Annonce

Anmeldelse: Krigsmagerne fra 1864

Nederlaget i 1864 sidder stadig i os alle. Nu får vi historikerens politiske fortælling om den unødvendige krig og de tre forklaringer på krigens årsag, men især om nederlagets overlevelse i dansk politik frem til i dag.
Foto: Gads Forlag/ Nord Academic
Jens Lei Wendel-Hansen har fremskrevet og infiltreret 1864 i Danmarks nyere politiske historie.
Overlærer Erik Frandsen var i slutningen af 1950erne stadig fascineret af de nationalliberale og deres kamp for den frie forfatning i 1849, og jeg var næppe den eneste, der forlod Sundbyøster Skole med forståelsen af Orla Lehmann som den store helt, der sammen med C.C. Hall og hele slænget væltede enevælden og gjorde det muligt for os alle at trække vejret frit.

Men han glemte at vende sjælen ud på de nationalliberale og fortælle om den anden side af deres politiske virksomhed, Lehmanns råb om Danmark til Ejderen, der var overmodets genvej til krig og nederlag i 1864.

Måske var det for smertefuldt at fortælle os andet, end at krigen var tyskernes skyld. Således kom jeg ud af skolen med kun den ene version af krig og nederlag i 1864.

For min generation blev besættelsestiden bekræftelsen på, at krigsmagerne boede syd for Kongeåen, 1864 og 9. april var i familie, sådan var tyskerne, og sådan var det.

Nye nuancer

Nu skal jeg og mange med mig have skolepengene tilbage. De nationalliberale grundlovsfædre var også elitære, uimodtagelige for sund fornuft, krigsmagere og ude af stand til at se det kompromis, som kunne redde landet.

Æresbegreberne løber om kap for at udviske de tåbelige tab af menneskeliv fra Dannevirke til Dybbøl

Hvis man strammer synet på Orla Lehmann & konsorter, var de jo en slags landsforædere, men inden jeg kommer for langt ud, overdrager jeg fortællingen fra overlærer Frandsens idealistiske undervisning til historikeren Jens Lei Wendel-Hansens detaljer og nuancer i bogen om 1864 i dansk politik.

Det er således ikke en bog om nederlaget på slagmarken i 1864; vi hørerne ikke kanonernes torden og tabene, men følelser, forklaringer og de politiske bortforklaringer.

Æresbegreberne løber om kap for at udviske de tåbelige tab af menneskeliv fra Dannevirke til Dybbøl. Og så er der ikke én men tre forklaringer på, at vi slæber 1864 med os den dag i dag.

Forfatteren gennemdyrker dygtigt historiefagets samling omkring 

1) Offerfortællingen: Skylden er tyskernes. (Fjendebillede: Jernkansler Otto von Bismarck.) 

2) Selvforskyldsfortællingen: Skylden hører til de forblændede danske nationalisters. (Altså Frandsens nationalliberale helte.)  

3) Den systemkritiske fortælling: Skylden er de verdensfjerne akademikeres.

Københavneriet

Jeg ser og læser utvivlsomt skylden på den danske side. Det akademiske hovmod. Københavneriet, der havde så nemt ved at lade krigen foregå langt fra hovedstaden med jyske bønderkarle som kanonføde.

Men måske skal man lægge det hele sammen og fra alle tre versioner udlede, at uden sammenhold går det ikke. Viljen til at møde den enorme overmagt med det lille lands sammenhold var der slet ikke.

Tværtimod ville de selvhævdende nationalliberale underløbe kongemagten og bytte den reaktionære dumrian Christian 9. til noget bedre, noget skandinavistisk, noget idealistisk.

Tak skæbne, at kongen var mere realistisk end de nationalliberale med deres egenrådige eventyrpolitik.

Sandheden er også, at symbolpolitikernes egensind forhindrede det kompromis, der allerede i 1864 ville havde placeret Flensborg i Danmark

Det kan måske være vanskeligt for nogle af læserne at holde fast i, hvordan kampen om den ene eller anden forfatning udløste krigen, men tilsvarende nemt at forstå, at råbet om Danmark til Ejderen var en invitation til en tysk reaktion.

Når man er helt nede i materialet, som Wendel-Hansen er, ser man aktørerne som uvillige til at høre de advarsler, som er tydelige.

Sandheden er også, at symbolpolitikernes egensind forhindrede det kompromis, der allerede i 1864 ville havde placeret Flensborg i Danmark, rystende er det, at der så sent som i 1865 var folk iblandt dem, der talte for mere, når de havde vippet kongen af pinden.

1864 som aktuel politik

Bogen bringer os igennem perioden fra Tysklands sammenbrud efter 1. verdenskrig, genforeningen og gennem forhandlingspolitikken 1940-1945, hvor Erik Scavenius byggede den aktivistiske tilnærmelse på sin forståelse af 1864, der bød, at man ikke bragte sig i konflikt med Preussen.

Og hvor den nationale overlevelse også inddrog sønderjydernes kulturelle kamp forud for genforeningen. Vi kunne overleve, fordi de havde gjort det fra 1864-1920.

1864 blev brugt i debatten om dansk deltagelse i Nato og til de omsving, der begrundede, at Danmark fra Balkan-konflikterne i 1990erne blev et af de mest krigsvillige lande i Europa.

