del af det demokratiske vælgerkorps.

Hvilket bl.a. forklarer hvor Joe Biden valgte at holde sit sidste valgmøde inden valget i netop Dallas.

Texas har det tredjehøjeste antal delegerede på konventet, 222, efter Californien og New York.

Hvis Joe Biden skal have en chance for at holder snor i Sanders i kampen om de delegerede, så er det helt afgørende, at han får et solidt resultat i “The Lone Star State”, mens Sanders omvendt kan være tilfreds med en uafgjort eller et nederlag, hvis han som ventet vinder i New England og staterne ude vestpå.

Sanders har længe ført i målingerne i Texas, men i de seneste er der helt tæt løb.

Showdown i sumpen: Virginia

Sydstaten Virginia, der engang var en republikansk højborg, har orienteret sig mere mod demokraterne ved de seneste valg, ikke mindst båret af en stor befolkningsudvikling i det nordlige Virginia, omkring forstæderne til Washington.

Statens demokratiske vælgere har en tendens til at læne sig mod mere moderate kandidater, da mange arbejder i regeringskontorer i og omkring Washington D.C. - det som Trump har betegnet som sumpen - og anti-establishment-retorikken har måske ikke helt samme klangbund her.

Virginia gav Hillary Clinton en næsten 30-points sejr over Sanders i 2016. Der er 99 delegerede på spil i staten.

Warrens sidste chance: Massachusetts

Massachusetts er en af USA's rigeste og mest veluddannede stater, og det er godt nyt for både Bernie Sanders og for senator Elizabeth Warren, der er på hjemmebane.

En meningsmåling fra Boston Globe/WBZ-TV/Suffolk University, der blev offentliggjort lørdag - altså før Buttigieg og Klobuchar droppede ud - viser, at det er feltets to mest venstreorienterede, der står bedst.

Sanders stod til 24 procent og Warren til 22 procent, mens Joe Biden kun stod til 11 procent. Warren skal vinde, og gerne vinde stort, hvis hun skal gøre sig nogen forhåbninger om at fortsætte valgkampen.

Der er 91 delegerede på spil i Massachusetts.

placeholder

Et endeligt resultat vil første foreligge engang om nogle uger, fordi de er notorisk langsomme til at tælle stemmer i Californien, men allerede i løbet af natten vil der ligge et nogenlunde resultat, for hvem der har vundet og tabt.

Fakta: Hvornår lukker valgstederne

 

Valgstederne i de 14 stater lukker på følgende tidspunkt (dansk tid). Optælling af stemmerne begynder umiddelbart efter.

01:00: Vermont, Virginia 

01:30: North Carolina 

02:00: Alabama, Maine, Massachusetts, Oklahoma, Tennessee 

03:30: Arkansas 

05:00: Colorado, Minnesota, Texas 

06:00: Utah 

07:00: California

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet