Annonce

Fagbevægelsen og AE dumper finansloven, DF ønsker erhvervsskoler fritaget for forhadt bidrag

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Så kom regeringens forslag til finanslov 2019 sådan helt officielt. Det meste var kendt i forvejen, for regeringen har løbende dryppet gaverne fra finanslovsforslaget til pressen de seneste uger.

Dagens Aktuelt handler stort set ikke om andet end regeringens finanslovsforslag for 2019. Så er du advaret.

Hovedpunkterne i finanslovsforslaget kan du læse mere om her.

 
Omprioriteringsbidraget: DF ønsker udløbsdato

Dansk Folkeparti understreger, at partiet bestemt ikke er tilhænger af, at regeringen holder fast i det forhadte omprioriteringsbidrag endnu tre år. Hvorefter regeringen hoster op med en ny model, hvor omprioriteringsbidraget så faktisk fortsætter alligevel:

”Hvis man gør det, som regeringen lægger op til her, så har man kørt med en ren omprioritering i seks år (siden 2016, red.), og efter de seks år skal man så stadig køre med en omprioritering, men uden at vide, om pengene kommer tilbage til den enkelte institution,” siger Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen til DR.

”Der ser vi nogle faresignaler, så det glæder vi os til at diskutere med regeringen. Vi ser gerne, at der kommer en udløbsdato – altså, hvor man slet ikke omprioriterer længere,” siger Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen.

 
Fagbevægelsen dumper finansloven

”Finanslovsforslaget leverer absolut intet på de felter, der er afgørende for 3Fs medlemmer: En målrettet satsning på erhvervs- og efteruddannelser, imod social dumping og for et bedre arbejdsmiljø samt et økonomisk løft på dagpengene,” noterer 3F’s formand, Per Christensen.

Ha noterer også, at indsatsen mod social dumping ser ud til at være underfinansieret med 100 millioner kroner. ”Absurd”, lyder det hvast fra 3F-formanden.

Hos FOA er der heller ingen roser til regeringens finanslovsudspil:

“Rundt om i Danmark sidder kommunalbestyrelser og byråd og kæmper med brutale nedskæringer på velfærden for at leve op til regeringens stramme økonomistyring. Så klinger det unægtelig hult, når Kristian Jensen og co. varmt fortæller om alle de gode gaver, de vil drysse ud over velfærden,” siger formanden for fagforbundet FOA, Mona Striib.

LO's formand Lizette Risgaard har denne tweet-kommentar:

Læs mere her.

 
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dumper også finanslovsforslaget

Det er en helt forkert prioritering at fortsætte besparelserne på alt det der peger fremad, nemlig forskning og uddannelse, lyder kritikken af regeringens finanslovsudspil fra Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE.

Han hæfter sig ved, at regeringen planlægger at fortsætte det såkaldte omprioriteringsbidrag (en årlig besparelse på 2 procent) frem til 2022, hvilket til den tid vil betyde, at der er fjernet 4,3 milliarder fra uddannelsesområdet.

Og selvom regeringen i finanslovsforslaget har sat penge af til en pulje på 600 millioner kroner til blandt andet erhvervsuddannelser og universiteter, efterlader det stadig en samlet besparelse på 3,7 milliarder siden 2015.

Læs mere her.

 
S og SF: Letkøbt fupnummer

De næste tre år kommer uddannelser i Danmark fortsat til at skulle spare. Det ændrer regeringens finanslovsudspil for 2019 ikke på.

Det siger Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht.

Han mener, at finansministeren oversælger budskabet om, at det årlige sparekrav på undervisning, uddannelse og kultur, den såkaldte grønthøster-besparelse, bliver sløjfet. Det sker nemlig først fra 2022:

"Det er letkøbt, når regeringen varsler, at man først vil stoppe omprioriteringsbidraget i 2022. Der kan nå at ske meget med økonomien inden da. Og uanset hvad skal uddannelserne spare de næste tre år," siger Benny Engelbrecht.
SF's uddannelsesordfører, Jakob Mark, mener, at regeringen laver et fupnummer, når den siger, at den først vil droppe besparelser på uddannelse om tre år.
"Det vil have de konsekvenser, at der vil blive mindre tid sammen med underviseren, dårligere feedback og mindre kvalitet på uddannelsesinstitutionerne," siger Jakob Mark.
Læs mere her.

 
DF ønsker erhvervsskoler fritaget for omprioriteringsbidrag

Nogle dele af uddannelsessektoren kan ikke vente til 2022 med at slippe for omprioriteringsbidraget, mener Dansk Folkeparti.

Erhvervsskolerne og nogle af de små gymnasier skal fritages fra at spare to procent hvert år frem til 2022, mener Dansk Folkeparti.

I regeringens finanslovsforslag skal det såkaldte omprioriteringsbidrag videreføres indtil 2022. Det betyder besparelser på to procent i blandt andet uddannelsessektoren.

Det vil dog være mere end dele af uddannelsessektoren kan bære, mener Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl.

”Når det er sagt, så er der nogle områder, som er nødlidende på en måde, så de ikke kan leve tre år mere med omprioriteringsbidraget,” siger han til Ritzau.

”Det er nok erhvervsskolerne, hvor det er vigtigt at sætte ind i år. Og så ligger der også nogle problemstillinger på de små gymnasier, som nok heller ikke skal vente til 2022,” siger han.

Dermed tilslutter DF sig til Dansk Industri, Dansk Metal og Socialdemokratiet, der mandag foreslog et stop for omprioriteringsbidrag på hele uddannelsesområdet. Dansk Metal og Dansk Industri foreslår yderligere, at omprioriteringsbidraget for de sidste to tilbageføres til erhvervsskolerne.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift af redaktionen på Netavisen Pio

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet