Med den sarkastiske bemærkning delte Venstrepolitikeren Jens Rohde et billede af to mænd, der bærer hver deres barn ud af en brændende sønderbombet bygning. Rohde, som offentligt støttede Kristian Jensen i opgøret med Lars Løkke Rasmussen før valget, sender dermed en stikpille til sit partis ledelse og de igangværende regeringsforhandlinger med DF.

For selvfølgelig flygter man ikke til noget. Man flygter fra noget. De fleste flygter i første omgang til flygtningelejre i nabolandene. I de lande er der nu millioner af flygtninge, og landenes infrastruktur er slet ikke gearet til at absorbere så mange flygtninge.

En stor del af flygtningene kan konstatere, at de muligvis er ude af overhængende livsfare, men at der ikke er ret gode fremtidsudsigter for hverken dem selv eller deres børn i nabolandene. Dem der har ressourcerne til det, vil derfor med rette overveje, om de skal flygte videre til lande, hvor de har bedre fremtidsudsigter. Det kan man næppe fortænke dem i. Overlevelse er for flygtninge er kun i første omgang et spørgsmål om at undgå kugler og kanoner, derefter er det også et spørgsmål om adgang til medicin og lægehjælp og muligheden for at skabe sig en fremtid.

Overlevelse er for flygtninge kun i første omgang et spørgsmål om at undgå kugler og kanoner

Derfor har Rohde ret i relation til præcis det billede, men havde man lagt et billede op fra f.eks. Jordans enorme flygtningelejre havde teksten måske været passende. Og dermed er der naturligvis også en vis sandhed i DF’s påstande om, at i hvert fald de ressourcestærke flygtninge søger derhen, hvor deres familier vil have de bedste livsvilkår.

Vejen til Danmark fra Syrien går gennem andre EU-lande. De syd- og østeuropæiske lande ligger i første række, og deres systemer er heller ikke gearet til at klare flygtningestrømmene. I Ungarn overvejer man at bygge et hegn for at holde flygtningene ude. Grækenland har mere eller mindre givet op overfor flygtningestrømmene som følge af landets økonomiske problemer. Og i Danmark diskuterer vi flygtningeproblemer i størrelsesordenen 10.000 om året. Det indikerer, at det er en meget meget lille del af flygtningestrømmen, der rent faktisk både har muligheden for og evnerne til at shoppe efter det land, der tilbyder de bedste vilkår for flygtninge. Ellers havde tallet været langt langt større. Og dermed passer DF’s og højrefløjens argument ikke med virkeligheden.

Hvis flygtninge havde muligheden for og evnerne til at shoppe efter de bedste vilkår, ville vi modtage langt langt flere flygtninge

Flygtningeproblemerne er kommet for at blive. Vi kommer til at se store befolkningsforskydninger som konsekvens af klimaforandringer, som konsekvens af konflikten i Mellemøsten, der ingen udsigt har til en varig løsning og som konsekvens af fattigdom. DF og højrefløjen har ikke foreslået nogen løsninger udover at forringe vilkårene for flygtninge her i landet – hvilket ud fra de hidtidige erfaringer ikke kommer til at gøre den store forskel – og at oprette grænsebomme, som i bedste fald kun begrænser problemets vækst.

Grænsebommene er en farlig vej. Hvis vi lader hvert land klare sig selv, vil vi se indsatsen bryde sammen i land efter land som dominobrikker. Når vilkårene for asylansøgere bliver desperate i et land som Grækenland, og landet ikke længere kan håndtere de flygtninge, der kommer, vil mange flere rejse videre, og myndighederne vil lade dem rejse for at mindske deres egen byrde. Så vil de næste lande i rækken stå med problemet så længe de kan, indtil også de lande bryder sammen. Derfor er vi nødt til at diskutere, hvordan vi håndterer flygtningestrømmene i europæisk fællesskab.

Det betyder, at vi sammen skal finde en løsning på en række problemer. Først og fremmest skal vi finde en solidarisk fordeling af flygtningebyrden. Derefter skal vi finde en fælles løsning på grænsekontrollen af de ydre grænser. Det er ved de ydre grænser, at vi kan registrere og fordele flygtningene. Så skal vi blive enige om, hvilke vilkår vi tilbyder dem, der venter på behandling af deres ansøgning om asyl. Og vi bør lave en fælles procedure for vurdering af asylsagerne samt en fælles finansiering af udgifterne.

Hvis vi lader hvert land klare sig selv overfor flygtningestrømmen, vil vi se lande bryde sammen som dominobrikker

Vi er nødt til at løfte asylsystemet fra det nationale til det europæiske niveau. Så flygtningeproblematikken bliver et EU-anliggende. På den måde vil vi kunne anvende EU-midler til at finansiere både asyllejre og asylsagsbehandlingen, samtidig med at vi fordeler flygtningene solidarisk f.eks. efter landenes befolkningsstørrelse.

En del af løsningen er at håndtere flygtningepresset på Europa i solidarisk fælleskab, før landene som dominobrikker falder for flygtningepresset og højrefløjens populistiske retorik.

Mikkel Schøler (født 1981) er selvstændig politisk rådgiver og fhv. kandidat til Europa-Parlamentet (S).