Annonce

Alternativet modstandere af metroen: Den er ikke grøn

På søndag åbner metroens city-ring i København, men hos Danmarks grønne parti bliver åbningen ikke fejret
På søndag åbner metroens city-ring i København. Dermed udvides det københavnske metro-system med endnu 17 nye stationer, der forbinder København City med Vesterbro, Østerbro og Nørrebro.

Men for Danmarks grønne parti, Alternativet, er åbningen ikke en festdag. Partiet mener nemlig ikke, at metroen er grøn:

Fordi metroen er bygget op af enorme mængder cement

”Fordi metroen er bygget op af enorme mængder cement, er CO2-udledningen i anlægsfasen helt enorm, og det er som sagt meget få bilister, der bliver konverteret ned i metroen. Det, metroen faktisk transporterer, er folk, som ellers ville køre på cykel eller i busser, og det er ikke grønt. Samtidig sparer vi 2 milliarder på busnettet og giver dermed yderligere plads til bilerne,” forklarede Alternativets medlem af miljø- og teknikudvalg i den københavnske borgerrepræsentation, Fanny Broholm, forleden over for Politiken.

ALT stemte mod udvidelse af Cityringen

Af samme grund stemte Alternativet i Borgerrepræsentationen sidste år mod udvidelse af metro-city-ringen med en finger til Sydhavnen.

Fanny Broholm uddyber sin og Alternativets modstand mod metroen:

så er der fortsat plads til bilerne på overfladen

”Det er for eksempel problematisk, at den ligger under jorden, for så er der fortsat plads til bilerne på overfladen. Og hvis man ser på tallene, så er det kun 1 procent af bilisterne regionalt, der bliver konverteret ned i metroen. Dermed får vi ikke bugt med den kødannelse, luftforurening og brug af fossile brændstoffer, som er forbundet med fossildrevet bilisme, ved at bygge metro.”

Alternativet så meget hellere, at man satsede på letbane. Det skyldes, at den er billigere at anlægge, og fordi letbanen tager vejareal fra personbilerne på vejene.

Opdateret 22.01.2022 som led i undersøgelse af citatpraksis

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet