Annonce

Venstre-kandidat trækker i bremsen: “Det kunne jeg helt sikkert have formuleret skarpere”

Asger Christensen antydede at han er parat til at splitte sit storlandbrug op i mindre enheder, hvis der blev indført et loft over EU’s landbrugsstøtte, men nu slår han bak
Foto: Interreg
Asger Christensen (V), medlem af Europa-Parlamentet
Venstres kandidat til europaparlamentsvalget 9. juni, medlem af EU-Parlamentet Asger Christensen, har antydet, at han kunne finde på at splitte sit landbrug op i flere enheder, hvis EU indfører et loft over landbrugsstøtten.

Der har været et forslag fremme i EU-Parlamentet om, at man burde fastsætte et loft på 100.000 euro til den enkelte landbrugsvirksomhed - svarende til 746.000 kroner. Et loft, som Asger Christensen stemte imod.

Et sådant loft vil rent faktisk ramme Asger Christensen, der er stor-landmand, på pengepungen. I al fald modtog Asger Christensen i 2023 819.091 kroner i EU-støtte,  ifølge tal fra Landbrugsstyrelsen.

Skulle der komme et EU-loft over støtten ved Asger Christensen præcis, hvordan sådan et loft kan omgås. Sådan må man i al fald forstå ham på hans svar, da DR 28. maj spurgte ham til, hvorfor han i Europa-Parlamentet stemte mod indførelsen af et loft over EU-støtten:

Vores ejendom her er sammensat af fem landbrug, som vi har købt op

“Vi risikerer, at der er nogle gårde, der bliver splittet op i mindre enheder. Vores ejendom her er sammensat af fem landbrug, som vi har købt op. Bliver det så de fem landbrug, vi går tilbage til igen?”

Netavisen Pio spurgte for god ordens skyld Asger Christensen 29. maj, om han rent faktisk vil opsplitte sit landbrug Nørupgaard i Jordrup ved Kolding op i fem mindre landbrug, hvis EU indfører et loft for landbrugsstøtten på 100.000 euro.

Det svarede Asger Christensen aldrig på. Men efterfølgende udtalte han til P1 Morgen, at han ikke ville splitte sit landbrug op i mindre enheder, fordi det ville medføre andre ulemper.

Trækker i bremsen

Landbrugsstyrelsen fastslår nu over for DR, at en opsplitning af en større landbrugsbedrift i mindre enheder - alene med henblik på at få mest mulig i EU-landbrugsstøtte - vil være en omgåelse af reglerne.

På den baggrund har DR spurgt Asger Christensen, om han ikke med sin oprindelige udtalelse er med til at opfordre landmænd - inklusive ham selv - til at begå ulovligheder.

Asger Christensen afviser i sit svar, at han opfordrer til ulovligheder, og henviser til, at han i P1 netop sagde, at han ikke ville splitte sin bedrift op.

Asger Christensen erkender samtidig, at hans oprindelige udtalelse til DR måske ikke var den smarteste:

“Det citat, du henviser til, var tænkt som et retorisk spørgsmål for at underbygge mit budskab. Det kunne jeg helt sikkert have formuleret skarpere.”

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det gælder om at finde en grimasse der kan passe - nu da katten er sluppet ud af sækken -🤓

Mon ikke årsagen til hans ændrede udmelding skyldes at, nogen har visket ham i øret, at en opsplitning af ejendommen i flere matrikler for at modtage maximal landbrugsstøtte ikke er lovligt.

Findes der ikke mulighed for samkøring af registre over ejendomsforhold; jorder og CPR m.m. ved Skat?

Thjaaa. Kunstig Intelligens, Deepfake videoer, Deepfake interwievs osv.. For fremtiden kan alle politiker bare benægte det var dem, der udtalte sig og give Kunstig Intelligens, Deepfake videoer, Deepfake interwievs skylden.

Deepfake bliver til sandheden og sandheden bliver til deepfake. Der er ingen op og ned længere fremadrettet. Kvantepolitik, hvor politikerne kan være flere steder på en gang.