Annonce

Præsidentdebat udviklede sig til national skamplet

Præsident Donald Trump gik amok på Joe Biden på direkte TV.
Den amerikanske præsident Donald Trump og hans udfordrer, tidligere vicepræsident Joe Biden, mødtes natten til onsdag i en debat, som - indtil den næste - vil gå over i historien som et nyt lavpunkt i amerikansk politisk historie.

Donald Trump - der op til debatten havde beskyldt Joe Biden for både at være på debat-egenskab-fremmende-doping og for at få svarene igennem en høretelefon - valgte en noget usædvanlig strategi med deciderede nederdrægtige angreb og konstante afbrydelser og en hilsen til en nynazistisk gruppe.

Det lykkedes Trump at tirre Biden til at han bad præsidenten “holde kæft” og kalde ham en “en klovn”.

På den måde blev tv-debatten et sindbillede på amerikansk politik de sidste fem år, hvor Trump nærmest dagligt har ryddet mediedagsordenen med det ene ubehagelige angreb på politiske modstandere og medierne efter det andet.

En mentalt afsporet kandidat - og en ikke sindsyg

Den amerikanske journalist Aaron Rupar fra magasinet Vox, der følger valgkampen tæt, konkluderede:

“Debatten illustrerede, at præsidentvalget 2020 er et valg mellem en mentalt afsporet person og en der ikke er sindssyg, og alle analyser, der ikke begynder med det faktum, overser det større billede,” skrev han på Twitter.

Det var ikke kun Rupar, der er en af præsidentens hårdeste kritikere på Twitter, som var rystet over Trumps optræden.

Også fra folk med lang tilknytning til præsidentens eget parti, var der kritik.

“Amerika, denne præsident har vist sin røv i aften. Han fortjener ikke at sidde i den stol bag Resolute Desk; han fortjener heller ikke den respekt, som hans forgængere har fået - han har ikke fortjent det. Hans optræden i aften skæmmede det amerikanske folk,” skrev Michael Steele, der udover at være politisk analytiker på tv-stationen MSNBC, har en fortid som formand for den republikanske partiorganisation.

En anden tidligere republikansk partiformand, Marc Raciot, brugte tv-debatten som anledning til åbent at erklære sin støtte til Biden:

“Jeg har konkluderet, at han er farlig for republikkens eksistens, som vi kender den,” sagde han til New York Times, og tilføjede at Trumps optræden i tv-debatten gjorde ham flov.

Moderator uden muligheder

Debattens moderator, den anerkendte Fox News-journalist Chris Wallace, gjorde hvad han kunne for at få debatten på ret spor, men det var næsten en umulig opgave.

Han havde ikke mulighed for at lukke ned for Trumps konstante afbrydelser, selvom det var imod de regler, som var sat op for debatten.

Det er de to præsidentkandidaters kampagner, der har aftalt formatet, som skulle give en mere levende debat i modsætning til tidligere, hvor debatterne har været på tid (30 sekunder til svar, 15 sekunder til replik, ingen mulighed for at kandidaterne stillede hinanden direkte spørgsmål).

Det er meget muligt, at man nu vender tilbage til tidligere tiders mindre levende format.

Det er en tværpolitisk organisation, Commission on Presidential Debates, der står for debatterne, og de har efter debatten annonceret, at de nu vil kigge på reglerne, for at tirsdagens kaos ikke gentages.

Biden havde nogenlunde styr på tingene

Det var som altid Trump, der tog fokus, men debatten var også med til at fjerne en af præsidentens vigtigste angrebspunkter på Biden, nemlig at han er på nippet til at være dement.

Biden er ikke nogen stor taler, men han kom igennem debatten uden at kløjs i sætningerne, klappen gik ikke ned, og han begyndte at snakke sort, som han indimellem har haft tendens til.

Biden virker åndsfrisk nok til at de fleste vælgere, kan se ham blive præsident.

Trump tabte stort

At Trump valgte den stil, han gjorde, kan skyldes, at han er langt bagud i målingerne og havde brug for at ændre valgets grundlæggende dynamik.

Men ser man på målingerne blandt dem der så debatten, så gav den strategi bagslag hos seerne. I hvert fald viser målinger fra bl.a. CNN og netmediet fivethirtyeight.com at ca. 60 procent havde Biden som vinder og kun 30 procent havde Trump som vinder.

Trump-kampagnen peger dog på et par online-afstemninger, som viser at Trump vandt debatten. Den slags afstemninger er dog rimelig værdiløse, da dem der stemmer ikke er repræsentative for dem som så debatten.

Biden er foran

Der er lige godt en måned til valget og lige nu ligner det en klar sejr til Biden.

Ifølge gennemsnittet af meningsmålingerne fastholder Biden en føring på omkring 7 procentpoint.

Til sammenligning havde demokraten Hillary Clinton en føring på omkring 2,5 procent på samme tidspunkt for fire år siden. Meget tæt på det,der endte med at blive det endelige valgresultat.

Den næste debat mellem de to kandidater er den 15. oktober i Miami, men inden da mødes de to vicepræsidentkandidat, vicepræsident Mike Pence og senator Kamala Harris i en direkte tv-debat. Det sker onsdag den 7. oktober.

Det bliver uden tvivl en lidt mere civiliseret affære end det tv-seerne var vidne til natten til onsdag.

 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet