Annonce

Wolts grådige uber-filosofi giver dårlig smag til pizzaen

De unge cykelbude hos Wolt betragtes som selvstændige, så firmaet undgår pension, feriepenge, forsikring, løn under sygdom og barselsorlov. Grådighed på to hjul
De trasker hårdt i pedalerne Wolts blå cykelbude, det ikke er til at undgå at lægge mærke til hvis man befinder sig i Odense, Århus eller København. I den blå termorygsæk gemmer sig hawaiipizzaer, pad thai og jumboburgere til sultne danskere, der via telefonen kan følge med i hvor langt Wolts cykelbud er med ordren.

De færreste ved, at cykelbudene udnyttes groft af Wolt

Det er smart. Så smart, at Wolt har fået en forrygende start i Danmark. Men det er de færreste der ved, at cykelbudene udnyttes groft af Wolt, der i stedet for at anerkende sit arbejdsgiveransvar, omgås reglerne ved at betragte de unge cykelbude som selvstændige, for dermed at slippe for at betale pension, feriepenge, løn under sygdom og barselsorlov. Hvad der ellers er helt normale rettigheder på det danske arbejdsmarked. Virksomheden har heller ikke tegnet forsikring på sine cykelbude, der dermed står med en enorm risiko, hvis der sker en ulykke på arbejdet.

Grådighed på to hjul

Lyder det bekendt?

Ja. For Wolt er ikke andet end grådig uber-filosofi på to hjul. Det er fuldstændig den samme forretningsmodel, hvor man nægter at tage ansvar for de mennesker der skaber værdi til virksomheden. Hvorfor skal nye smarte apps altid have den modhage, at forretningen afhænger af, at dem der laver arbejdet skal snydes for helt basale rettigheder og ordentlige lønvilkår? Det er der hverken noget innovativt eller nyt i. Udnyttelse og underbetaling er desværre blevet kendetegnet for den sygdom der har ramt tech-industrien, hvor man tror det er helt okay at udnytte arbejdskraften, så længe det foregår over en app.

Hvorfor skal nye smarte apps altid have den modhage, at forretningen afhænger af, at dem der laver arbejdet skal snydes for helt basale rettigheder

Der er brug for at vi skrider ind. Også politisk. Fagbevægelsen har selvfølgelig en opgave i at organisere lønmodtagerne, men politikerne er også nødt til at kigge lovgivningen efter i sømmene, så de her typer virksomheder ikke bare kan afvise deres arbejdsgiveransvar. Hvis det fortsætter, så risikerer hele arbejdsmarkedsmodellen at bryde sammen. Så kan enhver virksomhed bare kalde deres medarbejdere for selvstændige.

Det handler om hele arbejdsmarkedet 

Derfor handler Wolt-sagen, ligesom Uber-sagen, om hele vores arbejdsmarked. Og derfor vedrører den også dig, der lige nu har dit på det tørre. Det er en større kamp for et trygt og sikkert arbejdsliv. For en løn man kan leve af. For den danske model.

Næste gang du bestiller take away, så slet Wolt-app’en og spring selv på cyklen

Næste gang du bestiller take away, så slet Wolt-app’en og spring selv på cyklen. Det har jeg gjort.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alexander Grandt er Kommunikationschef i tænketanken Cevea. 


Flere artikler om emnet

Annonce