Stærkest står dog 1864 som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens lanse på vej ind i Irak-krigen 

Og dele af EU-modstanden var i 1961 og 1972 tydeligvis baseret på antityske strømninger, ikke fra 9. april 1940, men fra 1864 og 1940-45                      

Da generalløjtnant Kjeld Hillingsø gjorde status efter den danske indsats i Bosnien i 1990erne, forklarede han det med, at vi var kommet ud af 1864-ånden, ind i en tid hvor hele nationen rettede ryggen, fordi det nyttede noget.

Og som forsvarsforskeren Peter Viggo Jacobsen føjede til: Vi er kommet ud af 1864-ånden, der er jo nærmest landskampsstemning, når vi sender fly og soldater af sted.

Stærkest står dog 1864 som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens lanse på vej ind i Irak-krigen. Hans opgør med den tilpasningspolitik, som i hans opfattelse havde ”domineret dansk udenrigspolitik fra nederlaget i 1864 og frem til vore dage.” 

Han forstod ikke, at krigen var skabt af den nationalliberale selvovervurdering, han led selv af den, og havde blot i tankerne at rette ryggen og gøre op med nederlags-adfærden fra 1864.

Det er så klogt, som det er sagt

I en samtale med Kristeligt Dagblad præciserede Jens Lei Wendel-Hansen ved bogens udgivelse, hvor uklogt det er, at bruge historien til at fremdrive sin egen politik:

"I virkeligheden har man et standpunkt, som man forsøger at begrunde med de historiske begivenheder, der passer til ens interesser. 1864-krigen er blevet et redskab til at forsvare sine politiske kampe og synspunkter. Men når man tilgår historien på den måde, lærer man ikke noget af historien.” Det er så klogt, som det er sagt.

Original idé

Der er i bogen politisk læsestof at bygge videre på. Og så er det en ret original idé at fremskrive og infiltrere 1864 i Danmarks nyere politiske historie. Man forventer jo ikke at se citater fra Helle Thorning-Schmidt eller Mette Frederiksen i en bog om 1864, men de er der, og velanbragte.

Det kan diskuteres om bogen er smal pligtlæsning i den historiske forskerverden. Den kan mere end det.

1864 trækker os hele vejen frem til en meget politisk bog som politikere og politiske mennesker af alle afskygninger kan bruge til at igangsætte nye tanker og nye spørgsmål.

Vi må aldrig glemme, at nederlaget kunne være undgået med et pennestrøg i 1864

Eksempelvis om de og vi ikke kan gøre det bare lidt bedre for at undgå krigen, selv om vi ikke skal overse virkelighedens udfordringer.  

Mellem linjerne er der nok lidt ånd fra 1864 i vores besværgelser omkring Ukraine.

Vi må aldrig glemme, at nederlaget kunne være undgået med et pennestrøg i 1864, men også dengang var der politikere, som hellere ville tage sig ud end at tage sig noget fornuftigt til.

Og romantikken blev drevet frem. Ære var alt. Døden var ærefuld, når de polerede navlerne i de nationalliberale herreværelser, mens æren ikke var til at få øje på, når man så slagmarkens lemlæstede lig.

Jeg elsker den nationale digter H.V. Kaalunds to linjer, der ikke er fra denne bog, men fra tidsånden.  

”Danmarks folk er sejt i nøden, 

førend skændsel heller døden.” 

Lad gå at titlen ’De træer, de drypper endnu’ er udfordrende. Det er et pluk fra ’Det haver så nyligen regnet’, men den fortæller også, at Wendel-Hansen undervejs gør god brug af sange, viser og digte. Og bogens billedside hører til forlagsredaktion i høj klasse.

 

Jens Lei Wendel-Hansen. 'De træer, de drypper endnu. 1964 i dansk politik'. Gads Forlag/Nordic Academic. 432 sider. 399,95 kroner

                      

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre. Forfatter til en lang række bøger, blandt andet "Efterretningstjeneste på udflugt", 1970, og har bidraget til flere bøger om efterretningstjeneste og overvågning. Har desuden skrevet flere politiske biografier bl.a. om Viggo Kampmann, der var aktiv i modstandsorganisationen Frit Danmark. Han skriver for tiden på en biografi om en af besættelsestidens hovedpersoner.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

+1

Interessant og tankevækkende anmeldelse.

Som altid kloge ord fra Poul Smidt i denne anmeldelse. Uden at have læst Wendel-Hansens bog synes jeg imidlertid, at kongemagtens ansvar for Danmarks mislykkede udenrigspolitik op til det militære nederlag i 1864 virkelig fortjener en mere direkte belysning, end hvad der i almindelighed gives plads til. Det var så vigtigt for monarken at opretholde sin position i Holsten, at han tilbød Bismarck at Danmark kunne indgå i det tyske forbund - oven i købet uden at have den danske regering bag sig.

Som altid kloge ord fra Poul Smidt i denne anmeldelse. Uden at have læst Wendel-Hansens bog synes jeg imidlertid, at kongemagtens ansvar for Danmarks mislykkede udenrigspolitik op til det militære nederlag i 1864 virkelig fortjener en mere direkte belysning, end hvad der i almindelighed gives plads til. Det var så vigtigt for monarken at opretholde sin position i Holsten, at han tilbød Bismarck at Danmark kunne indgå i det tyske forbund - oven i købet uden at have den danske regering bag sig.