Annonce

Folketinget lukkes delvist ned - igen

En række lovforslag udskydes, og partierne bliver bedt om at holde igen med forespørgsler og spørgsmål. I første omgang frem til vinterferien.
Folketinget har onsdag besluttet, at det parlamentariske arbejde skal lukkes delvist ned den næste måned for at minimere smitterisikoen på Christiansborg og i ministerierne.

"Regeringen har besluttet sig for, at der er nogle lovforslag, som de mener, kan vente lidt. Det har partierne tilkendegivet, at det vil de også overveje i forhold til partiernes del med beslutningsforslag og forespørgselsdebatter og lignende,” siger folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S) til Ritzau ifølge Jyllands-Posten..

Det er anden gang Folketinget lukker delvist ned. Folketinget var også lukket ned i foråret under den første corona-bølge.

Vil sikre fornødne ressourcer til håndtering af corona

Den delvise nedlukning sker efter ønske fra statsminister Mette Frederiksen (S), der ønsker at give ministerierne bedre tid til at håndtere corona-situationen.

I et brev til Folketingets formand skriver hun , at regeringen finder det nødvendigt at sætte folketingsarbejdet delvist i bero. I første omgang frem til vinterferien midt i februar.

"Med ønsket om at udskyde en væsentlig del af de planlagte lovbehandlinger giver regeringen sit bidrag til at forebygge smitte i samfundet og til at sikre de fornødne ressourcer i ministerier og styrelser til at håndtere den alvorlige situation med covid-19," skriver Mette Frederiksen i brevet.

Den delvise nedlukning betyder blandt andet at 12 af 28 fremsatte lovforslag bliver udskudt.

Af Folketingets hjemmeside fremgår det, at muligheden for at besøge Folketinget er aflyst indtil den 28. februar.

Spydig Løkke advarer

Det er ikke alle folketingsmedlemmer, der er tilfredse med beslutningen. Tidligere statsminister, nyslået netværksleder, Lars Løkke Rasmussen, skriver på sin hjemmeside følgende:

"Statsministeren har (igen) bedt Folketinget om at skrue ned for det politiske arbejde p.g.a. Covid-19. Fair nok, hvis hun ikke har travlt med at få gennemført regeringens lovforslag. En spydig tunge kunne endda mene, at det var en fordel," skriver han og fortsætter:

"Det dur ikke, hvis tanken er at begrænse den parlamentariske kontrol med regeringen. Har sagt det mange gange før: Covid-19 er ikke en intelligent fjende, der lytter med og skifter strategi på baggrund af vores drøftelser. Også under en pandemi har vi brug for et levende demokrati."

Også under en pandemi har vi brug for et levende demokrati.

Det er ikke kun Løkke, der har en spydig tunge: Allerede inden Lars Løkke Rasmussen meldte sig ud, var der forskellige meldinger fra bl.a. Venstre-folk om at Løkkes aktivitet i Folketinget var sporadisk, og det får også flere spøgefugle på Twitter til at komme med kommentarer til Løkkes advarsel om lukke ned:

"Mon Lars ville opdage, hvis det lukkede helt ned," lyder det retoriske spørgsmål fra tidligere folketingsmedlem Per Clausen (Ø).

placeholder

Også Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard er kritisk over den delvise nedlukning.

“Men vi bryder os ikke om at lukke ned for folkestyret. Der er så meget lovgivning til gavn for borgerne, som skal på plads. Det bliver sat på standby i mange måneder,” siger Pia Kjærsgaard til Ritzau ifølge Politiken.

Kjærsgaard siger, at hun finder det ubegribeligt, at Folketinget f.eks. ikke bare gennemfører udvalgsmøder virtuelt.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet