Valget er i gang: Nu kan du brevstemme

Fra i dag kan du brevstemme til både Folketingsvalget og til Europa-Parlamentsvalget.

Annonce

Er du forhindret til at møde op enten til valget til Europa-Parlamentet den 26. maj eller til folketingsvalget den 5. juni, så er det fra i dag onsdag, muligt at brevstemme til begge valg.

Du kan brevstemme til Folketingsvalget og Europa-Parlamentsvalget i alle kommuner, og det kan ske på eksempelvis Borgerservice, biblioteker eller på mobile valgsteder. Du kan kontakte din kommune, hvis du er i tvivl om hvor du kan brevstemme.

Hvis du brevstemmer, kan du ikke også stemme på valgdagen. Du må gerne brevstemme flere gange, f.eks. hvis du ombestemmer dig undervejs – det er så den sidst afgivne brevstemme, der tæller.

Du skal huske at medbringe legitimation, for eksempel kørekort, pas eller sundhedskort, når du møder op for at brevstemme.

Fristen for at brevstemme til Folketingsvalget er den 1. juni. Til Europa-parlamentsvalget er fristen den 23. maj. Begge dage inklusiv.

Du skal ikke at brevstemme i den kommune, du bor i, men hvis du stemmer i en kommune i en anden storkreds end den du bor i, så kan du ikke stemme personligt på en kandidat der er opstillet i den storkreds, hvor du stemmer.

Hvis du f.eks. bor i Københavns Storkreds, men brevstemmer i Nordjylland, så skal du stemme personligt på en af de københavnske kandidater. Du kan også bare stemme på et parti.

Hvis du er statsborger i et andet EU-land og bor i Danmark, kan du stemme til Europa-Parlamentsvalget i Danmark. Du skal være optaget på valglisten i den kommune, hvor du bor. Fristen for at søge var den 23. april 2019. Alle EU-borgere bosat i Danmark har fået direkte besked om deres rettigheder.

Flere brevstemmer

Tal fra Danmarks Statistik viser, at knap 309.000 danskere ved sidste folketingsvalg i 2015 brevstemte forud for valgdagen. Det er en stigning på næsten 31.000 i forhold til det folketingsvalget i 2011, hvor omkring 278.000 danskere valgte at brevstemme.

De knap 309.000 brevstemmer betyder, at 8,7 procent af alle stemmer ved valget blev afgivet ved brug af brevstemme.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook