Annonce

Demokrati og repræsentativitet handler om antallet af hoveder – også i Trepartsinstitutionen

Det er tid til at nedrive FH-fagbevægelsens monopol. Der findes ikke rigtige og forkerte fagforeninger. Det skriver Jane Heitmann, formand for Krifa i et svar til både HK-formand, Anja C. Jensen og Netavisen Pios chefredaktør, Niels Jespersen.
Foto: Krifa
Jane Heitmann, formand for Krifa.
Følelserne må sidde udenpå tøjet i den del af fagbevægelsen, der traditionelt truer med strejker og arbejdsnedlæggelser, hvis ikke regering eller andre arbejdsgivere makker ret.

Ydmygende nederlag tilført af det politiske systems åbenlyse tilsidesættelse af den danske models uskrevne lov, hvor fagbevægelsens gamle venner har tromlet en samlet fagbevægelse flad med både afskaffelsen af store bededag og i lønfastsættelsen af store grupper på det offentlige arbejdsmarked, sætter sine spor.

Det samme gør de mange tæsk til fagbevægelsens selvforståelse fra de tusindvis af danske lønmodtagere, der har fravalgt fagbevægelsens nuværende tilbud om fællesskab.

Arbejdsmarked anno 2023

Udviklingen på arbejdsmarkedet rokker helt naturligt ved de privilegier og den politiske beskyttelse, som FH-fagbevægelsen gennem tiden har nydt godt af. En ny virkelighed tegner sig – velkommen til det moderne arbejdsmarked anno 2023 til alle FH’s ledere.

En ny virkelighed, som handler om at finde en vej til et nyt ståsted, der kan genopfinde fagbevægelsen som relevant for lønmodtagerne som andet end klakør for det politiske spektrum i rød blok.

HK forbundsformandens bandbulle i Netavisen Pio forleden var nemlig både grinagtig og tragikomisk

I det politiske totalteater, som HK’s forbundsformand Anja C. Jensen mener jeg har skabt, er der ikke længere tvivl om, hvem der spiller fransk klovn. HK forbundsformandens bandbulle i Netavisen Pio forleden var nemlig både grinagtig og tragikomisk.

”Det er til grin at være sjov, men det er ikke sjovt at være til grin”, som Per Stig Møller fremhæver i sin bog ”Dage og kampe”. Det er god humor, når HK-formanden takker Krifa for at holde HK på tæerne.

Storhedsvanvid eller mangel på forståelse

Men det er tragikomisk, når Anja C. Jensen puster sig op som repræsentant for Krifas medlemmer, ja sågar som repræsentant for den tredjedel af lønmodtagerne, der helt bevidst har fravalgt en fagforening herunder HK.

Enten er det bare pinlig storhedsvanvid eller også er det udtryk for total mangel på forståelse for begreber som repræsentativitet og legitimitet. Begge dele er lige slemt.

Det svarer jo til, at SMV-regeringen skulle repræsentere os alle

Anja C. Jensen repræsenterer ikke andre end de færre og færre medlemmer af HK. Hendes analogi, at fordi HK er med ved trepartsforhandlingsbordet på lønmodtagersiden, hvor cirka 80 procent er dækket af en overenskomst, så repræsenterer HK både medlemmer af andre foreninger og dem, som helt har fravalgt en fagforening, er en alvorlig misforståelse af begrebet repræsentativitet.

Det svarer jo til, at SMV-regeringen skulle repræsentere os alle, bare fordi den kan lave lovgivning, der dækker 100 procent af lønmodtagerne.

Det tror jeg selv Anja C. Jensen vil have sig frabedt.

Pio topper pinlighederne

Som om det ikke kunne blive værre, så topper Netavisen Pios egen redaktør, Niels Jespersen, pinlighederne ud i demokrati og repræsentativitet i en leder om samme emne: 

”Men demokrati handler ikke kun om at tælle hoveder”.

Okay! Den lader vi lige stå lidt til eftertanken har sat ind.

Heldigvis er verden da ikke skruet sådan sammen

For som Niels Jespersen fortsætter: 

”Det handler også om at forvalte og værne om de institutioner, der har formet vores samfund og sikret en balance mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.” 

Ja, hvor ville demokrati dog være en nem og regerelig størrelse, hvis nu bare man kunne sætte sine egne betingelser for deltagelse og kun talte dem med, som mener det samme som en selv, synes Niels Jespersen skræmmende ræsonnement at være her.

Heldigvis er verden da ikke skruet sådan sammen.

Vitale i treparten

Selvfølgelig tæller hvert eneste medlem af en dansk fagforening med – også de mange hundredetusinde medlemmer i de frie og uafhængige fagforeninger uden for hovedorganisationerne – og selvfølgelig skal de høres og have plads ved forhandlingsbordet, når regeringen etablerer en permanent trepartsinstitution, hvor al regulering på arbejdsmarkedet må forventes at skulle drøftes.

