Vi kan ikke prale af vores indsats mod negativ social arv

For mange kommer til at opleve for meget ustabilitet i en tid af deres liv, hvor der bør være det helt modsatte: Stabile og trygge rammer.
Foto: Colourbox
Debatten om, hvordan vi bedst hjælper børn, der er i en udsat position, fordi deres forældre ikke magter at være de vigtige omsorgsfulde og kærlige ressourcepersoner i barnets liv, har rullet igennem medierne siden statsministerens nytårstale. Jeg hilser den mere end velkommen.

Vi må aldrig lade andre hensyn end barnets vægte højere

“Barnet først” er overskriften på, at vi aldrig må lade andre hensyn end barnets vægte højere. Der er ingen tvivl om, at gode forældre er afgørende for den gode opvækst. Derfor vil forebyggende foranstaltninger, hvor kommuner støtter op omkring familiers trivsel og forældres evne til at være gode forældre fortsat være særdeles vigtige instrumenter, når hjælpen til børn og deres familier tilrettelægges.

Men der skal være en helt særlig opmærksomhed på fremgangen i både barnets og familiens udvikling i de forebyggende tiltag. Tydelige tegn på, at barnets trivsel udvikles positivt, og at barnet opnår en forbedret skolegang skal nøje følges.

Kalder på handling 

År efter år, hvor barnet under de forebyggende tiltag stadig mistrives og får det værre og værre, bør vi ikke stiltiende se på. I for mange tilfælde viser tallene desværre, at det i dag er en kedelig og trist kendsgerning!

Det kalder på nye handlinger, som kan være at skrue de forebyggende foranstaltninger mere kvalitativt sammen med inddragelse af alle de fagpersoner og det netværk, der er omkring barnet. Det kan også være at en anbringelse, tidligere end det almindeligvis er i dag, er nødvendig for at skabe en stabil opvækst af hensyn til barnet.

Faktisk er antallet af iværksatte anbringelser faldet med ca. 28 procent

Antallet af anbringelser er faldet markant over de seneste 10 år. Faktisk er antallet af iværksatte anbringelser faldet med ca. 28 procent. Det er resultatet af en klar prioritering i kommunerne af forebyggende foranstaltninger frem for anbringelser. Som tidligere kommunalpolitiker kender jeg til argumenterne om, at en god relation til forældre og en succesfuld skolegang kan være afgørende for, at barnet udvikler sig positivt.

Stabile og trygge rammer 

Det bør dog ikke være en sovepude, hvor vi ukritisk ser på flere års mistrivsel, hvor vi har barnet i de forebyggende foranstaltninger. Der er noget, der tyder på, at det ofte sker, da antallet af anbringelser er 5 gange højere hos 16-årige end hos børn i aldersgruppen fra hvert af årene fra 1 år til 6 år. Fra 10 år vokser og vokser antallet af anbringelser, så noget tyder på, at for mange børn har en opvækst under betingelser, der ikke er fremmende for deres udvikling.

For mange kommer til at opleve for mange forandringer og for meget ustabilitet

For mange kommer til at opleve for mange forandringer og for meget ustabilitet i en tid af deres liv, hvor der bør være det helt modsatte: Stabile og trygge rammer. Stilfærdigt kan man godt få den mistanke, at der nogle gange i kommunerne kan være en tilbøjelighed til at tænke i økonomi fremfor barnets tarv.

Skræmmende dårlig inddragelse 

”Barnet først” betyder også, at barnet bliver hørt, og at dets perspektiv inddrages konsekvent i sagsbehandlingen. Det er en grundlæggende forudsætning for, at kvaliteten af den nødvendige foranstaltning bliver iagttaget. Forudsætningerne for at vælge en forebyggende foranstaltning eller om en anbringelse skal være svaret på, om barnets behov bliver tilvejebragt.

Det er skræmmende, at i kun halvdelen af sagerne gennemføres børnesamtale og kun hvert fjerde barn føler sig inddraget i beslutningen om, hvor de skal bo. Det er ikke godt nok, og det fremmer ikke den gode sagsbehandling, hvorfor sammenbrud i enten den forebyggende foranstaltning eller i anbringelsen desværre kan blive resultatet. Barnets eget perspektiv på egen situation skal prioriteres højt.

Kun i halvdelen af sagerne gennemføres børnesamtale og kun hvert fjerde barn føler sig inddraget

Netop stabile vilkår for barnet er et centralt mål i det nye udspil, da det er så afgørende for, at barnet udvikler sig positivt. De stabile vilkår skal i første omgang søges skabt i barnets biologiske hjem sammen med forældre og øvrige nære familiemedlemmer. Er det helt åbenlyst, at der ikke kan skabes stabile rammer og et godt opvækstmiljø, kan en tidlig anbringelse være den bedste løsning for barnet.

Forudsætningen for et godt voksenliv

De stabile vilkår skal fremmes ved, at der lægges op til flere tidligere anbringelser og bedre kvalitet. Det er absolut et kursskifte væk fra, at anbringelse er sidste alternativ. Det er dog et nødvendigt kursskifte, fordi alt for mange børn oplever ustabilitet, sammenbrud i foranstaltninger og dårlig skolegang.

Det skal vi, som jeg har argumenteret for sikre gennem kvalificerede forebyggende indsatser for barnets og dets forældre med en parathed til at anbringe, når det er nødvendigt af hensyn til barnet - og ingen andre hensyn må forstyrre det sigte! Barnets stemme skal blive et afgørende element i sagsbehandlingen, så vi respekterer barnets ret til at få indflydelse på sit eget liv.

Vi kan bestemt ikke i Danmark prale med, at vi lykkes med at bryde den negative sociale arv

Et barn bliver voksent, og der skal være et langsigtet perspektiv og et særligt fokus på overgangen til voksenlivet. Derfor skal efterværn og andre muligheder for en glidende overgang til voksenlivet ses efter i sømmene.

Et godt børneliv er afgørende for et godt voksenliv. Vi kan bestemt ikke i Danmark prale med, at vi lykkes med at bryde virkningerne af den negative sociale arv for rigtig mange af vores børn. Det skal vi blive bedre til, og derfor er vi nødt til at være i en fortsat samtale om, hvordan vi skaber bedre opvækstvilkår for børn i udsatte positioner.

De har brug for en hjælpende hånd, og denne hjælp skal tilrettelægges efter det enkelte barns behov.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Folketingsmedlem og fødevare- og dyrevelfærdsordfører for Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook