Tegneserier, der fungerer som illustrationer og introduktioner til litterære klassikere og portrætter af rockstjerner. Det er popkultur, men det er nu engang sådan med selve mediet.

Man sidder sådan med en lidt bitter smag i munden, og tænker at det her bare er en kommercialisering af det, man er fan af.

Det svarer til at købe t-shirts med det band, du er fan af, og det ville jeg aldrig kunne finde på. Jeg gider ikke at være en reklamesøjle for sådan noget. Men hver mand sin smag.

Men på den anden side, så er det faktisk også stimulerende at læse disse grafiske noveller og nogle gange lykkedes det faktisk også at frembringe et produkt, der er værd at dyrke for en tid.

The Velvet Underground

Tag for eksempel albummet, ’All Tomorrow’s Parties. The Velvet Underground Story’, der lige er udkommet. Den er designet og skrevet af den israelske grafiker, Koren Shadmi, der er bosiddende i USA.

Det er fortællingen om dette ikoniske band, der på så mange planer har dannet grundlag for fremtidig rockmusik, både i form af lyd, af attitude og iscenesættelse.

Koren Shadmi fortæller selv, i anledning af udgivelsen, at han leder efter sådanne ikoner, der kan bruges som forlæg til hans grafiske noveller, og det bærer dette album også præg af.

På den facon var det en god oplevelse

Det er en snorlige historie om bandets tilblivelse og opløsning, med særligt fokus på forsangeren Lou Reed og det musikalske geni, John Cale, samt med en betoning af dengang, hvor de blev knyttet til Andy Warhol og blev hans studie, The Factory’s husorkester.

Men Shadmis streg og farver er smukke og selve opbygningen er egentlig også fængende nok. Men der er absolut ingen overraskelser eller særlige vinkler, der kan overraske selv en fan.

Det virker lidt som om, at Shadmi har en lidt for stor distance til stoffet, og det bærer novellen desværre præg af.

Men læsningen af den fungerede som en slags genopfriskning, dvs. en nostalgisk oplevelse. På den facon var det en god oplevelse.  

Nick Cave

I samme forbindelse læste jeg også den tyske grafiker, Reinhard Kleis’ ’Nick Cave - Mercy on me’.

Den udkom første gang i Tyskland i 2017, og er blevet oversat til dansk og udgivet på Forlaget Comic Factory i 2019.

Nick Cave har jo også indspillet The Velvet Undergrounds berømte sang, ’All Tomorrow’s Parties’, der er med på deres debutalbum.

Kleist går dog til opgaven på en helt anden måde, end Shadmi har gjort det. Kleist er en inkarneret fan af Cave, og hans historie er mere dyb, mere inderlig og langt mere eksperimenterende.

Men det er letfordøjeligt, og så er det en hurtig måde at genopfriske begge rockikoner på

Hans kulsorte streg er ekspressiv, og når jeg ser på dem, så synes jeg faktisk, at han fanger Nick Caves udstråling glimrende.

Både The Velvet Underground og Nick Cave er ikoniske figurer, og derfor er transformationen til ikonografiske figurer også indlysende.

Man kan ikke kalde dem for kult, for de er allemandseje og anerkendte som pionerer på hver deres helt særlige måde.

Begge album er "pæne" og jeg vil beholde dem i min samling. Det er nostalgi, og det er sjovt at dyrke, selvom det på en sær måde også giver mig en lille smule skam.

Men det er letfordøjeligt, og så er det en hurtig måde at genopfriske begge rockikoner på.

Miles Davis på vej

Snart kommer et grafisk album om Miles Davis også på gaden, og jeg tænker også at erhverve det.

Måske fordi han, ligesom The Velvet Underground og Nick Cave, var så meget attitude og stil, at jeg snildt kan forestille mig, at en grafisk novelle om ham vil blive lækker.

Er man fan, skal man da klart købe disse albummer. Om man får noget egentlig ud af dem, selvom man slet ikke kender til forlægget, kan jeg godt have mine tvivl om.

Det er udpræget fan orienteret, men det gør da heller ikke noget, synes jeg.

Rienhard Kleist: 'Nick Cave - Mercy on me'. Illustreret i sort/hvid. Oversættelse af Thomas Schrøder. Comic Factory, 2019. Hardback.

Koren Shadmi: 'All Tomorrow’s Parties. The Velvet Underground Story'. Illustreret i farver. Forlaget Humanoids, 2023. Hardback.