Anmeldelse: En politisk original - helt uden filter

Søren Pinds erindringsbog er en fascinerende fortælling fra en helt unik karakter i dansk politik.
Søren Pinds erindringer Frie Ord er en bog, der handler om en politiker, som i flere omgange kom tæt på magten, men aldrig nåede helt så langt, som han selv og hans nærmeste havde håbet. Om et parti i strid med sig selv og et samfund, hvor normerne skrider.

Søren Pinds politiske karriere begyndte i Københavns kommune, hvor han en stund havde overborgmesterposten i sigtekornet, indtil Ritt Bjerregaard kom i vejen. Historien om lige-ved-og-næsten gentog i hans egen optik på Christiansborg, hvor han måske kunne være blevet formand efter Lars Løkke, hvis brikkerne var blevet lagt anderledes.

Tidsmæssigt falder Pinds karriere sammen med Venstres opstigning fra et hensygnende bondeparti til det folkeparti, som i 00’erne bliver omdrejningspunktet i dansk politik. En forandring som Søren Pind har en meget klar andel i.

Byrådsmedlem, borgmester, folketingsmedlem og fire forskellige ministerposter. Det er et flot politisk CV, som de fleste politikere vil give deres gamle bedstemor for at opnå.

Men selvom det blev til mange fine poster, så er det først og fremmest tiden som bygge- og teknikborgmester i København, at resultaterne blev skabt.

Sammen med den socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, lagde de – i kamp med venstrefløjen - grundstenene til det moderne København.

Selvom de var rivaler, så fik de alligevel noget for hånden. Københavns Rådhus bliver indimellem portrættereret som det giftigste sted i dansk politik, og Søren Pind gør intet for at afmontere den opfattelse.

Sled på omgivelserne

Men det er også en historie om en politiker og en person, som med lige dele principfasthed, stædighed og skødesløshed sled kraftigt på sine omgivelser. Som skabte sig selv problemer blandt både venner og fjender, fordi han sjældent undgik en magtkamp og sjældent forrmåede at rydde helt op efter sig. Der bliver igennem hele bogen ikke sparet på undskyldningerne.

Det er også en lidt trist historie om at tabe gejsten ved politik. Ifølge Søren Pind var han mæt af det hele. Men mellem linjerne er der også en bitterhed ved ikke helt at kunne komme længere. Udsigten til formandspost og Statsministeriet fortonede sig.

”Frie ord” er naturligvis Søren Pinds beretning, men én person har mere end nogen anden været en gennemgående figur i hans liv: Lars Løkke Rasmussen. Ham møder Søren Pind første gang som helt ung VU’er og han ender hurtigt med at spille en lille rolle i en af Løkkes utallige magtkampe.

De to er ikke som sådan venner, men i perioder er de allierede, selvom man mere en gang sidder tilbage med fornemmelsen af, at Søren Pind synes, det er Lars Løkke, der har fået mest ud af den alliance. Og at der anes en vis bitterhed fra Pind når han bliver belønnet for sin loyalitet, men i stedet må se topposterne gå til f.eks. Kristian Jensen.

Superskurken Claus Hjort

Enhver fortælling har brug for en skurk, og i Søren Pinds tilfælde er denne helt uden tvivl Claus Hjort Frederiksen. Manden hvis eneste formål i tilværelsen angiveligt lader til at være at skulle slå Søren Pind oven i hovedet og generelt stritte imod alle politiske og strategiske ændringer, uanset hvor oplagte de måtte være.

Det handler ikke mindst om de berømte ti teser, som Søren Pind i sin tid blev bannerfører for, men som Hjorten gennem flere år gjorde alt, hvad han kunne, for at pande ned igen.

Frie Ord giver et detaljeret, om end nok ikke særligt objektivt billede, af Venstres indre liv og kultur. Med magtkampe, personkampe og politiske uenigheder. Det som alt sammen brød ud i lys lue i august måned og som endte med at koste Løkke posten som formand.

En ægte original

Sproget i bogen er bedaget, nogle gange på en lidt påtaget måde. Søren Pind kan f.eks. ikke bare sig sætte sig ned, men reverterer. Det er, på samme måde som med den ministeruniform, han tog sin afsked i: Enten synes man det er sjovt eller også synes man det er for gøglet.

Søren Pind var, med både sine laster og sine styrker, en helt unik karakter i dansk politik. En original. Og jeg tror, at alle partier har brug for karakterer som Søren Pind. En som kan udfordre den herskende tankegang og tænke kreativt i forhold til løsninger af problemerne, men for partifredens skyld er der omvendt heller ikke brug for alt for mange som ham.

Bogen kan klart anbefales.

Søren Pind: Frie Ord. 336 sider. Gyldendal. 199,95 kroner. Er udkommet.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook