Da Folketinget i dag slog dørene op, så var det med et eksperiment med indførelse af ny og mere ideologisk partilederdebat, som næppe vil blive indskrevet i de danske historiebøger. Og det til trods for de gode intentioner.

Det er ingen ringere end folketingsformand Pia Kjærsgaard (DF) der har fået gennemført en ny debatform, hvor partilederne i dag fik mulighed for at diskutere direkte med hinanden om aktuelle sager, uden at være låst af regeringsdannelse, blok-formationer og andre faste konstellationer.

Det er mit håb, at vi får en levende og interessant debat med plads til spontanitet

Pia Kjærsgaard har selv begrundet den demokratiske opfindelse således:

”Partilederdebatten er et forsøg på at skabe en debatform, hvor partilederne gør rede for partiernes holdning i stedet for den ofte fastlåste modsætning, hvor regeringen og oppositionen står over for hinanden. Det er mit håb, at vi får en levende og interessant debat med plads til spontanitet.”

Gentagelse af kendte valgtemaer

Reglerne for den nye partilederdebat tilsagde, at alle partiledere i dagens debat fik tre minutters fri taletid, hvorefter hver de af de øvrige partiledere fik mulighed for at afgive korte bemærkninger.

Debatten bød på ingen måde på store nye temaer, nye konkrete løsninger eller nye politiske forbrødringer på tværs af de politiske skyttegrave

Debatten bød på ingen måde på store nye temaer, nye konkrete løsninger eller nye politiske forbrødringer på tværs af de politiske skyttegrave, der for længst er etableret frem til det kommende folketingsvalg.

Selvom stemningen – bortset fra Anders Samuelsen og Morten Østergaard – var præget af imødekommenhed, spontanitet og overskud, så var det mest de etablerede valgkampstemaer, der blev fastslået.   

Al begyndelse er svær og den nye debatform rummer spændende muligheder, som man gerne så udfoldet på en dag, hvor hele klimaet ikke er inficeret af et kommende folketingsvalg.

Rød-grøn borgerkrig igen-igen

Socialdemokratiet lagde, som folketingets største parti, for og partiformand Mette Frederiksen tog med afsæt i en oplevelse fra Thisted Gymnasium, afsæt i centraliseringen af Danmark og behovet for udflytning af uddannelser.

Kommentarerne til Mette Frederiksen trak på fornemmeste vis fløjene i dansk politik op. Kristian Thulesen Dahl (DF) vil gerne høre Socialdemokratiets holdning til etablering af udrejsecenter Lindholm, mens Alternativet, Enhedslisten og De Radikale alle lugtede S-blod i sagen om børnene på Sjælsmark.

Et klart signal om at oppositionens partier – bortset fra SF – er klar til at ofre endnu en valgkamp på udelukkende at diskutere udlændingepolitik og sætte skarpt på den interne splittelser.

Grine sig selv i laser over en centrumvenstre fløj, der hopper på maddingen og bruger al taletid på at bekrige hinanden

Man kan næsten hører latteren fra Venstres gruppeværelse, hvor man endnu engang kan grine sig selv i laser over den røde fløj, der hopper på maddingen og bruger al taletid på at bekrige hinanden.

Overfor den rød-grønne borgerkrig fastslog en rolig Lars Løkke Rasmussen – ikke overraskende – at det altafgørende valgtema for Venstre, bliver nedlæggelse af regionerne og vedtagelse af ny strukturreform på sundhedsområdet. Selvom gentagne partiledere sagde, at det netop ikke skulle handle om strukturer, så var det ene og alene strukturer, som debatten handlede om.  

Lige lidt overraskende var debatten når SF ville tale om børn, Liberal Alliance ville tale billigere privatskoler og biler, Konservative ville tale om arvebeskatning og Alternativet ville tale lidt om klima, men mest om begejstringen for at vælte forskellige regeringer.

Super vigtigt, men også dybt utilstrækkeligt

Hvis vi skal tage dagens debat bogstaveligt, så afslørende den 1) at Venstre gene vil tage et valg på en sundhedsreform, 2) DF vil – sammen med de radikale, Alternativet og Enhedslisten gerne have et – have et valg på udlændinge og 3) Socialdemokratiet vil have et valg på hvem der er bedst til at samle Danmark.

Flere eksperimenter – ja tak!

Derudover viste dagens debat også, at Folketinget har brug for mange flere demokratiske eksperimenter og mere dramatiske tiltag til at bryde op i de vante former. Der skal ganske enkelt tænkes mere udover boksen og vi har brug for se partilederne i helt andre former.

Den nye partilederdebat er et super vigtigt, men også dybt utilstrækkeligt redskab til at forny den politiske debat. Flere eksperimenter – ja tak!