Annonce

Arendt-exit giver comeback til tidligere formand

Tidligere formand for Kristendemokraterne, Marianne Karlsmose, bliver nu igen formand efter Isabella Arendts pludselige afgang
Kristendemokraternes hidtidige politiske næstformand, Marianne Karlsmose, bliver ny politisk formand for partiet - efter at Isabella Arendt tirsdag overraskende trak sig fra formandsposten med øjeblikkelig virkning.

Det skriver Kristendemokraterne i en pressemeddelelse.

"Med landsformandens fratrædelse pr. dags dato er det nu næstformændene, der varetager ledelsen af partiet. Det vil være den politiske næstformand, der nu overtager posten som fungerende landsformand og hovedbestyrelsen vil naturligvis tage hånd om de udfordringer, som situationen afføder," hedder det i pressemeddelelsen, som er underskrevet partiets organisatoriske næstformand, Niels Chresten Andersen, og partiets hidtidige politiske næstformand, Marianne Karlsmose.

Marianne Karlsmose er ikke ukendt med at stå i spidsen for partiet, som hun var formand for, fra 2002 til 2005. Hun er i dag regionsrådsmedlem i Region Midtjylland.

Hun trak sig fra formandsposten efter partiets valgnederlag ved Folketingsvalget i 2005 og blev dengang afløst af Bodil Kornbek, der siden er blevet socialdemokrat.

Kristendemokraterne skiftede navn fra Kristeligt Folkeparti under Marianne Karlsmoses formandsperiode.

Erkender højt konfliktniveau

De to næstformænd beklager Isabella Arendts øjeblikkelige afgang som formand. De erkender samtidig, at der på det seneste har været et stort konfliktniveau hos Kristendemokraterne:

Konfliktniveauet i ledelsen har igennem længere tid været højt

"Konfliktniveauet i ledelsen har igennem længere tid været højt, og det har nu ført Isabella til denne beslutning, som vi må tage til efterretning," hedder det således i pressemeddelelsen.

De understreger dog, at de tror på en fremtid for partiet:

"Kristendemokraterne er et parti med et stærkt politisk projekt bygget på stærke kristendemokratiske værdier om menneskeværd, bæredygtighed og frihed. Det projekt lever videre."

De skriver videre, at partiet har "et stærkt folkeligt mandat især i Ringkøbing-Skjern med 6 byrådsmedlemmer, men også både et folketingsmedlem (Jens Rohde, red.), regionsrådsmedlem og byrådsmedlemmer i Herning, Varde, Hedensted og på Bornholm".

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce