Annonce

Pik-billeder, flyrejser og Fock-frygt: Sagerne står i kø hos liste Å

Balladen om Theresa Scavenius er blot den seneste. Alternativets historie er fyldt med personkonflikter og skandaler - Netavisen Pio giver dig et overblik
Foto: Folketinget/Steen Brogaard, Folketinget/Steen Brogaard, Folketinget/Marie Hald og Folketinget/Marie Hald
Uffe Elbæk, Josephine Fock, Franciska Rosenkilde og Theresa Scavenius - Fotografik: Anders Bredsdorff
Alternativets historie er fyldt med personkonflikter, skandaler og sager. Og nu står partiet midt i endnu en.

Aktuelt er Alternativets folketingsgruppe splittet i to: Fem kvindelige folketingsmedlemmer ønsker gruppens sjette folketingsmedlem, klimaordfører Theresa Scavenius, ekskluderet.

Alternativets hovedbestyrelse har i første omgang afvist at ekskludere Scavenius. En ekstern konsulent skal i stedet forsøge at mægle mellem de fem folketingsmedlemmer og Theresa Scavenius.

Udsigterne til at mæglingen falder heldigt ud, forlyder det på vandrørene, er lille. De fem folketingsmedlemmer, der ønsker Scavenius ekskluderet, mener grundlæggende, at det er helt umuligt at samarbejde med Scavenius.

Da partistifter Uffe Elbæk gik af som formand for partiet tilbage i 2020 var Theresa Scavenius en af dem, der kandiderede til formandsposten - i konkurrence med blandt andet Josephine Fock og Rasmus Nordqvist.

Det blev Josephine Fock, der løb af med sejren. Hende vender vi tilbage til.

Theresa Scavenius valgte ovenpå valgnederlaget at starte sit eget parti, Momentum. Op til valget 1. november 2022 vendte Scavenius imidlertid tilbage til Alternativet og blev som en af seks valgt.

Kun rollemodel op til valg

Ikke længe efter valget kom det frem, at Theresa Scavenius i forbindelse med hendes job som klimaforsker ved Aalborg Universitet - med fast bopæl i København - flittigt benyttede fly som transportmiddel mellem især København og Aalborg.

Scavenius reagerede ved på de sociale medier at understrege, at hun "meget gerne vil måles på, hvad jeg siger og gør", men at politikere ikke skal være "rollemodeller".

Scavenius-melodien var, at klimakampen ikke udkæmpes af individer, men er et strukturelt problem, der skal løses politisk:

Jeg mener ikke, at jeg skal være nogen foregangsperson

"Jeg mener ikke, at jeg skal være nogen foregangsperson," sagde hun til Frihedsbrevet.

Op til valgkampen i 2019 var meldingen en noget anden i Scavenius' kampagnevideoer:

“Det er os politikere, der skal gå forrest,” lød det, ifølgeTV 2.

Samme medie kunne oplyse, at Theresa Scavenius også havde hang til taxakørsel. Ikke mindst i Københavns-området, hvor den kollektive trafik er ganske pænt udbygget.

Scavenius havde i perioden 2019 og frem til folketingsvalget 1. november 2022 fået refunderet udgifter til taxa for 12.093 kroner af Aalborg Universitet.

Moppeoffer - eller bare irriterende

Alternativets tidligere politiske ordfører, Carolina Magdalene Maier, havde, da hun blev afsløret i at flyve kloden tynd for at nå frem til de lækreste dykker-destinationer, en noget anden tilgang.

Maier lod forstå, at hun ville ændre adfærd og flyve mindre i privat regi.

Efter fem måneder i Folketinget fortalte Scavenius om, at hun blev udsat for voksenmobning i Folketinget, særligt i Klima- og Energiudvalget.

Flere politikere var ude og undsige Scavenius. Blandt andet Moderaternes klimaordfører, Karin Liltorp, der i et interview forklarer, at Scavenius kan virke meget “insisterende”, og hendes adfærd kan virke irriterende på andre udvalgsmedlemmer.

Festkulturen: “Pik i slap tilstand”

Alternativet strøg ind i Folketinget med ni mandater i 2015. Partistifteren Uffe Elbæk blev hyldet som en sand frelser.

Men partiet blev i årene efter mest kendt for en lavine af omtaler af dårligt arbejdsmiljø, krænkelsessager og en ekstrem festkultur.

Jyllands-Posten omtalte eksempelvis foråret 2017 en intern mail, hvor den daværende pressechef, Magnus Haslebo, opfordrede partiets ansatte til at sende billeder af deres “pik i slap tilstand” ind som bidrag til en såkaldt “dick-pic-collage”.

Collagen skulle være en gave til Alternativets stambar, Centralhjørnet, i København, der fyldte 100 år.

Mailen sluttede:

“PS: Uffe er selvfølgelig med på idéen, så det kan blive et rent tilløbsstykke dernede.”

Alternativets daværende gruppeformand, René Gade, tog offentligt afstand:

“Det er ikke professionelt for en arbejdsplads. Det kompromitterer vores professionalitet.”

Trækker sig som borgmester

I oktober 2018 trak Nico Grünfeld sig som Alternativets kultur- og fritidsborgmester i København.

Beslutningen blev truffet efter kedelige omtaler af CV-pynt, familiære ansættelser og kontorindretning for 130.000 kroner.

Grünfeld havde forinden undskyldt på Facebook for at have ”opgivet og videregivet urigtige oplysninger om mit CV til flere medier”.

Han undskyldte samtidig for sagen om indretning af borgmesterkontoret og sagen om kommunale ansættelser af Alternativet-medlemmer, som ”har sået tvivl om min troværdighed”.

Statsministerkandidaten

Op til valget i juni 2019 blev den daværende partiformand, Uffe Elbæk, markedsført som den tredje statsministerkandidat. De to andre var Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen, dengang formand for Venstre.

Lanceringen af Elbæk som statsministerkandidat falder ikke i god jord hos vælgerne.

Partiet gik fire mandater tilbage og landede på kun fem mandater.

I december samme år meddelte Uffe Elbæk sin afgang som formand.

På pressemødet i den forbindelse fortrød Elbæk ikke, at han bød sig til som statsministerkandidat. Men han erkendte, at vælgerne ikke tog særlig godt imod hans kandidatur:

“Nej, det gjorde de jo ikke. Jeg vil ikke sige, selvfølgelig gjorde de ikke, men jeg kan da godt forstå en reservation imod at stemme på Alternativet, som siger de går efter at rykke ind i Statsministeriet. Fordi, hey, det er et lille nyt parti, som lægger en meget ambitiøs strategi,” sagde han til Netavisen Pio.

Josephine Fock betegnes som “ubehagelig og manipulerende” 

Den 1. februar 2020 blev Josephine Fock valgt til posten som partiets nye formand.

Valget af Fock fik Uffe Elbæk, Sikandar Siddique, Rasmus Nordqvist og Susanne Zimmer til nærmest skrigende at forlade Alternativets folketingsgruppe.

Tilbage i Alternativets folketingsgruppe stod nu kun Torsten Gejl. Josephine Fock rykkede ind på Christiansborg som formand, men ikke medlem af Folketinget.

Få dage efter valget af Josephine Fock dukkede der negative historier op om hende.

En tidligere centralt placeret medarbejder hos Alternativet betegnede Josephine Fock som humørsyg og opfarende, og at hun var frygtet blandt medarbejderne:

Jeg var decideret bange for hende

"Jeg var decideret bange for hende."

Josephine Fock blev kritiseret for at have overfuset både folketingsmedlemmer og medarbejdere.

En anden tidligere medarbejder betegnede hende som “ubehagelig og manipulerende”.

Alternativet var dog ikke det eneste sted, hvor Josephine Focks ledelsesstil blev kritiseret.

Josephine Fock var sekretariatschef hos Offentligt Ansattes Organisation (OAO) gennem otte år - lige indtil hun stoppede i 2015, da hun blev valgt til Folketinget for Alternativet.

I marts 2020 betegnede kilder tæt på OAO over for Netavisen Pio Josephine Focks ledelsesstil i organisationen som “gennemført forfærdelig”:

“Hun råbte af os ansatte. Man vidste aldrig hvilket humør, hun var i. Fock var utilregnelig. Hun var alt dét, vi nu også hører folk tale om i Alternativet. Bare uden ruskeri, men alt det andet kan jeg nikke genkendende til,” udtalte en anonym kilde.

“Jeg kan fuldstændig kategorisk afvise, at der skulle have været episoder i OAO, som du beskriver,” skrev Josephine Fock i en sms til Netavisen Pio.

Josephine Fock smed håndklædet i ringen og trak sig som formand for Alternativet 14. november 2020. Hun holdt som formand i ni en halv måned.

Mink-træt formand

Ved valget 1. november sidste år fik Alternativet seks mandater. Nyvalgt til Alternativets folketingsgruppe var blandt andet partiets forperson, Francisca Rosenkilde.

Ovenpå valget meldte Franciska Rosenkilde ud, at hun ikke længere så det store behov for en advokatundersøgelse af mink-forløbet.

Men hendes folketingsgruppe var af en ganske anden opfattelse, viste det sig, da gruppen havde holdt sit første gruppemøde:

manglende søvn ovenpå en lang valgkamp

"Dagen efter valget blev jeg mødt af en journalist fra JP, der ville høre om Alternativet stadig bakker op om en advokatundersøgelse af Mette Frederiksens rolle i minksagen. Og helt ærligt, jeg var for hurtig. Personligt er jeg videre fra mink og advokatundersøgelser, men manglende søvn ovenpå en lang valgkamp betød, at jeg svarede lidt for hurtigt. Min fejl," skrev Franciska Rosenkilde i et opslag på Facebook.

placeholder

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

- "hendes job som klimaforsker ved Aalborg Universitet"

Det er desværre en meget udbredt misforståelse, men hun farer nu nok heller ikke selv ud med bål og brand og krav om berigtigelse, hver gang den bliver viderebragt.

Hun - altså Theresa Scavenius - er IKKE klimaforsker. Hun forsker i klima-POLITIK, og det er overhovedet ikke det samme.

Selvom jeg egentlig mest er forundret over, at der overhovedet findes sådan et forskningsområde, vil jeg her nøjes med at konstatere, at klimaforskning er en tung naturvidenskabelig disciplin, og det er forskning i klimapolitik i hvert fald ikke.

Men som de siger i Klimakirken: Forskning alene gør det ikke, der skal politik til. Derfor er det naturligvis værd at vide hvilken politik der virker bedst.
Ingen af delene vil i øvrigt påvirke klimaet.

Men månelandingen var et internt job!!1!

Det kender jeg ikke noget til. Konspirationsteorierne står du for.

Må jeg komme med et lille piv?
Det gør jeg nu alligevel.

Var det ikke de seks kvinder, der pralede af at være en ren kvindegruppe i folketinget?

“Kvinde er kvinde værst” er ikke et udtryk, der er blevet skabt ud af ingenting, og det er jo netop opstået på grund af fordømmende og nedsættende kommentarer om og til andre kvinder.

“Klima er klima værst” er ikke et udtryk, der er blevet skabt ud af ingenting, og det er jo netop opstået på grund af fordømmende og nedsættende kommentarer om det menneskeskabte klima.

Hos liste Å kæmper de således med en dobbelt-moral der ikke findes i andre partier!

“How dare you!”

Søster-solidariteten hinsidan er til at føle på!

“How dare you!”

Bob bob bob, det er da det mest ligegyldige parti vi har haft til dd. Det parti har aldrig vist andet end ævl og kævl.