Annonce

Trump er en brovtende bandit og fortjener kun en ting: En fyreseddel!

Donald Trumps primitive jagt på socialisme, grøn omstilling og fagbevægelse stopper forhåbentlig ved præsidentvalget 3. november.
I min levetid har der været elleve amerikanske præsidenter. John F. Kennedy sad i Det Hvide Hus, da jeg blev født i 1961.

Siden fulgte blandt andre Richard Nixon, Ronald Reagan, Jimmy Carter, George W. Bush, Bill Clinton og Barack Obama.

Mægtige mænd. Magtfulde mænd. Republikanere og Demokrater. Nogen har jeg elsket og haft som idoler. Andre har jeg været uenige med og absolut ikke brudt mig om.

Men ingen amerikansk præsident har frastødt mig som Donald Trump. Ingen!

Trump frastøder mig så voldsomt, at jeg kan få kvalme over at se en debat med ham, og jeg kan opleve en næsten depressiv tilstand, når jeg ser ham fare frem med hadefulde tweets, opildnen til raceoptøjer og sin grove mobning af politiske rivaler.

Ødelægger min nattesøvn

Hvordan er det kommet så vidt, at en amerikansk præsidents opførsel kan ødelægge min nattesøvn?

Svaret er både Trumps farlige uforudsigelighed men især hans fjendebilleder af alt, hvad jeg tror på politisk og værdimæssigt.

Som amerikansk forretningsmand afskyede Trump fagforeninger og gjorde alt for at holde fagforeninger ude af sit hotel- og casino-imperium.

Ingen amerikansk præsident har frastødt mig som Donald Trump

Som præsident har han også bekriget fagforeninger og mener, at kollektiv organisering på arbejdspladsen og overenskomster er et socialistisk fænomen, der kan ruinere enhver virksomhed.

Derfor er det såkaldte ’Union Busting’, hvor giganter som Amazon, Google og Caterpillar hyrer konsulenter til at forhindre fagforeningsaktiviteter på arbejdspladsen, vokset i Trumps tid.

Bruger milliarder på at bekæmpe fagforeninger

Ifølge en ny undersøgelse af professor Gordon Lafer fra Oregon University bruger amerikanske arbejdsgivere årligt 340 millioner dollars på at hyre firmaer til at holde fagforeninger nede og ude.

Præsidenten selv holder sig heller ikke tilbage. Ifølge undersøgelsen brugte Trump International Hotel Las Vegas 569.000 dollars i 2015 og 2016 på at forhindre ansatte i at danne en fagforening.

Lufter de ideen om en faglig klub på arbejdspladsen, bliver de fyret

Set med danske øjne er det helt horribelt. Herhjemme er der respekt omkring fagligt arbejde og værdien af at have en overenskomst med løn, feriepenge, løn under sygdom og pensionsindbetalinger.

For millioner af amerikanere er det en uopnåelig drøm. De har ingen stærk fagforening til at kæmpe for bedre løn- og arbejdsvilkår, og lufter de ideen om en faglig klub på arbejdspladsen, bliver de fyret.

Ret til betalt efteruddannelse og voksenlærlinge-ordninger med løn under uddannelse eksisterer stort set ikke i USA. Også det er ifølge Trump et socialistisk fænomen, der rammer virksomhedernes frihed og bundlinje.

Ufaglærte fastholdes i usikre lavtlønsjob

Men uden betalt uddannelse fastholdes ufaglærte amerikanere i usikre lavtlønsjob. De får aldrig en chance for at udleve den amerikanske drøm.

Social mobilitet, hvor børn fra arbejderklassen bryder den sociale arv og får lange uddannelser og velbetalte job, er meget ringere i USA end i europæiske lande, fordi al uddannelse efter High School i USA er for egen regning.

Arbejder du som rengøringsassistent på et hotel, har du ikke råd til at betale dine børns universitetsuddannelse og heller ikke din egen diplomuddannelse. Du sidder fast på bunden af arbejdsmarkedet.

Kun få fagforeningsmedlemmer

Ifølge det amerikanske arbejdsministerium, Department of Labor, var kun hver tiende amerikaner i 2019 med i en fagforening, og på det private arbejdsmarked er kun cirka 6 procent af arbejdsstyrken organiseret.

Den svage amerikanske fagbevægelse er ikke kun Trumps værk, men han har svækket det faglige arbejde yderligere.

Under Trump er uligheden steget i et i forvejen ulige USA. Når vi i Danmark taler om omfordeling via skatterne for at skabe sammenhængskraft i vores land, tager vi det som en selvfølge, at der skal omfordeles fra rig til fattig, fra millionær til arbejdsmand.

I Trumps verden betyder omfordeling, at millionærer og virksomheder skal slippe i skat for at skabe ekstra dynamik.

Trump skaber mere splittelse 

Med Donald Trump i Det Hvide Hus har vi set større splittelse, flere sociale opstande, mere racisme og en forherligelse af ekstremistiske højrefløjsgrupper i det amerikanske samfund.

Vi har hørt en præsident konsekvent gøre grin med socialisme og grøn omstilling, ligesom han skrinlægger internationale aftaler på stribe. Han boykotter FN’s Paris-aftale og håner sin politiske modstander Joe Biden for at foretrække vindmøller fremfor olieindustrien.

Også hans håndtering af covid-19 pandemien er helt godnat. Her kunne USA have set helt anderledes ud, hvis Trump fordomsfrit havde ladet sig inspirere af Mette Frederiksens og det danske folketings håndtering.

Det samarbejdende folkestyre, trepartsaftaler og social dialog har bevist sit værd herhjemme i håndteringen af en sundheds- og økonomisk krise.

Kaldte Kamala kommunist

I USA har corona-krisen haft hammerstore konsekvenser, fordi præsidenten fremfor at lytte til fagkundskaben og række hånden ud til samarbejde, bare gik på krigsstien overfor ’den kinesiske virus’.

Beskyldes for at være ’et monster’ og en kommunist

Trump er også en mobber og en krænker. Overfor både kvindelige demokratiske borgmestre og guvernører. Studieværter, der stiller kritiske spørgsmål. Og i særdeleshed overfor Joe Biden og Kamala Harris.

Den kvindelige vicepræsidentkandidat beskyldes for at være ’et monster’ og en kommunist.

I måneder har Trump kørt skræmmekampagne og påstået, at Biden og Harris vil bringe kaos og socialisme til USA.

Som om der ikke var kaos i forvejen. Kaos og en total formørket Trump-udgave af kapitalismen.

Trump har bragt USA til afgrundens rand, og nu håber jeg mere end noget andet, at den brovtende bandit får en fyreseddel ved valget 3. november. Ellers risikerer jeg som mange andre danskere at få en decideret depression på demokratiets og verdens vegne.

Formand for FH-sektion Fyn. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Lad hellere være med at følge nyhederne de kommende dage. Indtag i stedet noget beroligende.

Så enig med Helle Nielsen, jeg vil se valget i morgen nat, til jeg falder i søvn, og igen til svaret er fakta. Og håber målingerne får ret, Biden vinder pænt.