Arkitekt bag bankunion: Slut med skattebetalte redninger

Den nye bankunion skal flytte ansvaret for bankkrak fra skatteborgerne til bankens ejere. Men virker reglerne efter hensigten?
Det skal være slut med, at skatteborgerne hoster op med store summer for at redde nødlidende banker. Fremover skal aktionærer og indskydere bære den økonomiske byrde, hvis deres bank kommer i problemer og får brug for hjælp.

Sådan lyder budskabet fra Nicolas Véron, der er indbudt som hovedtaler ved en minikonference tirsdag eftermiddag, arrangeret af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Tænketanken Cevea. Over 100 mennesker har fundet vej gennem det regnvåde København til DIIS’ lokaler på Østerbro, for at blive klogere på, hvad vi egentlig har lært af finanskrisen her ti år efter.

Den 46-årige franske økonom er senior fellow ved tænketanken Bruegel, der især beskæftiger sig med økonomiske og finansielle spørgsmål. Nicolas Véron var en af de første til at lufte ideen om en europæisk bankunion, noget som EU-lederne i 2012 valgte at gøre til virkelighed. Netop Nicolas Vérons arbejde med bankunionen fik i 2012 det anerkendte amerikanske finansmagasin Bloomberg til at tage Véron med på sine liste over verdens 50 mest indflydelsesrige personer.

Bankunion satte stopper for krisen
Efter det obligatoriske indledende bøvl med powerpoint-showet lægger Véron ud med at slå fast, at man ikke kan undgå kommende finanskriser. I stedet vil han fokusere på, hvad vi har lært af krisen, og om den regulering, der er indført, har virket efter hensigten.

Skiftet fra ’bail-out’ til ’bail-in’ er måske det vigtigste skridt, der er sket i de ti år, der er gået siden finanskrisen

Der er forskellige fortællinger om, hvad krisen egentlig har handlet om. De første år gik fortællingen på, at krisen var noget, der blev påtvunget EU udefra, især fra de amerikanske banker. Men Véron peger på, at krisen i EU i høj grad også skyldtes, at de mange europæiske banker var i dårlig forfatning op til finanskrisen. En ubekvem sandhed, som det tog de europæiske stats- og regeringschefer lang tid at anerkende, selv efter at krisen var brudt ud.

Véron viser med powerpoint-slides, hvordan situationen i EU blev stadig værre frem til 2012, hvorefter udviklingen pludselig vender. Hvad skete der? Ifølge Véron skal det ses i lyset af, at EU’s stats- og regeringschefer netop i 2012 meldte ud, at de ville skabe en fælles europæisk bankunion i 2012.

Bankunionen består af to centrale elementer, nemlig den fælles tilsynsmyndighed (SSM) og den fælles afviklingsmekanisme (SRM). Den fælles tilsynsmyndighed er en form for fælles europæisk finanstilsyn, der er placeret direkte under den europæiske centralbank (ECB). Den fælles tilsynsmyndighed fører direkte tilsyn med de store banker i EU, mens det fortsat vil være op til de nationale myndigheder at føre tilsyn med de mindre banker.

Den fælles afviklingsmyndighed tager sig af at afvikle eller omstrukturere større, nødlidende banker. Når tilsynsmyndigheden har konstateret, at en bank er i problemer, kan den sende sagen videre til afviklingsmyndigheden, som herefter tager en beslutning om, hvad der skal ske med banken.

Fra “bail-out” til “bail-in”
En af de helt store nyskabelser med bankunionen er, at det fremover som hovedregel vil være bankens aktionærer, der skal bære de økonomiske byrder, når en bank kommer i krise. Man går fra et princip om ”bail-out” til ”bail-in”.

”Skiftet fra ’bail-out’ til ’bail-in’ er måske det vigtigste skridt, der er sket i de ti år, der er gået siden finanskrisen,” mener Nicolas Véron.

Lidt forenklet kan man sige, at ved en ‘bail-out‘ går staten ind og redder bankerne ved hjælp af skatteborgernes penge, for eksempel ved at staten opkøber bankernes dårlige lån eller skyder penge direkte ind i bankerne. Ved en ’bail-in’ er det derimod aktionærer og indskydere, der skal bære (hovedparten) af den økonomiske byrde.

