Arbejdere får del i det tyske opsving

Lønstigning og mere fleksibilitet til arbejderne er resultatet af ugelange strejker i det sydvestlige Tyskland.
Økonomien har det godt og arbejdsløsheden er lav i Tyskland. Derfor har den magtfulde fagforening IG Metall krævet højere løn og mere fleksibilitet til medlemmerne i det sydvestlige Tyskland i forbindelse med vinterens overenskomstforhandlinger.

Det er lykkedes: Medarbejderne får blandt andet en lønstigning på 4,3 procent over de næste 27 måneder og mere fleksibel arbejdstid.

Formand i IG Metall, Jörg Hofmann, kalder i en pressemeddelelse aftalen for “en milepæl på vejen mod en moderne og selvbestemt arbejdstid.”

Strejke har kostet arbejdsgiverne millioner
Aftalen faldt på plads mandag aften efter et langt og hårdt forhandlingsforløb, der startede allerede i november. Forhandlingerne er i den sidste tid blevet akkompagneret af en række punktstrejker, der især har ramt store bilproducenter som Daimler og BMW. Nedlæggelsen af arbejdet formodes at have kostet arbejdsgiverne op imod 200 millioner euro.

IG Metall har under forhandlingerne slået på, at lønmodtagerne ikke har fået del i den succes, som tysk industri har oplevet de seneste år.

IG Metalls oprindelige krav var en lønstigning på seks procent og mulighed for ansatte med børn eller plejekrævende familiemedlemmer at gå ned på 28-timers arbejde om ugen i en periode på op til to år. Sidstnævnte er lykkedes og er en stor gevinst for medarbejderne, der kan se frem til et mere fleksibelt arbejdsliv, siger Roman Zitzelsberger, forhandler og distriktsleder i IG Metall i Baden-Wuerttemberg.

Aftalen er indgået imellem IG Metall i delstaten Baden-Württemberg og arbejdsgiversammenslutningen Südwestmetall.

De offentligt ansatte vil også have højere løn
Den næststørste tyske fagforening Verdi, som dækker offentligt ansatte, forventes at fremsætte sit krav til de kommende forhandlinger for den offentlige sektor denne uge. Verdi forventes at kræve en lønstigning på 6 procent, eller en kortere arbejdsuge.

Verdi og IG Metalls medlemmer udgør tilsammen cirka 15 procent af den tyske arbejdsstyrke og de øvrige sektorer følger i høj grad deres lønudvikling.


Kommentarer fra Facebook

Annonce