De frie fagforeninger er faktisk vitale at få med i treparten, ellers vil denne institution fra begyndelsen være uden et demokratisk mandat fra lønmodtagerne, da hele FH-bevægelsen tilsammen kun repræsenterer en tredjedel af lønmodtagerne.

FH i dag er tæt på at være en organisation primært for offentligt ansatte

Og på det store private arbejdsmarked repræsenterer FH-bevægelsen kun cirka hver fjerde lønmodtager, fordi FH i dag er tæt på at være en organisation primært for offentligt ansatte.

Faktum er, at en kommende permanent trepartsinstitution kun kan opnå legitimitet og tilstrækkelig repræsentativitet ved at alle fagforeninger kan blive repræsenteret.

Magtmonopol

Det gælder både FH-bevægelsen, AC og Lederne samt de frie fagforeninger som blandt andet omfatter Det Faglige Hus, Ase, Frie, Business Danmark og Krifa.

Der findes ikke rigtige og forkerte fagforeninger, ligesom der ikke findes rigtige eller forkerte politiske partier. Alle medlemmer og alle stemmer tæller med.

Det er tid til at nedrive det monopol

Der findes til gengæld et de facto magtmonopol i lønmodtagerrepræsentationen ved forhandlinger i Trepartsinstitutionen, som FH-bevægelsen er blevet tildelt politisk, men som ikke længere bygger på et medlemsmæssigt mandat fra lønmodtagerne.

Lønmodtagernes vandring mod blandt andet de frie og politisk uafhængige fagforeninger har reduceret den danske model til en mindretalsmodel. Det er selvfølgelig uholdbart.

Det er tid til at nedrive det monopol og give lønmodtagerne en flertalsstemme ved at genopfinde trepartsinstitutionen og give den danske model lønmodtagerrepræsentativ legitimitet igen.

Formand for Krifa.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jane, der er ikke plads til dig ved voksenbordet. Lev nu bare med det.

Fagforeninger arbejder i lønmodtagernes interesse. Fagforening lignende som Krifa og det faglige hus arbejder for arbejdsgivernes interesse.

Så der findes i den grad rigtige og forkerte fagforeninger.

De gule fagforeninger må jo have deres berettigelse siden de vokser støt. Man må
også lægge mærke til at de gule fagforeninger opfører sig nobelt.

Bent Hansen, det var trods alt Fagbevægelsen der "opfandt" A-kassen,
som senere blev overtaget af staten. Hvad bidrager de "gule" A-kasser med
andet end en billigere kontingent, som kun omhandler A-kasse bidraget, de
penge som "kunderne" betaler ekstra til de "gule" er bidrag til at administrere
indbetaling af A-kasse kontingentet. Men selvfølgelig bidrager kunderne også
til at betale en "rimelig løn til ejeren og bestyrelsen", samt bidrag til
den kristne indremissionske bevægelse, jeg tror ikke de betaler bidrag til
vores folkekirke, Jane Heitmann ved åbenbart ikke hvad hun står i spidsen for.
Men en A-kasse er ikke en fagbevægelse, A-kasse kontingentet bliver fastsat
af beskæftigelses ministeriet. Der kræves ikke, at der findes et tillidsmands
system, for at være medlem af en A-kasse. Derfor er Krifa KUN en forretning,
og kunderne "køber" KUN en administration af deres A-kasse kontingent.
Jeg går som givet ud fra, at Krifa og de andre "gule" afregner den indbetalte
kontingent med staten.

“Blind høne finder også korn”, siges det. Det gælder dog ikke i dette tilfælde, hvor Jane Heitmann kaster sig ud i en omgang forvrøvlet sludder uden hale og hoved. Det bedste der kan siges om dette skriv er, at her ses et tydeligt eksempel på de inderste tanker om fagforeninger hos de liberale væsner - også de vragede do.

Jeg mangler nogen svar fra formanden for Krifa. For eksempel: Hvad byder Krifa ind med af aftaler/overenskomster på arbejdsmarkedet? Hvilket må være et minimumskrav for at være deltager i treparts samarbejdet. Hvor var Krifa henne i kampen for at fastholde Store Bededag? (burde have været en oplagt sag!) På hvilken måde har Krifa tænkt at repræsentere deres kunders vidt forskellige, og ikke altid fælles interesser? (Jo, vi bøvler også med det i fagbevægelsen) Hvordan står Krifa i.f.t. den stigende tendens til et arbejdsmarked der udvikler flere og flere prekære ansættelser? Hvad er Krifas planer i.f.t. de kommende overenskomstforhandlinger i 2024? Altså udover at sidde med hænderne i skødet og vente på resultatet for derefter at fortsætte strandhugsten af medlemmer med udsagn som: "Du får det samme til billegere pris"?
Jeg venter på svar.