Det er udelukkende skrevet for i al mindelighed at huske Kristelig Fagforening, Det Faglige Hus og andre foreninger på, at deres såkaldte succes, deres discountpriser og deres – kun for nogens vedkommende – stigende medlemstal udelukkende er mulige i kraft af den traditionelle fagbevægelses fortsatte overenskomstarbejde og politiske indflydelse.

Nå ja. Det er naturligvis også en påmindelse til de politikere, der netop nu møder disse selvbestaltede, uforpligtede virksomheders forslag om at træde ind i et politisk forhandlingsrum uden tilstrækkeligt mandat med utidig flirten om præmisserne for en permanent trepartsinstitution.

Det vender jeg tilbage til.

Andre betaler

For hele den gule forretningsmodel er jo netop bygget på at kapitalisere på alt det, som andre har kæmpet hjem og forhandlet på plads. Som andre har betalt. Helt almindelige lønmodtagere, der forstår betydningen af at stå sammen.

Jeg er her ikke for at bede næste generation om at betale for gamle sejre. Eller for at rulle de samme gamle paroler ud. Eller for at slå mennesker, der har valgt de gule, oveni hovedet.

For de gule ER billigere. Man skal bare lige huske, at de kun kan være så billige, fordi de understøttes af alt det arbejde, som vi andre laver.

Det er bare, som om de gule har valgt at fortie og glemme og gemme dette til lejligheden 

Det vil nogen måske læse som om, at jeg forsøger at sige, at det er en tarvelig måde at lave forretning på. Men det er sådan set underordnet for mig.

Det centrale i argumentet om, at ”vi andre laver arbejdet” er, at hele de gule virksomheders forretningsgrundlag og lave prissætning er afhængig af, at de ikke svækker og stækker vores andres solide resultater og opgaveløsning.

Det er bare, som om de gule har valgt at fortie og glemme og gemme dette til lejligheden.

Faldende medlemstal

For ja det er desværre helt rigtigt, at de store fagforeningers organiseringsgrad er faldet – ikke mindst som direkte konsekvens af de gules ublu markedsføring af forsikringer og kurser og påstande om, at de har de samme varer på hylderne.

Men det er som om, at Kristelig Fagforening og resten af banden til gengæld ikke så gerne deler den viden, at vores overenskomster i den rigtige fagbevægelse dækker godt 80 procent af det danske arbejdsmarked.

Problemet for en mellemhandler er blot, at en mellemhandlers grundprodukt er skabt af andre  

Vi repræsenterer altså som parter ikke alene de lønmodtagere, som vi selv organiserer. Vi repræsenterer også dem, der enten har valgt fællesskabet fra eller har ladet sig overbevise om, at de kan nøjes med de gule mellemhandlere.

Problemet for en mellemhandler er blot, at en mellemhandlers grundprodukt er skabt af andre.

Utilstrækkeligt mandat

Så selvom de gule virksomheder selv synes, det lyder godt i medierne og i markedsføring på sociale medier at slå på os andre og komme med ind til bordet i en trepartsinstitution, så er min nagende mistanke, at de inderst inde er fuldt bevidste om, at de ikke sidder med et tilstrækkeligt politisk mandat til at føre eventuelle aftaler ud i virkeligheden bagefter.  

de gule forsøger at glitte sig op til noget, som de slet ikke har kapacitet eller legitimitet til

For det er jo netop hele forskellen på os og dem. Deres formål er at tjene penge til virksomheden.

Vores er at opretholde en samfundskontrakt mellem lønmodtagere, arbejdsgivere og det politiske system. Vi kan gøre det gennem aftaler, fordi det er os, der forhandler de aftaler.

Det kan de gule ikke.  

Markedsføringsstunt

Så når Krifas formand Jane Heitmann fantaserer om at komme ind til bordet, er der for mig at se blot tale om endnu et markedsføringsstunt, hvor de gule forsøger at glitte sig op til noget, som de slet ikke har kapacitet eller legitimitet til.

Eller oprigtigt ønsker at betale for konsekvenserne af.

For ja – store overenskomster, politiske forhandlinger og treparter koster. Og det er mig bekendt ikke en budgetpost, der har fyldt det store i de gules regnskaber tidligere.

Jeg vil dog afslutningsvis takke både Jane Heitmann og Kristelig Fagforening

Mon ikke det netop er derfor, de kan holde prisen nede? 

Så konklusionen er i virkeligheden ret nem: De gule skal ikke med til bordet af den simple årsag, at det ikke er et bord, de er kvalificerede til at sidde med ved.

Jeg vil dog afslutningsvis takke både Jane Heitmann og Kristelig Fagforening med flere for at holde os, der trækker læsset med at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår, på tæerne, stramme os an og dermed få en reel anledning til endnu engang at slå fast, hvad forskellen er på os og dem.

Og hvorfor vi er prissat forskelligt.