Annonce

Verdens rigeste mand er en skidt knægt

Hvis man vil forstå, hvad der driver en moderne fantast i armene på en politisk bølle som Trump, så skal man læse biografien om Elon Musk, skriver Niels Frid-Nielsen i denne kommentar
Foto: UK Government/Wikimedia Commons
Elon Musk, direktør i Tesla
Med risiko for en sejr ved præsidentvalget i USA til Donald Trump, er det ikke længere et sygt mareridt at forestille sig verdens rigeste mand, entreprenøren og fantasten Elon Musk i inderkredsen af en kommende Trump-regering.

Trump har allerede - ifølge Politiken - lovet at gøre Musk til leder af en kommission, der skal se på effektiviteten i regeringsførelsen og få beføjelser til at gennemføre nedskæringer i føderale myndigheder og ændre de regler, der arbejdes efter.

Løftet vakte opsigt, al den stund Musks selskaber har været genstand for snesevis af undersøgelser af blandt andet sikkerhedsproblemer hos Tesla og miljøødelæggelser i forbindelse med hans raketprogram.

Samtidig har Elon Musk i de seneste ti år tjent mindst 100 milliarder kroner på aftaler med netop de amerikanske myndigheder.

Armslængde, min bare bagdel.

Musks bedrifter

Lad os lige et øjeblik dvæle ved Elon Musks bedrifter i grove træk:

Det var ham, der ved indgangen til det 21. århundrede gav os betalingsappen PayPal, der sikkert og nemt gjorde det muligt at udveksle penge med hvem som helst over hele kloden.

PayPal var også virksomheden, der gjorde Musk rig.

Så fulgte Space X raketprogrammet, der satte gang i den private rumfart og bragte det amerikanske rumeventyr ud af ti års dødvande. Med Starlink skaffede han forbindelse, hvor wi-fi selv giver op.

Med Tesla realiserede han drømmen om el-biler til folket og satte ord på visionen om førerløse robottaxaer.

Musk er ikke bare en økonomisk sværvægter, han er også en karismatisk superstjerne i det USA, der har Silicon Valley som hovedstad

Som den foreløbige rosin i pølseenden købte han i 2022 det sociale medie Twitter og omdøbte det X.

Med den ballast er der ikke noget at sige til, at støtten fra Elon Musk fylder i Trumps valgkamp.

Musk er ikke bare en økonomisk sværvægter, han er også en karismatisk superstjerne i det USA, der har Silicon Valley som hovedstad.

Hvordan et politisk samarbejde mellem Trump og Musk vil tage sig ud, kan vi kun gisne om.

Et godt sted at begynde

Walter Isaacsons mursten af en Musk-biografi fortæller hele historien, fra barndommen i Sydafrika i 1980erne til overtagelsen af Twitter i slutningen af 2022, og kan derfor være et godt sted at begynde, hvis man vil forstå de holdninger, Musk er gjort af.

I sine unge år var Musk præget af den venstresnoede liberalisme, der prægede så mange i Silicon Valley.

Han støttede Barack Obama og anså Donald Trump for at være useriøs som præsidentkandidat.

Men corona pandemien ændrede alting. Da staten Californien udsendte et udgangsforbud, netop som hans Tesla-fabrik skulle i gang med at producere Model Y, blev han "decideret trodsig", som Isaacson formulerer det.

Det var her, Musks lange march mod det yderste højre begyndte

I en mail til medarbejderne skrev Musk: 

"Personligt har jeg tænkt mig at gå på arbejde. Det er min oprigtige mening, at skaderne som følge af coronaviruspanikken langt overgår skaderne som følge af virussen selv".

Det endte med en retssag, hvor Musk kaldte statens forsøg på at lukke virksomheden for fascisme.

Det var her, Musks lange march mod det yderste højre begyndte. For ham blev den politiske korrekthed, der i USA går under navnet woke, hovedfjenden. For Musk var wokeismen den virus, som han afviste, at corona var.

Invasion af Ukraine 

Da Rusland invaderer Ukraine i 2022, træder Elon Musk ind på den internationale scene.

I første omgang træder han til, og hjælper Ukraine med at etablere Starlink, sådan at man etablerede en infrastruktur på trods af krigens ødelæggelser.

Men da krigen trækker ud, og Musk begynder at frygte, at den vil udvikle sig til en tredje verdenskrig, trækker Musk sit link tilbage.

Det førte til, at Musk foreslog en fredsplan, der blandt andet betød at Krim skulle forblive russisk og Ukraine skulle undlade at ansøge om medlemskab af NATO

"Musk havde det med at se apokalyptisk på tingene", skriver Isaacson.

"Både i erhvervslivet og i politik havde han en tendens til at forestille sig og få ny energi af alvorlige trusler. I 2022 blev han opskræmt af, hvad der for ham at se var forvarsler om adskillige truende katastrofer på internationalt plan […] Han blev også overbevist om, at hvis krigen i Ukraine trak ud, kunne det føre til militære og økonomiske katastrofer".

Det førte til, at Musk foreslog en fredsplan, der blandt andet betød at Krim skulle forblive russisk og Ukraine skulle undlade at ansøge om medlemskab af NATO.

