Annonce

Tusindvis af forbruger-klager smidt i skraldespanden: “Bekymrende” 

Forbrugerombudsmanden får langt flere klager, end de kan håndtere. Derfor bliver et stort antal forbrugerklager aldrig behandlet.
Foto: Colourbox
Det er Forbrugerombudsmandens pligt at sikre, at forbrugernes rettigheder overholdes, og at man som forbruger ikke bliver snydt.

Men en stor luns af klagerne fra forbrugerne bliver aldrig behandlet på grund af for få ressourcer.

Det er bekymrende og kan skabe en følelse af afmagt hos forbrugerne, advarer Forbrugerrådet Tænk om.

En følelse af håbløshed

I 2022 nåede 1.973 forbrugerklager aldrig at blive behandlet. Det svarer til 25 procent af alle klager til Forbrugerombudsmanden, som i alt modtog 5.932 klager.

“Vi synes, at det er bekymrende, at så mange sager ikke bliver taget op,” udtaler seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk, Marie Frank-Nielsen, til Netavisen Pio.

Vi synes, at det er bekymrende, at så mange sager ikke bliver taget op

Det kan have konsekvenser for de mange forbrugere, som oplever, at Forbrugerombudsmanden ikke har tid til dem, understreger hun.

“Det kan give en følelse af håbløshed, hvis man er blevet mødt med beskeden om, at det har vi ikke tid til at kigge på. Så kan det være, at man en anden gang lader være med at klage. Og så er der nogle praksisser derude, der får lov til at fortsætte,” siger Marie Frank-Nielsen.

Hun frygter, at problemet at blive endnu større i fremtiden: 

“Forbrugerombudsmanden har fået en bevilling, der løber til 2025 for at imødegå et stigende antal klager blandt andet i forhold til greenwashing (vildledende markedsføring om et produkts bæredygtighed, red.). Det er vi rigtig glade for, men vi er bekymrede for, at det kun er en midlertidig bevilling, når vi netop kan se, at der ikke kommer færre sager,” siger Marie Frank Nielsen og tilføjer:

“Sagsbunken vokser, og der er stadigvæk mange sager, der ikke bliver taget op”

Helt efter bogen 

Selvom det kan være en dårlig oplevelse, når man som forbruger bliver afvist af Forbrugerombudsmanden,  så foregår det helt efter bogen.

Ifølge  § 1 af bekendtgørelsen om regler for Forbrugerombudsmandens virksomhed er Forbrugerombudsmanden ikke forpligtet til at behandle alle sager, der kommer ind.

Forbrugerombudsmanden oplyser over for Netavisen Pio, at de blandt andet lægger vægt på, om der kommer mange klager ind om samme emne, samme virksomhed eller samme branche.
Hvis man klager over et emne, virksomhed eller branche, som der ikke er så mange andre klager over, er der altså mindre sandsynlighed for at ens klage bliver taget op.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Man kan kun konstatere at lovløsheden er taget til under mettes regering.