Ud over at friholde skatteborgernes penge, så er formålet med bail-in også at disciplinere bankerne til at tage mindre risiko, fordi bankerne og deres aktionærer på forhånd ved, at de ikke bliver reddet af skatteborgerne, hvis deres risikable investeringer slår fejl.

Véron henviser i den forbindelse til de danske bankpakker, der netop indførte et ‘bail-in’-princip, som blandt andet blev taget i brug i forbindelse med konkurserne hos Amagerbanken og Fjordbank Mors.

”Da finanskrisen startede blev der i nogle lande udstukket nogle meget omfattende garantier, som ikke kun garanterede de almindelige indskydere mod tab, men også bankernes aktionærer. Det viser, hvor meget debatten har rykket sig de sidste ti år,” fortæller Nicolas Véron.

Er reglerne i bankunionen allerede brudt?
Hvordan er det så gået med at føre de nye principper ud i livet? Véron er overvejende positiv. Han henviser blandt andet til den spanske bank Banco Popular, der i sommer blev afviklet under de nye regler. En afvikling, der ifølge Véron ”fungerede godt”.

Derimod har flere sat spørgsmålstegn ved, om sommerens afvikling af de to italienske banker Popolare di Vicenza og Veneto Banca er sket efter reglerne. Her gav EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager grønt lys til, at den italienske stat kunne bruge 125 milliarder kroner på at afvikle de to nødlidende banker i form af kapitalindskud og statslige garantier. Er det ikke netop en fortsættelse af den ’bail-out’-strategi, man ellers ønskede at gøre op med?

”De to italienske banker blev afviklet efter nationale regler. Der er ikke sket noget, som er i modstrid med reglerne, for reglerne siger ikke, at man ikke må bruge skatteborgerpenge. Men det viser, at de nye regler ikke er fuldt udbyggede, og at der endnu ikke er kommet en fast rutine. Så nogle lande stadig vil gøre brug af bail-out”.

På plussiden tæller ifølge Véron, at der ikke længere er banker, der udgør en såkaldt systemisk risiko, det vil sige, banker der truer med at trække hele økonomien med sig ned, hvis de falder sammen. Og det gør det nemmere for politikerne at tage de næste, nødvendige skridt:

”Vi har fjernet de største risici, så der ikke længere er systematiske trusler. Men systemet er stadig for ustabilt, og der er brug for flere reformer. Jeg ser et muligt vindue for reformer de næste 18 måneder”, slutter han sin tale.

I skal også huske på, at så unikke er I altså heller ikke i Danmark

Danmark med i bankunionen?
Danmark er foreløbig ikke med i bankunionen på grund af vores Euro-forbehold. Det står Danmark frit for at tilslutte sig, hvis et flertal i Folketinget ønsker det. Der er dog knaster på vejen til dansk medlemskab. Der er især usikkerhed om, hvordan det særligt danske realkreditsystem, der ikke kendes tilsvarende fra andre EU-lande, vil blive håndteret under de fælles europæiske tilsynsmyndigheder.

Blandt andre Socialdemokratiet har gjort det til en forudsætning for dansk deltagelse i bankunionen, at der findes en løsning for dansk realkredit. Netavisen Pios udsendte spørger derfor efterfølgende Nicolas Véron, hvordan han vurderer muligheden for en løsning for dansk realkredit. Og Véron anerkender, at der er udfordringer i forhold til det danske realkreditsystem:

”Det er helt klart noget, der er behov for at undersøge nærmere, for I har et specielt og ”gammelt” system, som man ikke kender på samme måde i resten af Europa. Det kan godt være, at I vil blive nødt til at justere lidt på nogle af jeres regler, men jeg er nu ret sikker på, at man nok skal finde en løsning”, siger Véron fortrøstningsfuldt.

”I skal også huske på, at så unikke er I altså heller ikke i Danmark. Alle lande har jo på den ene eller anden måde nogen systemer, som adskiller sig fra resten. For eksempel har Holland også et system, der er meget specielt, og de er jo altså med i bankunionen. Så det er ikke sådan, at fordi vi har en bankunion, så skal alle lande harmonisere deres realkreditsystemer”.


Kommentarer fra Facebook