Annonce

Vil De Radikale atter overspille deres kort?

Martin Lidegaard vil nå det hele på den halve tid, men har svært ved at forklare hvordan. Imens driver hans parti endnu længere væk fra magt og indflydelse. Det skriver Netavisen Pios chefredaktør, Niels Jespersen, i dagens analyse.
Foto: De Radikale
Martin Lidegaard, politisk leder, De Radikale ved landsmødet i Nyborg i september 2023.
At være til radikalt landsmøde kan godt minde om at være på besøg hos Enhedslisten.

Der er godt nok kød på buffeten og deltagerne er mere velklædte, men begge steder kappes medlemmerne om at gå på talerstolen og bygge de højeste luftkasteller, uden at anvise hverken finansiering eller skyggen af et politisk flertal.

I weekenden var de radikale græsrødder samlet i Nyborg for første gang siden katastrofevalget sidste år, der resulterede i Sofie Carsten Nielsens afgang som partileder. Martin Lidegaards første landsmøde i spidsen for partiet.

En rolle, han efter sigende har forberedt sig på hele livet.

Både langsommere og hurtigt på en klog måde

Med en selvsikker tale og en nyskrevet bog kan ingen beskylde den radikale leder for at mangle ideer og politik på hylderne. Der skal forebygges mere, velfærdsstaten skal reformeres og reddes.

Det samme skal Afrika. Arne og efterlønnerne skal bestille noget. Hastigheden skal tages ud af politik, men ikke af den grønne omstilling. Den skal gå meget hurtigere. Men på en klog måde.

Som Weekendavisens Arne Hardis tørt bemærker, så burde en så visionær mand gå ind i politik og gøre en forskel.

Nu sidder den sorteste del af Venstres landbrugsbagland med veto-ret over en kommende Co2-afgift

For der er noget, som ikke hænger sammen. Indtil videre er Martin Lidegaard selvmodsigelsernes mand.

Forfatteren til bogen ‘Lad os mødes på midten’ sagde nej til at gå med i midterregeringen. For Lidegaard er intet vigtigere end den grønne omstilling, men han var med mistillidsvotummet mod Mette Frederiksen med til at vælte den mest klimaambitiøse regering i Danmarkshistorien.

Nu sidder den sorteste del af Venstres landbrugsbagland med veto-ret over en kommende Co2-afgift og Lidegaard raser over klimaminister Lars Aagaards(M) sløvhed.

placeholder

Lidegaard er vred på de borgerlige politikere, han selv har bragt til magten.

R skal atter kunne true med at pege blåt

Det samme paradoks gælder den politiske strategi. Lidegaard er godt klar over, at hans forgængere har isoleret partiet. Parlamentarisk ligegyldigt og politisk uspiselige for både højre og venstre. I gamle dage var det svært med De Radikale, men umuligt uden. Nu er det omvendt.

Vejen tilbage til indflydelse skal gå via nedtoning af udlændingepolitikken og opprioritering af samarbejdet med Konservative og Liberal Alliance.

Alternativet til den nuværende midterregering er en rød regering

Målet er at flytte partiet så langt til højre med afskaffelse af efterløn og Arne-pension, at man atter med troværdighed kan true socialdemokraterne med at pege på en borgerlig statsminister.

Men dette scenarie ser ud til at være mere en drøm end en realitet. Alternativet til den nuværende midterregering er en rød regering. Stadig med Mette Frederiksen(S) i spidsen.

Skulle de borgerlige mod forventning samle 90 mandater, vil en blå regering atter blive afhængig af måske både Nye Borgerlige, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti - noget De Radikale formentlig vil finde ufordøjeligt.

Lidegaard skal kalibrere partiets selvforståelse

Siden 2001 har De Radikale kun været tæt på magten ved to lejligheder. Første gang som deltager i Thorning-regeringen og anden gang som parlamentarisk grundlag for Mette Frederiksens smalle S-regering.

Begge gange overspillede partiets folketingsgruppe deres kort.

Første gang ved at insistere på at ydmyge Socialdemokratiet og SF i en grad, hvor man har skabt sig livsvarige fjender i begge partier. Anden gang ved at vælte Mette Frederiksen for på den måde at presse sig med i regeringen.

Begge gange resulterede det i borgerlige ministre og en massakre blandt de radikale mandater.

De Radikales selvforståelse er gigantisk, men har siden 2001 ikke matchet partiets reelle betydning

Lidegaard vil gerne give det indtryk, at han har lært af fejltagelserne. Og De Radikale har faktisk ikke dårlige kort på hånden.

De har gode chancer for at komme med i både en ny midterregering, eller en centrum-venstre regering. Hvis partiet ikke atter vælger at ødelægge det hele for sig selv.

Folketinget er fyldt med små partier, hvis selvforståelse er mellemstor. De Radikales selvforståelse er gigantisk, men har siden 2001 ikke matchet partiets reelle betydning.

Vil Lidegaard vende partiets efterhånden mangeårige kurs mod irrelevans, skal han starte med at skabe sammenhæng mellem partiets mål og midler.

Det er sandsynligvis en større opgave, end at løse hele verdens problemer på bogform.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ja de overspillede og har intet lært

Forhåbentlig kommer de slet ikke i en situation, hvor de igen får muligheden for at overspille deres kort.

Nemli'

Det bedste der kunne ske for dansk politik ville være at de radikale helt forsvandt, så heldige er vi nok ikke, men måske kunne Alternativet, Enhedslisten og SF tage sig lidt sammen og vokse nok op til at tage pladsen, som de radikale plejer at have patent på ?

Annonce