Anmeldelse: Konservativt partsindlæg om ’befrielsessommeren’

Per Stig Møllers bog ’Sommeren ’45 – fra overmod til mismod’ er godt tænkt, men har karakter af en langstrakt ideologisk kronik end en nøgtern skildring.
Per Stig Møller "Sommeren '45"
Den femte maj 1945 klokken 8.00 overgav de tyske tropper i Danmark sig. Den 30. oktober samme år var der folketingsvalg.

Dette tidsforløb, fra besættelsens ophør til ”normaliseringen”, har den konservative veteran og mangeårige minister skildret i bogen 'Sommer '45' med undertitlen "fra overmod til mismod" - gennem avislæsning.

Og det er en god idé, for dagbladenes dag til dag-perspektiv er interessant, ikke mindst for en nutidig læser.

Desværre synes det, som om Per Stig Møllers konklusion på forløbet er skrevet, før bogen og avislæsningen var påbegyndt. Hele bogen igennem genfortælles en simpel historie:

Modstandsbevægelsen var en enhed, der havde befolkningens opbakning, men blev splittet og narret af ”politikerne”, med det resultat, at modstandsbevægelsens politik ikke blev gennemført, og at politikerne kunne genvinde ”deres” dominans efter folketingsvalget i oktober.

En gammel fortælling

Det er en fortælling, som ikke er ny, men blev dyrket intenst af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i årtier, og – interessant nok – i de senere år med stigende interesse blandt borgerlige meningsdannere.

Per Stig Møller agiterer ihærdigt for, at Det Konservative Folkeparti var en undtagelse blandt de samarbejdende partier (Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Radikale og Retsforbundet) i perioden 1940-45, og nærmest havde karakter af en organiseret del af den aktive modstand.

I sin iver foretager Per Stig Møller nogle helt fantastiske krumspring.

For eksempel fremhæver han, at De Konservative fik en betydelig fremgang ved valget i 1943 ”fordi det var det regeringsparti, som forekom mest kritisk overfor samarbejdspolitikken, og dets leder, Christmas Møller havde siden foråret 1942 været den danske stemme fra London”. De Konservative gik rigtignok frem, med 3,2 procent til i alt 21 procent af stemmerne. Socialdemokratiet gik også frem, med 1,6 procent til 44,5 procent.

Per Stig Møllers referat giver altså et ganske fortegnet billede af valget. Værre er, at oplysningen om Christmas Møllers formandskab er i direkte modstrid med de faktiske begivenheder. Christmas Møller var stoppet som formand for De Konservative allerede i 1939 – og i 1942 var han faktisk blevet ekskluderet af partiet. Det burde Per Stig Møller, som selv har været konservativ partiformand, have liggende på rygraden.

At valget fandt sted oven på en valgkampagne, hvor De Konservative netop opfordrede til at fortsætte de samarbejdende partiers politik, og hvor partiet endda var repræsenteret i regeringen Scavenius, nævnes ikke. På den måde er det let at forfatte en konservativ partihistorie, der skriver sig ind i en aktuel borgerlig strømning, men det historiske belæg er alt andet end overbevisende.

Tvivlsom Star Wars-retorik

I bogen tales Det Konservative Folkeparti konsekvent op, mens Socialdemokratiet konsekvent tales ned. Det kan – ikke mindst Per Stig Møllers historie in mente – undre. ’Sommeren ’45’ er dedikeret til Møllers forældre, politikerne Lis og Poul Møller, samt onklen Aksel Møller.

Alle tre var de venligt konkurrerende med Socialdemokratiet, og især Poul Møller har i sine erindringer skrevet indgående om sit givende tværpolitiske samarbejde og forståelse med de samtidige socialdemokrater.

Per Stig Møllers angivelse af De Konservative og Socialdemokratiet anno 1940-45 som modpoler virker søgt – og den mest oplagte forklaring er, at bogen forsøger at levere argumenter for, at nutidens Konservative Folkeparti rummer tradition og fundament til at være det nutidige Socialdemokratis hovedudfordrer.

