Biden vandt, men partiet har intet lært af nederlaget i ’16

Demokraterne fremstår svækkede og splittede efter valget. Hvis de ikke bliver bedre til at lytte til de fattige hvide, taber de sandsynligvis igen om fire år.
Foto: Adam Schultz/Biden for President
Joe Biden taler i Flint, Michigan den 9. marts, 2020.
For fire år siden troede stort set alle på en jordskredssejr til Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton.

Chokket var stort og afskyen for Donald Trump har været altomfattende de seneste fire år. Med god grund.

Også denne gang var forventningen, at Joe Biden ville vinde en jordskredssejr, udbygge flertallet i Repræsentanternes Hus og få flertallet i Senatet.

Tabte pladser i kongressen

Men trods de rekordmange stemmer var Bidens sejr langt mere spinkel, end meningsmålingerne forudså, Demokraterne gik tilbage ved valget til Repræsentanternes Hus, og man genvinder sandsynligvis ikke flertallet i Senatet (selv om der er en spinkel chance ved et omvalg i Georgia i starten af januar).

I dagene efter valget brød den spinkle borgfred mellem de forskellige fløje hos Demokraterne sammen. På et online-møde mellem de nyvalgte medlemmer af Repræsentanternes Hus kritiserede den moderate Abigail Spanberger, der er valgt i en konservativ kreds i delstaten Virginia, i stærke vendinger venstrefløjen, som hun beskyldte for at være skyld i tilbagegangen med deres snak om identitetspolitik, socialisme og at tage penge fra politiet (”defund the police”).

Modsat gik bannerføreren for partiets venstrefløj, Alexandria Ocasio-Cortez, til angreb i et interview i New York Times, hvor hun ikke bare kritiserede partiet for at være for dårligt til at føre valgkamp på de sociale medier, men også  lagde op til at fortsætte og forstærke kampen for venstrefløjens mærkesager.

Hun truede indirekte med fortsat fløjkamp, hvis hendes fløj ikke bliver tilgodeset i tilstrækkeligt omfang, når de mange politiske poster skal besættes.

Flere minoritetsvælgere stemte republikansk

Samtidig står Donald Trump tilbage som den præsidentkandidat, der har fået næstflest stemmer nogensinde.

I en formidabel slutspurt lykkedes det ham næsten at vende et stort, truende nederlag til en sejr. Samtidigt er Republikanerne gået frem blandt sorte vælgere og latinovælgere.

Troen på, at ændringerne i befolkningens sammensætning med stadig flere byboere og vælgere med latinamerikansk baggrund automatisk er på Demokraternes side, som længe har været et fremtids-drømmescenarie, holder ikke.

Mange latinovælgere er socialkonservative, og de er ikke så svære at overtale til at stemme republikansk, hvis partiet får lagt Trump-retorikken på hylden. Og det er langt fra alle sorte, der er tilhængere af Black Lives Matter, den militante retorik, sommerens uroligheder og plyndringerne.

Hele den bølge, som Demokraterne fik rejst i kampen mod Trump, skabte en næsten lige så stor modbølge. På samme måde som vi så det i Storbritannien for et par år siden, hvor det ganske vist lykkedes Jeremy Corbyn og venstrefløjen i Labour at mobilisere rekordmange unge vælgere, men hvor De Konservative alligevel vandt.

Blandt andet fordi arbejdervælgere i de fattige, nordengelske valgdistrikter skiftede side.

Vil demokraterne lytte denne gang?

Nederlaget i 2016 udløste krav om selvransagelse hos Demokraterne og meget snak om at bygge bro til de fattige arbejdervælgere og meget andet godt. Men det blev ved snakken.

Hovedparten af de demokratiske aktivister og en pæn del af vælgerne holdt aldrig op med at foragte dem, der stemte på Trump. Og med få undtagelser, som journalisten Thomas Frank, der har skrevet bøgerne "Listen Liberals" og "What's the matter with Kansas", blev der heller ikke gjort forsøg på at forstå "the deplorables" (de foragtelige eller elendige, som Hillary Clinton havde kaldt dem), og hvorfor de stemte, som de gjorde.

