Annonce

Veganer-forperson siger stop: Trænger til frisk luft

38-årig massør, teolog og antropolog bliver den nye person i spidsen for Veganerpartiet
Michael Monberg, som er medstifter af Veganerpartiet, trækker sig som forperson i partiet med øjeblikkelig virkning.

Sådan skriver Michael Monberg i et opslag på Facebook.  

Det sker bare få dage, efter Veganerpartiet blev officielt opstillingsberettiget med partibogstavet “G”.

Michael Monberg skriver i Facebook-opslaget, at han giver stafetten videre for at få tid til at fokusere på ting, som han ellers har nedprioriteret på grund af sit politiske arbejde i Veganerpartiet.

"Det har været en af de sværeste beslutninger, som jeg nogensinde har truffet, og lige nu føles det måske forkert. Men jeg ved, at timingen er rigtig og der er stærke kræfter til at overtage," skriver han.

placeholder
 

 

Michael Monberg ønsker ikke over for Netavisen Pio at uddybe, hvorfor han har trukket sig som forperson.

Du har trukket dig som forperson for Veganerpartiet, men hvorfor trækker du dig? Har du spist kød eller gjort noget ulovligt? Hvordan hænger det sammen?

“Måske et par bedre spørgsmål kunne have pirret mig, men der er egentlig ikke mere at sige end det, der er sagt. Jeg trænger til frisk luft og til at lade batterierne op. VP (Veganerpartiet, red.) skal nok køre fint uden mig for nu,” skriver Michael Monberg i en besked til Netavisen Pio.  

Jeg trænger til frisk luft og til at lade batterierne op

Bliver kimet ned

Ifølge Veganerpartiets kommunikations- og pressechef, Lars Corvinius Olesen, er der også en anden grund til, at Michael Monberg har valgt at trække sig som forperson.

“En af grundene til, at han trækker sig, er også, at man bliver kimet ned i den her position og har et ansvar for at svare noget hele tiden. Som forperson skal man lave rigtig mange ting: Du ringer (som journalist, red.), og der er interne strukturer, der hele tiden skal vedligeholdes. Der er enormt meget, og som han siger, så har han lagt en masse til side. Så jeg kan ikke sige yderligere end det, han skriver (i sit Facebook-opslag, red.),” siger Lars Corvinius Olesen til Netavisen Pio.

Man bliver kimet ned i den her position og har et ansvar for at svare noget hele tiden

Samtidig understreger Lars Corvinius Olesen, at alle i partiet har talt med Michael Monberg, og at de har fuld forståelse for beslutningen.

Ny forperson

Veganerpartiets nye forperson er 38-årige Lisel Vad Olsson, der både er massør, teolog og antropolog.

Lisel Vad Olsson vil ifølge partiets hjemmeside kæmpe for “medfølelse og ansvarlighed for både dyr, jord og mennesker”.

I sin veganske blog “Taler For Dyr” skriver Lisel Vad Olsson også, at "miljø og biodiversitet er vigtigere end klima".

“Klima er kun en del af problemet med kødet og de andre animalske produkter. Noget, der gør den animalske industri til en ekstra stor udfordring for kloden er miljø, biodiversitet og bæredygtighed. Disse emner er ikke det samme som klima, selvom disse dog kan have indflydelse på hinanden. Når talen og de store debatter falder på klima, så glemmes disse ekstra punkter ofte og man ser derfor ikke helheden og vigtigheden af helheden,” skriver Lisel Vad Olsson og fortsætter:

Miljø og biodiversitet spiller en måske endnu vigtigere rolle end klima

“Så husk, at når du debatterer kød og klima eller står i supermarkedet og overvejer dine indkøb, så er det vigtigt at huske og også fremhæve, at miljø og biodiversitet spiller en måske endnu vigtigere rolle end klima. Vi kan nemlig godt gro mad i et varmere og mere uroligt klima, men vi kan ikke gro mad og holde en sund jord, hvis vi via vores monokulturelle landbrugsmetoder bliver ved at udpine jorden og dræbe biodiversiteten.”

Reikimesteren Lisel

Lisel Vad Olsson er - udover massør, teolog og antropolog - også såkaldt Reikimester.

Sådan skrev Ekstra Bladet, efter at den nye forperson i november 2011 havde inviteret avisen til healing.

En Reikimester tilbyder reiki-kurser, som går ud på at heale mennesker med en universel kærlighedsenergi kaldet Reiki.

Ifølge Lisel Vad Olsson har alle potentialet til at heale os selv og hinanden både fysisk og psykisk via Reiki. På den måde kan vi hjælpe hinanden, os selv og jorden.

Under Reiki-kurser træner man øvelser på en briks. Derudover øver og træner deltagerne forskellige healingsgreb på hinanden, for eksempel healing uden fysisk berøring.

Det kan tage energien op mod 21 dage at forplante sig helt i både krop og sind, fortæller Lisel Vad Olsson. Derfor er det vigtigt at bruge Reiki så meget som muligt.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet