Annonce

Adam Prices forklaring vakler: Opsagde overenskomst to dage før optagelse af ‘Spise med Price’

Madprogram-episoden, som gør grin med fagforeninger, er optaget to dage efter overenskomst med 3F er opsagt, oplyser fagforeningen.
Foto: Johannes Jansson/norden.org/Creative Commons
Adam Price er sammen med sin bror, James Price, medejer af flere restauranter. Brødrene Price har gennem 15 år været værter på det populære madprogram 'Spise med Price'
I programmet ‘Spise med Price’ om natmad sendt den 4. september gør brødrene Price grin med fagforeninger.

Programmet er sendt samtidig med, at brødrene Price er i konflikt med 3F København. Adam Prices forklaring har lydt, at stikpillerne i Spise med Price-episoden intet har at gøre med den aktuelle konflikt, og har argumenteret med, at afsnittet er produceret før Brdr. Price-restauranten lå i konflikt med 3F København.

Men nu oplyser 3F København over for Netavisen Pio, at Spise med Price-episoden er optaget to dage efter at overenskomsten mellem Brdr. Price og 3F blev opsagt. Dermed vakler Adam Prices hidtidige forklaring.

Skriftlig opsigelse få dage før

DR har tidligere oplyst over for Netavisen Pio, at ‘Spise med Price’ om natmad sendt den 4. september er optaget den 1. december sidste år.

Ifølge 3F København blev overenskomsten dermed opsagt to dage før afsnittet blev optaget.

Adspurgt om hvornår overenskomsten mellem Brdr. Price-restauranten og 3F blev opsagt, oplyser næstformand for 3F København, Teit Gamst, over for Netavisen Pio:

De opsagde overenskomsten den 29.11.22.

“De opsagde overenskomsten den 29.11.22.”

Han oplyser derudover, at der er tale om en skriftlig opsigelse.

Når Brdr. Price opsiger overenskomsten den 29. november, hvornår begynder den faglige konflikt så?

“Der har været det forløb, at herefter løber overenskomsten indtil overenskomstperioden slutter. Det gør den i marts måned,” siger Teit Gamst.

“Herefter skal de (Brdr. Price-restauranten) aktivt gøre noget for at frigøre sig fra overenskomsten. Det gør de så ved at lockoute fra marts af,” uddyber Teit Gamst.

Han forklarer, at der har været forsøg på at forhandle en overenskomst på plads - på trods af opsigelsen af overenskomsten - i løbet af både februar og marts måned.

“Der er et langt forløb, hvor man venter på, at overenskomsten udløber. Man prøver også at forhandle i den periode. Der bliver forhandlet både i februar og marts måned,” forklarer han.

Opsigelsen afleveret to dage før TV-optagelse

Selvom Brdr. Price-restauranten formelt set ikke var i konflikt med 3F, da optagelsen til afsnittet, hvor der bliver gjort grin med fagforeninger, blev optaget, så har Brdr. Price altså afsendt en skriftlig, formel opsigelse af overenskomsten to dage før  optagelsen af Spise med Price-episoden finder sted 1. december 2022.

Det understreger Teit Gamst over for Netavisen Pio.

Adam Price siger, at  optagelsen af afsnittet ‘Spise med Price’ er optaget før der er konflikt med 3F. Teknisk set er det vel rigtig nok?

“Ja, men på det tidspunkt har de afleveret deres opsigelse af overenskomsten, så de har været klar over, at der lå en konflikt på sigt,” siger Teit Gamst.

“De har haft et ønske om at træde ud af overenskomsten, og de har afleveret det ønske på skrift til 3F. Så hvis påstanden om, at de ikke har vidst noget, da programmet blev lavet, passer, så ved de ikke, hvad der foregår i deres egen forretning,” siger han.

 

Adam Price fastholder overfor Netavisen Pio, at han mener, programmet som fiktion intet har at gøre med virkelighedens hændelser. Han påpeger desuden at programmet er planlagt i september 2022.
Du kan læse hans svar her. 

Opdateret kl. 17

Her er Brdr. Prices skriftlige opsigelse af overenskomsten med 3F

Her er ordlyden af Brdr. Price-restauranternes og Dragsholm Slots skriftlige opsigelse af deres overenskomst med 3F.

Opsigelsen blev afsendt 29. november 2022 pr. mail til 3F.

TV-optagelsen af Spise med Price-episoden fandt sted 1. december 2022. Altså to dage efter, at ejerne bag de tre Brdr. Price-restauranter og Dragsholm Slot med deres opsigelse opstarter en konflikt med 3F:

'Vi skal hermed meddele vores opsigelse af overenskomsten mellem HORESTA Arbejdsgiver og 3F PSHR til ophør og bortfald ved dennes udløbstid, den 1. marts 2023. Opsigelsen gælder tillige eventuelle indgåede sær-, tillægs- og/eller lokalaftaler og lign, som måtte udspringe af ovenstående overenskomstforhold. Som I ved, har det været udfordrende tider i vores branche de seneste år med først Corona, så mangel på arbejdskraft, og nu ser vi ind i en recession med stigende energi- og råvarepriser. Arbejdsmarkedet har været rigtig svært, og særligt for den lille gruppe i vores branche, der er organiseret under overenskomsten med 3F.

Overenskomsten giver os ikke den fleksibilitet, det kræver at drive en moderne restaurations virksomhed, hverken i forhold til differentiering i lønnen, eller den fleksibilitet, det kræver at møde både medarbejdernes og gæsternes ønsker. Og konkurrencemæssigt taber vi simpelthen terræn til gæster og medarbejdere i forhold til de af vores konkurrenter, der ligger side om side med os og har langt mere fleksible og konkurrencedygtige vilkår. Under de rammevilkår vurderer vi det ikke muligt at drive vores virksomheder, hvorfor vi ønsker at udtræde af overenskomsten i samtlige af vores forretninger.

Vi skal bemærke, at vi er indstillet på at se, om vi kan forhandle os til rette om en helt ny overenskomst for vores virksomhed, men det bliver på væsentlig ændrede vilkår i forhold til den eksisterende HORESTA/3F PSHR overenskomst, hvis vores virksomheder fortsat skal have en overenskomst med 3F PSHR efter 1. marts 2023.

Til orientering er vores virksomhed ikke medlem af en overenskomstbærende arbejdsgiverforening under DA.'


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det skal da blive spændende at se, hvor meget omtale den oplysning får hos DR eller helt generelt andre medier end 3F-Fagbladet og Pio.

PIO må da snart til at udkomme med en sær-udgave om Price-drengene.
Noget tyder på at historien om brdr. Price bliver årtiets største.
Jeg kan slet ikke vente til fortsættelsen i morgen.

I følge brd. Price er sagen jo ganske klar, det er simpelthen så dyrt og besværligt at have overenskomst
med 3F at det er umuligt at konkurrere med fritstillede restauranter. Så svaret er enkelt.

Så de jo lukke eller flytte til England, eller andre u-lande.

Så de jo lukke eller flytte til England, eller andre u-lande.

Pressen er godt i gang med at gøre en fjer til fem høns.

Hvis en fjer, kan blive til 5 høns, har Price brødrene da noget at koge suppe på

Annonce