Annonce

AKTUELT: Korstog mod DR, 'Forandringsblok' på retur, Danske bomber over IS og Drop fri bevægelighed

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik med de mest interessante historier om politik, Socialdemokratiet, fagbevægelsen og verdens gang.
Højrefløjskorstog mod DR
Dansk Folkeaparti lægger op til voldsomme nedskæringer og massiv detailregulering af DR. Ledende DF’ere skriver ellers i dagens Berlingske: ”DR er med andre ord en væsentlig kulturinstitution, som er værd at bevare”. Men alligevel vil de lukke radio- og tv-kanaler, diktere indholdet, fastsætte lønninger, flytte arbejdspladser og beskære budgettet med hele 25 procent. Det er især DR3, X-factor, britiske krimiserier, udenlandsk musik og DRs selvbestemmelse, der falder DF for brystet. Korstoget er i gang!

Mens man kunne tro at Kulturminister Bertel Haarder ville mane til besindelse og fastslå det såkaldte armslængdeprincip, så bakker han tværtimod op om det nye korstog: ”Meget af det kunne jeg selv have foreslået,” siger Kulturministeren. Fremover kan vi altså vente et svækket DR, et mere politisk styret DR og et DR der får stadig dårligere muligheder for at sikre danskerne noget at være fælles om.

Forandringsblokken på retur
Efterårets første meningsmåling fra Greens, viser fremgang for Mette Frederiksen og Socialdemokraterne, der står til 26,5 procent af stemmerne. Det giver dødt løb mellem blokkene.

Samtidig går det tilbage for, det Enhedslistens folketingsmedlem Pelle Dragsted har døbt ’forandringsblokken’. Enhedslisten, Alternativet og SF taber hele syv mandater i forhold til seneste måling før sommerferien.

Danske bomber regner ned over Islamisk Stat
Kampen mod Islamisk Stat eller Daesh, som de islamiske våbenføre fundamentalister også kaldes er ikke bare et anliggende for sværvægtere som USA og Rusland. Danmark er også med – vi har hele fire operative F-16-kampfly på vingerne, som for første gang har kastet bomber i Syrien. De danske piloter i den forgangne uge har ramt mål tilhørende Islamisk Stat i den nordlige provins Raqqa.

De danske kampfly, der siden 17. juni har været udstationeret på Incirlik-basen i det sydlige Tyrkiet.

Lars Olsen: Drop den frie bevægelighed!
I dagens fredagsklumme på Netavisen tager journalist og debattør Lars Olsen bladet fra munden. Han siger nemlig noget, som mange givetvis tænker, men som kun de færreste tør sige: ”For den europæiske elite er fri bevægelighed en hellig ko. Spørgsmålet er, om det holder på længere sigt?... Hér er en enkel recept: Sæt grænser for den fri bevægelighed.”

Og selvom om man kunne føle sig lokket, så afholder Pio-redaktionen sig fortsat fra at viderebringe Pokémon nyheder. Men go weekendjagt til jer alle derude!

 


Flere artikler om emnet