Tandlæger og frisører åbner igen

Natlig aftale mellem partierne og regeringen om yderligere genåbning af Danmark - efterskoler og højskoler må vente
Foto: Colourbox
Partierne på Christiansborg er natten til fredag blevet enige med regeringen om en yderligere genåbning af Danmark, sådan at liberale erhverv som f.eks. tandlæger og frisører genåbner fra på mandag. Derimod må højskoler og efterskoler vente.

Statsminister Mette Frederiksen skriver på Facebook sådan her om aftalen:

vi må ikke gå hurtigere frem, end at vi stadig kan holde epidemien under kontrol

"Ingen har lyst til at holde Danmark lukket en dag mere end højst nødvendigt. Men vi må ikke gå hurtigere frem, end at vi stadig kan holde epidemien under kontrol.

Den aftale vi har indgået nu, gør det blandt andet muligt for frisører og liberale erhverv at åbne igen. Vi er også enige om, at der er brug for en særlig indsats, der skal modvirke ensomhed, sårbarhed og støtte socialt udsatte børn og unge. Ligesom vi tager en række andre målrettede initiativer, bl.a. i forhold til domstolenes muligheder for at afvikle sager," skriver Mette Frederiksen på sin Facebook-profil natten til fredag.

 

 

Ifølge en pressemeddelelse fra Statsministeriet åbner blandt andet: Frisører, køreskoler, domstole, Kriminalforsorgen med henblik på afsoning, forskningslaboratorier og "visse liberale erhverv".

Derudover skal der, som statsministeren nævner i sit Facebook-opslag, laves initiativer, der skal støtte ældre og socialt udsatte børn og unge og modvirke ensomhed.

Østergaard "overordnet tilfreds"

Politisk leder for De Radikale, Morten Østergaard, er, ifølge Ritzau, overordnet tilfreds med planen, men er utilfreds med, at højskoler og efterskoler fortsat må vente:

"Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg havde håbet, at det var muligt at genåbne efterskoler og højskoler. Jeg ved, at der er mange unge, som gerne vil tilbage," siger han.

Østergaard erkender på Twitter, at efterskoler og højskoler - ud fra en sundhedsfaglig vurdering - måtte vente:

Partilederne fik op til forhandlingerne torsdag et notat fra Statens Serum Institut, hvoraf det fremgik, at instittutet ud fra en sundhedsfaglig vurdering ikke kan anbefale, at man åbner restauranter og cafeer nu. Det samme gælder efterskoler og højskoler.

forhandlingerne om genåbningens fase to starter i næste uge

Statsministeriet meddeler i pressemeddelsen, at forhandlingerne om genåbningens fase to starter i næste uge:

"Partierne vil i uge 17 fortsætte forhandlingerne om genåbningens fase 2 og yderligere faser med henblik på, en plan for Danmarks samlede vej ud af Coronakrisen. Målet er at skabe klarhed for hvornår yderligere restriktioner kan ophæves og under hvilke vilkår. Der laves både sundhedsfaglige og samfundsøkonomiske vurderinger af alle tiltag," fremgår det af pressemeddelelsen fra Statsministeriet.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Der er sådan set allerede åbnet nok op til at det kan få smittet samfundets svageste grupoer. Det bliver mere end tvivlsomt om disse overhovedet vil kunne slippe smittefrit fra at gå ud og handle ind.På denne Fredag den 17 April ER landet så sandelig blevet "ÅBNET". Butikker vrimler med kunder. Der holder mellem 3o til 5o biler på de fleste REMA 1ooo p -pladser. Og endnu flere kunne man opleve ved Føtex og Kvickly. Generelt ingen forskel fra FØR CORONA brød ud. Ude i vrimlen og tempoet, bliver det endda MEGET SVÆRT for folk der IKKE kan tåle COVID 19 at gå ud fremover. Men,DET betyder åbenbart INGENTING.

"Genåbning"....en ussel metode at nedjustere "ældrebyrden" på.