Musk viste sin magt i Ukraine, men han afslørede også hvor lunefuld han var og er, samt hvor risikabelt det er at overlade verdenssituationen til uforudsigelige rigmænd.

Flammekaster for tommelfingrene

"Twitter er den ideelle og næsten også for ideelle legeplads for Musk", lyder det i biografien.

Twitter "belønner de impulsive, respektløse og uhæmmede deltagere og fungerer nærmest som en flammekaster for tommelfingrene. På mange måder kan det ligne en skolegård, drillerier og mobning indbefattet. Men i Twitters tilfælde bliver de kvikkeste børn ikke skubbet ned ad cementtrappen, de får følgere i stedet".

Alligevel er Musk og Twitter langt fra et match made in heaven, som man siger i det vilde vesten.

Musk får nemlig hurtigt fornemmelsen af, at Twitter er præget af falske konti og deres mere eller mindre hadefulde kampagner. Løgn og desinformation trives som svampe i sæson.

Desuden mener han, at folkene, der styrer det sociale medie i hovedkvarteret i San Fransisco, er en flok sløve padder.

Det endte med, at Musk købte Twitter, gennemførte massefyringer og gav Trump lov til at komme tilbage

Baseret på talrige samtaler, summer Walter Isaacson op, hvad Musk i virkeligheden mente om det Twitter, han endte med at overtage: 

"at det var forkert af dem at sparke Trump ud" [pga. løgne og desinformation, nf], men også "at personalet var blevet inficeret af woke-virussen, at folk skulle begynde at møde fysisk på arbejde [i stedet for at arbejde hjemme, som de havde lært under corona virussen, nf], og at der var alt for mange ansatte i firmaet".

Det endte med, at Musk købte Twitter, gennemførte massefyringer og gav Trump lov til at komme tilbage; men han måtte også erkende, at annoncørerne ikke brød sig om falske konti med hadefulde udfald.

Derfor indførte Musk de såkaldte Fællesskabsnoter, der skulle advare mod mistænkeligt indhold, men hurtigt viste sig at favorisere Trump på bekostning af Harris.

Skruppelløs, autoritær og lunefuld

Walter Isaacson viser i sin biografi, at Elon Musk både er en imponerende teknologisk opfinder, men også en skruppelløs, autoritær og lunefuld leder, der ikke går af vejen for at fyre folk uden grund, når han har fået en fiks ide.

Hans hang til science fiction og computerspil får Musk til at henfalde til dystopiske fantasier om verdens undergang. Menneskehedens frelse opfatter han som kolonialisering af Mars, så vi kan flytte derop, hvis det går helt galt hernede.

Det er ufrugtbart bare at skælde ud på hinanden i politik og polemik

Krigen i Ukraine viste, at han er lige så uforudsigelig som Donald Trump, men også hvilke konsekvenser denne mangel på fornuft og analyse kan få.

Det er ufrugtbart bare at skælde ud på hinanden i politik og polemik. Langt klogere er det at sætte sig ind i modstanderens argumenter og bevæggrunde.

Hvis man vil forstå, hvad det er, der driver en moderne fantast i armene på en politisk bølle som Trump, er Walter Isaacsons biografi et godt sted at begynde.

For verdens rigeste mand kan godt være en skidt knægt.

Kulturkommentator og forfatter. Forhenværende kulturredaktør på Det fri Aktuelt og i DR Nyheder.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Musk og Trump er psykopater og jeg ska da lige love forr at USA er ved at gå op i limningen. Sikke et samfund deres Guds eget land

Det har nu stået klart længe, at han ikke just er nogen superduper fin fyr.

Det bliver virkelig en grim tid verden går i møde, hvis Psykopaten, Donald Trump vinder præsidentvalget i USA og med en anden Psykopat, Elon Musk ved sin side begynder deres "du er fyret" strategi over for alle der ikke har bakket Trump op mens han var præsident og siden han blev FYRET af vælgerne i 2020.

Jeg har netop købt mig en kinesisk elbil.

EU skal være et foregangsland for bæredygtighed, social og økonomisk lighed og global samarbejde. Glem alt om USA som verdens politi og leder. En ny verdensorden er sat i gang. Og det er den virkelighed vi skal forholde os til, hvis vores børn skal have en fremtid.

Men vi kan jo også håbe på og krydse fingre og tæer for, at der ikke kommer sådan en ny verdensorden med Kina og Rusland n.fl. som de dominerende kræfter. For det ville da hurtigt kunne få alle med mere end bare en håndfuld hjerneceller til at drømme sig tilbage til den tid, hvor det ellers stærkt dysfunktionelle USA havde magten til at være verdens politibetjent.

Verden ifølge Donald Trump:

1. Angrib angrib angrib.

2. Indrøm intet. Benægt ALT.

3. Uanset hvad der sker, hvad andre siger om dig, hvor overvundet du er, så påberåb dig sejren - ERKEND ALDRIG ET NEDERLAG.

Desvære synes det trumpiske verdenssyn at smitte mere af på andre politikere som vejen til sejer og anerkendelse. Den nemme vej uden om alle strabadser - Når udfordringerne stiger os over hovedet om ikke så mange år vil den første politiske prioritet, lige før civilisationens sammenbrud, blive benægtelse af verdens tilstand.

Ja, der er MANGE lig i lasten ved ham...

Annonce