Blå partiledere ikke klar til at pege på Pape

Ingen af de blå partier vil på forhånd forpligte sig til at pege på enten Pape eller Ellemann som statsminister.
Foto: Pressefoto, Andreas Houmann, Det Konservative Folkeparti
Den konservative partileder Søren Pape Poulsen meddelte i dag, at han også er statsministerkandidat.

Så nu er både ham og Venstres Jakob Ellemann-Jensen udfordrere til den post, som i øjeblikket indehaves af socialdemokraten Mette Frederiksen.

Venstres Jakob Ellemann-Jensen er meget fåmælt om sin nye modkandidat:

"Nu er vi to super-kvalificerede statsministerkandidater. Det tror jeg er meget godt," siger han i følge Ekstra Bladet i forbindelse med et pressemøde, hvor Venstre lancerer et nyt beskæftigelsesudspil.

Ellemann tilføjer, at han ikke synes det er den mest overraskende nyhed i dansk politik, at Pape selv vil være statsminister.

Hvem har serveretten?

Jakob Ellemann-Jensen mener, at det er det største borgerlige parti, som skal have statsministerposten.

Søren Pape Poulsen vil lade det være op til de øvrige blå partier, at pege på hvem af de to partiledere som skal lede regeringen, skulle flertallet skifte, uanset hvem af V og K der nu bliver størst.

Borgerlige vælgere, som ønsker sig et klart svar på hvem deres parti peger på som statsminister efter et valg, må dog indtil videre væbne sig med tålmodighed, for umiddelbart er der ingen der er klar til at melde noget ud.

Inger venter

I en nøglerolle sidder lige nu Inger Støjberg, som i den seneste meningsmåling står til at få 17 mandater med sig ind i Folketinget med sit nye parti Danmarksdemokraterne.

Hun vil dog først tage bestik af partiernes politik og "hvem man kan stole på.

Nye Borgerliges Pernille Vermund vil vente til efter et valg med at pege, men at hun mener Pape ligger tættest på hende i udlændingepolitikken..

"Men lad os se på den anden side af valget, hvad de to kandidater vil," siger hun i følge DR.

DF vil have indflydelse

Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, siger at han er glad for, at Pape melder sig på banen.

Han vil dog have politisk indflydelse, inden han peger på den ene eller anden:

"Jeg kommer ikke til at sige et navn. Det vil betyde, vi allerede havde solgt vores sjæl. Jeg kommer til at sælge Dansk Folkepartis mandater så dyrt som overhovedet muligt."

LA saver visioner

Liberal Alliance har tidligere efterlyst at Søren Pape Poulsen meldte sig som statsministerkandidat, men partileder Alex Vanopslag siger til Ritzau at han savner visioner fra begge kandidater, og at han i øvrigt synes at Papes melding kommer meget sent.

 

David Troels Garby-Holm er redaktionssekretær, debat-redaktør og souschef på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Pape som statsminister: SUK!

Har han slet ingen venner?
.

ja det ville være fint hvis Pape blev statsminister, så ville vi få demokratiet tilbage.

Annonce