Han er en ærkejysk Venstre-mand - men venstrefløjen er begejstret for hans nye idé

Boligmarkedet

Han er en ærkejysk Venstre-mand - men venstrefløjen er begejstret for hans nye idé

Et opsigtsvækkende forslag fra Venstres Preben Bang Henriksen får den kolde skulder af regeringen. Men venstrefløjen er anderledes begejstret. “Det lyder rigtig godt,” siger Alternativets skatteordfører, Christina Olumeko.

Preben Bang Henriksen (V), folketingsmedlem
Billedtekst

Preben Bang Henriksen (V), folketingsmedlem

Foto: Venstre

Penge skal man tjene, når man står op kl. 6 og tager på arbejde - ikke når man sover længe i sin ejerbolig på Frederiksberg.

Det var, lidt omskrevet, et af budskaberne i ‘Ærligt talt - Borgen indefra’, en ny bog af Preben Bang Henriksen, som har siddet i Folketinget for Venstre siden valget i 2011. Som tidligere beskrevet argumenterer Bang Henriksen i bogen for, at skatten på boliggevinster bør øges og provenuet bruges til at sænke skatten på arbejdsindkomst.

Det forslag bliver taget varmt imod blandt partierne til venstre for midten i dansk politik.

Eksempelvis i Alternativet, hvor partiets skatteordfører, Christina Olumeko, i en mail til Netavisen Pio skriver, at forslaget “lyder rigtig godt”.

“Alternativet er for at flytte skatterne fra lønarbejde til kapital herunder særligt boliger, som i dag er meget underbeskattet. Det er skørt, at vores skattebyrde ligger på lønarbejde og ikke kapital,” forklarer hun.

boligbeskatning, og særligt grundskyld, er blandt de mest hensigtsmæssige skatter

Lignende toner lader SF og De Radikale lyde fra sig i Jyllands-Posten, hvor begge partier ser positivt på Bang Henriksens tanker.

“Det er forfriskende at høre en Venstre-mand sige sådan noget,” udtaler SF’s skatteordfører, Sigurd Agersnap, til dagbladet.

Hvor begejstringen på venstrefløjen er til at tage og føle på, synes den anderledes fraværende på Bang Henriksens egen hjemmebane.

Over for Jyllands-Posten er Venstres politiske ordfører, Torsten Schack Pedersen, ikke klar til at tilslutte sig ideen om højere boligskatter. Forslaget mødes ligeledes med skepsis i regeringspartneren Socialdemokratiet.

Skat på jord - ikke arbejde

I 2022 var 48,3 procent af danske boliger beboet af ejere. Derfor ville en øget beskatning af ejendomme påvirke en meget stor del af befolkningen.

Alligevel har der længe blandt økonomer været bred enighed om, at boligbeskatning, og særligt grundskyld, er blandt de mest hensigtsmæssige skatter.

Derfor har nogle økonomer længe talt for at omlægge beskatningen fra arbejde til boliger.

Den bagvedliggende logik er, at folk kan finde på at arbejde mindre, hvis de skal betale meget af deres løn i skat. Jord er der derimod en helt fast mængde af, og man risikerer derfor ikke, at udbuddet af jord sænkes, uanset hvor hårdt man beskatter det.

Således argumenterede det daværende formandskab for Det Økonomiske Råd allerede i 2016 for en lignende omlægning af skatterne, som den Bang Henriksen nu foreslår.

“Grundskylden er en af de få skatter, der ikke påvirker den samfundsøkonomiske effektivitet negativt. Stort set alle andre skatter påvirker samfundsøkonomien negativt. Eksempelvis vil skat på arbejde normalt reducere arbejdsudbuddet,” skrev de.

Christian Curdt-Christiansen

Statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.