Per Stig Møller tilslutter sig tesen om ”modbevægelsen”, en etableret politisk bevægelse, der mere eller mindre koordineret skulle have eroderet modstandsbevægelsen efter befrielsen. Det går så vidt, at Møller skildrer begivenhederne med et lån fra Star Wars-mytologien ved at bruge overskriften ’The empire strikes back’. Identifikationen er klar: Modstandsbevægelsen og De Konservative er ”oprørerne”, og Socialdemokratiet er ”Imperiet”. Morsomt? Måske. Seriøst? Nej.

Socialdemorater i skurkeroller

Hvem af de socialdemokratiske politikere Vilhelm Buhl, Alsing Andersen og Hartvig Frisch, der ifølge Per Stig Møller er "Darth Vader", står uklart. Alsing Andersen kritiseres for sit cirkulære af 2. september 1943, hvori han skrev, at de politiske partiers samarbejde var blevet undermineret af en ”koalition af chauvinister og kommunister”.

Hartvig Frisch kritiseres igen og igen – første gang på side 18 – for sin udtalelse om, at stikkerlikvideringerne var ”slet og ret mord”. Først på side 365 refereres sammenhængen: at Frisch kritiserede, at der ikke fandt domstolsundersøgelser af likvideringerne sted.

Hans argument var, at uden domsfældelse var der tale om ”slet og ret” mord. Senere gennemgange af de mellem 350 og 400 likvideringer anslår, at under 10 procent af de likviderede var egentlige stikkere, forstået som folk, der bragte frihedskæmperes liv i overhængende fare.

Hvad angår kritikken af Vilhelm Buhl, så er det især antisabotagetalen fra september 1942, der gribes fat i. Det er et emne, som er blevet heftigt debatteret i de senere år. Per Stig Møller lykkes ikke med at dokumentere en samtidig konservativ forargelse eller afstandtagen til talen (som blev holdt af statsministeren for en regering, hvor også De Konservative deltog).

Låner andres kritik

Derimod vender han flere gange tilbage til modstandsmanden Jens Toldstrup, som fra 1947 skrev med indignation mod talen. Men 1947 er ikke 1942 eller 45 – og præmissen for bogens synopsis er dermed brudt. Toldstrup var ikke medlem af Det Konservative Folkeparti, men derimod medlem af højrefløjspartiet Dansk Samling.

Hans bøger og aktivisme fik gennem årene en betydelig indflydelse på den danske højrefløj, ikke mindst gennem hans medlemskab af Den Danske Forening i 1980erne, hvor han ihærdigt argumenterede for, at modstandsbevægelsen (og ånden) ikke var begrænset til modstand mod værnemagten under besættelsen – men havde et videregående politisk program med folkelig opbakning.

Hér findes en af rødderne til den moderne borgerlige mytologisering og selvidentifikation med modstandsbevægelsen – som en direkte antitese til den kommunistiske mytologi.

Mytologi og ideologi dominerer

Netop mytologien og ideologien er desværre de bærende elementer i ’Sommeren ’45’. Og det er ærgerligt, for ideen med intensivt at referere avisdebatten i befrielsessommeren er god. Men ikke alene er læsningen yderst selektiv – det samme er den anakronistiske perspektivering af de vigtige debatter. Dermed fremstår bogen som en af de svageste i Per Stig Møllers forfatterskab.

Per Stig Møller: ’Sommeren ’45 – Fra overmod til mismod’. Udgivet på Kristeligt Dagblads Forlag 2019. 504 sider, 299,95 kr.

Martin E.O. Grunz er historisk konsulent og politisk rådgiver for Socialdemokratiet.


placeholder

Kommentarer

I 1942, da Vilhelm Buhl holdt sin tale, udtalte den konservative leder Ole Bjørn Kraft i sit partis rigsdagsgruppe, at "ingen ansvarlig statsmand kunne sige andet", jfr. Hans Kirchhoffs bog "Samarbejde og modstand under besættelsen", 2001, side 147.

Annonce