Sådan lyder budskabet i et opslag fra Enhedslistens leder og politiske ordfører, Pelle Dragsted, på det sociale medie X.
Han henviser til en opgørelse fra Rådet for Grøn Omstilling, der viser, at Enhedslisten har stemt i overensstemmelse med de grønne organisationers anbefaling i 86 procent af alle afstemninger om klima i Europa-Parlamentet.
Til sammenligning, kan man læse på den grafik, Dragsted deler, har Socialdemokratiet og SF kun stemt grønt i henholdsvis 79 og 71 procent af klimaafstemninger.
Enhedslisten har også indrykket grafikken som annonce på Facebook.
At Enhedslisten skulle være markant grønnere end vennerne i Socialdemokratiet og SF, sætter direktøren for Rådet for Grøn Omstilling, Bjarke Møller, dog spørgsmålstegn ved.
På X kalder han Enhedslistens grafik “pinligt stemmefiskeri”.
Over for Netavisen Pio siger Møller, at Enhedslistens brug af tallene er “selektiv”.
Det skyldes, at Enhedslisten har valgt at bruge tal, der udelukkende dækker klimaområdet og altså ikke tager højde for, hvordan partierne har stemt, når det kommer til naturbeskyttelse og forurening.
SF’s spidskandidat til Europa-Parlamentet, Kira Marie Peter-Hansen, har stemt 100 procent grønt i de afstemninger, hun er mødt op til
Kigger man på den beregning, som dækker alle tre områder, bliver forskellene noget mindre, ligesom SF overtager andenpladsen fra Socialdemokratiet.
I den beregning scorer Enhedslisten 88 ud af 100, mens SF og Socialdemokratiet ligger på henholdsvis 83 og 80.
Møller peger på, at der i den rene udregning ikke er taget højde for fravær. Det betyder, at fravær sænker den grønne score for et parti.
Derfor kan man for eksempel ikke se, at SF’s spidskandidat til Europa-Parlamentet, Kira Marie Peter-Hansen, har stemt 100 procent grønt i de afstemninger, hun er mødt op til.
Hvis man renser for fravær, har SF så samlet set stemt mere grønt end Enhedslisten?
“Ja, det er der ikke nogen tvivl om”.
Det mønster passer desuden med det overordnede billede i EU.
Her er den grønne gruppe af partier, som SF er en del af, den grønneste gruppe, mens venstrefløjsgruppen, som Enhedslisten sidder i, og den socialdemokratiske gruppe, som de danske socialdemokrater sidder i, kommer ind på henholdsvis en anden- og en tredjeplads.
Man forsøger at møve sig frem på de andres bekostning, men i virkeligheden er de nødt til at samarbejde
“Den grønne gruppe er den grønneste gruppe, fordi de prioriterer det grønne højest. Nogle gange er der nogle andre hensyn, der spiller ind,” forklarer Møller og fortsætter:
“Socialdemokraterne vælger nogle gange anderledes. Christels [Socialdemokratiets mangeårige europaparlamentariker, Christel Schaldemose, red.] argument har været, at nogle gange indgår man i brede forlig, og det er også et legitimt argument. Det må man vurdere som politiker, hvornår man kan få noget igennem. Men omvendt, hvis man kigger med fravær, så er Christel absolut den flittigste og den grønneste politiker, der altid møder op til afstemninger”.
Rasmus Nordqvist, som er kandidat til Europa-Parlamentet for SF, ærgrer sig over Enhedslistens brug af tallene.
“Det er ærgerligt at Enhedslisten føler behov for at blive ved med at bruge de tal, selvom Rådet for Grøn Omstilling kalder det misvisende brug af deres tal,” skriver han i et mailsvar til Netavisen Pio og fortsætter:
“SF sidder som eneste danske parti i den grønne gruppe [Alternativet ønsker også at tilslutte sig den grønne gruppe, hvis de opnår valg, red.], som er den gruppe, der altid står vagt om miljø, klima og natur, og det er jeg glad for”.
Danskerne stemmer jo ikke på grupper i EU-parlamentet, men på partier i Danmark
For Bjarke Møller er det ærgerligt, når grønne partier bruger tallene til at føre valgkamp mod hinanden “i stedet for at have en åben fremstilling af situationen”.
“Man forsøger at møve sig frem på de andres bekostning, men i virkeligheden er de nødt til at samarbejde. Det er det, der virkelig er tragedien i det her,” siger han.
Enhedslistens europaparlamentariker, Nikolaj Villumsen, giver imidlertid ikke meget for kritikken.
“Vi har delt en god og lødig undersøgelse om hvilke partier der har stemt mest klimavenligt i EU-parlamentet. Det synes jeg er en vigtig information for vælgerne fordi, det siger noget centralt om hvor klimavenligt partierne reelt stemmer mellem valgene,” skriver han i et mailsvar til Netavisen Pio.
Han argumenterer også for, at partigruppernes stemmeafgivelse ikke er det vigtigste, når danskerne på søndag står ved stemmeurnerne:
“Danskerne stemmer jo ikke på grupper i EU-parlamentet, men på partier i Danmark. Derfor mener jeg, det er en vigtig information for grønne vælgere, at de kan se, hvilket parti der stemmer mest klimavenligt. Jeg er meget stolt over, at Enhedslisten ligger øverst i den her undersøgelse.”
Kommentarer
Spørgsmålet er blot:
Hvad er klimavenligt?
Hvad er et klima-parti?
Lille fru Jensen kan hurtigt få klimaet i familien ødelagt når Arne kommer hjem og opdager at der kun er gulerødder og asparges på dagens menu, når pensionen skal dække over alle Enhedslistens anbefalinger i kamp med SF og alle de andre røde for hvem en rød bøf og et glas fransk rødvin er som PFAS regntøj på en puddelhund!
Den fuldautomatiske radrenser med gps udstyr og solceller styrer langsomt hen over den jyske mark!
Innovationen har kostet i millioner af kg co2 på universiteter og værksteder og messer!
Men nu er den her!
Nordafrikanere hakker melonerne hurtigere og billigere og med mindre co2 udslip!
Men nu bliver dansk landbrug grønt!
Og det glæder alle de studerende, der brugte ti år på udvikling og innovation!
Om den samlede co2 udslip ved processen har ingen af partierne en udregning af!
Men grønt det bliver man ved at trykke på en afstemningsknap i en parlamentarisk forsamling!
Jubiiiiii.
I Jylland kører radrenseren ufortrødent videre!
Alt imens koen prutter som altid!
Og de grønne skændes som altid!
Gyllen må ud!
Hvor pinligt det end lugter!