Annonce

USA klar til forbud mod russisk olie og HK stævner gigant for brud på ligeløn

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Så er det blevet tirsdag og selv om det er Kvindernes Internationale Kampdag, så er der også tid til Netavisen Pios korte nyhedsoverblik Aktuelt.


Ministerium vil hjælpe danskere ud af Ukraine

Der er fortsat omkring 70 danskere i Ukraine, og nogle af dem vil gerne ud af landet.

Derfor undersøger Udenrigsministeriet nu, om der er mulighed for at arrangere en evakueringsoperation med bus fra byen Lviv i Ukraine til Warszawa i Polen.

Det oplyser ministeriet, skriver DR via Ritzau.

"Udenrigsministeriet har længe opfordret danskere i Ukraine til at rejse ud af landet. Der er dog fortsat omkring 70 danskere i Ukraine, hvoraf nogle gerne vil ud nu," skriver Udenrigsministeriet.

Ministeriet skriver også, at sikkerhedssituationen hurtigt kan ændre sig. Det kan gøre det umuligt at arrangere en bustransport ud af det krigsramte land.


Amerikanerne vil forbyde russisk olie og gas

Et totalt forbud mod import af russisk olie.

Det vil være amerikanernes næste træk mod Vladimir Putin, og den amerikanske præsident Joe Biden kan være klar til at føre det ud i livet allerede i dag tirsdag.
Det skriver Berlingske.

Forbuddet vil omfatte olie, flydende naturgas (LNG) og kul fra Rusland, og det forventes, at USA vil gøre det uden de europæiske allierede. Det skriver Bloomberg.

Olieprisen for en tønde brent-råolie er efter meldingen steget til omkring 130 dollar. Dermed fortsættes olieprisernes himmelflugt, der også mandag ramte historisk høje priser.

Læs hele historien her.

 

Benzinpriser på himmelflugt

De i forvejen høje benzinpriser er gået amok, efter at Rusland gik til angreb på Ukraine. Dieselpriserne er også på himmelflugt.

Det rammer især pendlere med langt til arbejde, hvis ikke befordringsfradraget hæves. Det skriver Fagbladet.

Kørselsfradrag og befordringsgodtgørelse bliver hvert år i november reguleret af Skatterådet på baggrund af en beregning af det kommende års pris på det at holde bil. Men det system fungerer ikke længere godt nok, mener Dansk Folkeparti, der vil tage det op i Folketinget.

Skatterådet besluttede i slutningen af 2021 at skrue befordringsfradraget en smule op på grund af de stigende benzinpriser, men det har de altså endnu ikke valgt at gøre i den nuværende situation, hvor en liter benzin tirsdag ramte 16 kroner literen.

Læs hele historien her.

 

Stævner dansk biotech-gigant for underbetaling

Fagforbundet HK stævner den danske biotechvirksomhed Novozymes, som HK mener, systematisk underbetaler sine kvindelige laboranter.

Det skriver Finans.

Ifølge HK har virksomheden en gruppe på cirka 450 laboranter, som hovedsageligt består af kvinder.

I gennemsnit får de 12 procent mindre i løn end virksomhedens teknikere, som hovedsageligt er mænd.

Ifølge HK Privat udfører de to medarbejdergrupper arbejde ’til samme værdi’.

Er det tilfældet, skal de have det samme i løn. Det står i ligelønsloven fra 1976, som bygger på EU’s ligelønsdirektiv fra 1975.

Læs hele historien her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Rusland vinder. Rusland taber. Det er i sidste ende ikke særlig interessant. For det her handler om noget helt helt andet. Opstarten på en ny verdensorden, hvor foreløbig Rusland og Kina er forenet i at sætte dagsorden mod særligt Vesten. Andre lande som Indien og Saudi Arabien, samt Brasilien står på dørtæskelen for at deltage i denne game changer.

Og når man kikker på det historiske spor Vesten har trukket gennem de seneste hundrede vis af år, kan det ikke undre der er opstået en opposition. Men en opposition er jo kun demokratisk. Ikke.

Eller gælder det kun, når man er enig med os?

Ja, der er mange ubesvarede spørgsmål i dage som disse.

Mon der findes noget tidspunkt i verdenshistorien der ikke rummer kimen til en ny verdensorden, der afspejler udviklingen i demografien, og regionernes styrkeforhold. Det interessante må være, hvorvidt vi ser en udvikling mod mere demokrati og respekt for internationale spilleregler og respekt for en ordnet verdensorden. For mig at se kommer demokratiet før utopien. Kun med demokratiet vil en ledelse være afhængig af en folkelig opinion, være udsat for en kritisk bedømmelse, der korrigerer fejlbeslutninger i tide, og sikrer at borgernes bedste interesse kommer før de selvbestaltede autokrater; det sidste sikrer retssikkerhed og plads til opposition.
Rusland er idag et leddeløst autokrati. Derfor må man håbe, at Putin vælter, helt uanset hvad historien fortæller.
Men iøvrigt tror jeg, at Putins konflikt med det meste af verden fører Rusland i armene på Kinesisk dominans, hvilket jeg i min vildeste fantasi ikke kan se kan være i den russiske befolknings interesse.
Hele Vesten + Rusland udgør år for år en stadig ringere del af verdens befolkning, og har en indlysende interesse i at samarbejde om den geopolitiske struktur, hor FN's verdensmål ses som et pejlemærke for bestræbelserne.

Synes, at forslaget med en regulering en gang i kvartalet eller en gang hvert halve år er et særdeles godt forslag, som DF's finansordfører er fremkommet med....

Dertil bør det være sådan, at en regulering også kan foretages bagudrettet, hvis taksterne for kørselsfradrag og befordringsgodtgørelse ikke har kunnet følge med stigende priser/inflation i den afvigte periode.