Den amerikanske professor Arlie Hochschild har i mange år studeret den fattige, hvide underklasse, der er rygraden i Trumps vælgerkorps, ved at bo blandt dem i flere år i små fattige, hvide byer langt ude på landet. Men efter at have holdt foredrag på en række amerikanske universiteter, er hun ikke optimistisk:

”Jeg er blevet mødt med både vantro og kritik af venstrefløjen. »Hvad for noget? Vil du have os til at tale med racisterne?«, spørger de mig. Den reaktion fandt jeg chokerende. Langsomt begyndte jeg at tænke, at min egen akademiske venstrefløjsverden var en alvorlig del af problemet”.

Men hvis ikke Demokraterne får en ægte vilje til at tale med – og forstå – disse mennesker, risikerer de at løbe ind i et nederlag ved midtvejsvalget i 2022, hvor de kan miste det spinkle flertal i Repræsentanternes Hus. Og så vil Biden for alvor være bundet på hænder og fødder.

Den danske venstrefløj følger trop

Desværre lader det ikke til, at ønsket om at bygge bro til den del af befolkningen er blevet større på partiets venstrefløj. Forfatteren og debattøren Naomi Klein, der er en af venstrefløjens superstjerner, leverede i sin valganalyse en næsten altomfattende kritik af Joe Biden og alt det, han står for.

Biden viste sig på ingen måde, at være et sikkert valg, der kunne slå Trump, mener hun: ”Ikke et sikkert valg for planeten, ikke sikkert for de mennesker, der er mest udsat for politivold, ikke sikker for de millioner og atter millioner af mennesker, der søger asyl, og altså heller ikke en gang et sikkert valg som kandidat.”

Det er en analyse, der deles af den danske venstrefløj – bl.a. delte Pelle Dragsted Naomi Kleins analyse på Twitter, og i de timer onsdag morgen, hvor der var udsigt til, at Trump ville vinde igen, var det en udbredt holdning hos ham og hans meningsfæller, at Bernie Sanders ville have vundet.

Biden må insistere på fremskridt for de brede lag

Det er en farlig fejlslutning. USA er så splittet, at det mere end noget andet har brug for brobygning. Ikke for fløjpolitik. Dermed være ikke sagt, at der ikke er brug for store og dybtgående reformer i USA. Det er der i den grad. Som boligminister Kaare Dybvad Bek skrev tirsdag i Politiken:

”Joe Bidens personlige sejr ved valget var overbevisende. De næste fire år vil vise, om demokraterne som helhed er i stand til at holde på den store opbakning. Skal det lykkes, må Joe Biden holde fast i sine ambitiøse valgløfter om udvidet sundhedsforsikring, grøn omstilling, som skaber nye jobs, højere mindsteløn og bedre arbejdstagerrettigheder. Og han må insistere på at sikre de fremskridt for de brede lag i den amerikanske befolkning, som i årtier er blevet efterladt uden fremskridt. Jeg tror, det kræver et opgør med både identitetspolitikere og mangfoldighedsliberalister, hvis det skal lykkes.”

Lykkes det ikke, står en ny højrefløjs-populist klar til at vinde valget om fire år.

Bjarke Larsen er forlagschef og freelance-journalist.


placeholder

Kommentarer

Bjarke Larsen forbigår den helt centrale og særdeles relevante pointe i Alexandria Ocasio-Cortezs kritik omkring det Demokratiske partis valgapparats inkompetence og manglende respekt for partiets græsrødder. Venstrefløjen har lært af historien. Barack Obama vandt på baggrund af en stærk mobilisering af græsrødderne i partiet hvorefter han klart svigtede dem da han blev indsat som præsident og i stedet satsede på kammeraterne fra Wall Street og den liberale elite. Det banede vejen for Trump da Hillary Clinton med endnu større styrke fulgte denne forhadte politik hvor den fattige hvide arbejder bliver svigtet. Det er græsrodsmobiliseringer og vitaliseringen af en fagbevægelse der forstår at være ude blandt medlemmerne og organisere omkring højere mindsteløn og bedre sociale forhold der har sat sociale reformer på dagsordenen i USA. Her er det venstrefløjen der har dannet rygraden i organiseringen, ikke den gamle elite i det Demokratiske parti.
Læs AOCs kritik i The Guardian der ikke kræver abonnement.
https://www.theguardian.com/us-news/2020/nov/08/alexandria-ocasio-cortez...

Hvad mener Dybvad med “mangfoldighedsliberalister”?

Annonce