Annonce

Snylteri og fiduser - Hvad Dennis Nørmark ikke fortæller om de gule fagforeninger

FH-fagbevægelsen er i krise og bør lytte til råd og kritik fra alle sider. Men at kopiere de gule snylterbutikker er en blindgyde.
Foto: Grafisk afdeling
Netavisen Pios chefredaktør Niels Jespersen
Dennis Nørmark er en af borgerlige stemmer, der læses med størst interesse på begge sider af den politiske midte.

Statsminister Mette Frederiksen(S) er stærkt inspireret af bogen “Pseudoarbejde” og lavede i sin alt for korte karriere som podcaster en udsendelse med den liberale antropolog .

Desværre holder Nørmark ikke sit vanlige niveau i Politiken, hvor han bruger valget af FH-formand som anledning til at rose de gule fagforeninger som Krifa og Det Faglige Hus til skyerne.

De fremstilles som en apolitisk oase, der tilbyder medlemmerne ren billig service uden politisk dagsorden.

Fagforeninger uden overenskomster er bare ligegyldige

Nørmark glemmer, at de gule fagforeninger nyder godt af de overenskomster og rettigheder, som de røde fagforeninger kæmper for – uden at bidrage til disse forhandlinger eller at have en strejkekasse.

Med andre ord snylter de på den indsats og de ressourcer, som de røde fagforeninger investerer i at skabe fair arbejdsforhold for alle.

Uden røde fagforeninger til at udgøre en modvægt til arbejdsgiverne, ville de gule have lige så stor gennemslagskraft og relevans på arbejdsmarkedet som Ældre Sagen eller DGI.

de seneste to formænd for Krifa har været fremtrædende Venstre-politikere

At påstå at de gule fagforeninger er mindre politiske end de røde, er ligeledes vildledende.

For eksempel var Johnny Nim fra Det Faglige Hus kommunalkandidat for De Konservative. Ikke nok med det, de seneste to formænd for Krifa har været fremtrædende Venstre-politikere.

Så påstanden om, at de gule fagforeninger ikke har politiske bånd, falder til jorden. De har snarere stærkere bånd til borgerlige politikere, end de røde nogensinde har haft til deres fløj.

Formand Claus Jensen er hyppig gæst på Venstes landsmøder.

I dag er de fleste FH-forbund farveblinde som Dansk Metal, der søger indflydelse både på blå og røde regeringer. Formand Claus Jensen er hyppig gæst på Venstes landsmøder.

Fakta er bare at forbedringer for medlemmerne. Højere dagpenge og Arne-pension, typisk forudsætter socialdemokratiske regeringer.

Hvorfor ønsker liberalister mere magt til politikerne?

Det er fair at mene, at FH er en flok forstokkede pampere, men så er Det Faglige Hus’ Johnny Nim et sært forbillede. Han er med daværende BT chefredaktør Erik Meier Carlsens ord “...blevet afsløret som en mand, der systematisk har udnyttet medlemmernes tillid til at berige sig gennem et bredt udvalg af udspekulerede fiduser”.

Og hvorfor ignorerer Nørmark de gule fagforeningers målrettede forsøg på at underminere den danske aftalemodel ved at flytte reguleringen af løn og arbejdsvilkår væk fra overenskomsterne og over i Folketinget og EU? 

De Gule ønsker et lovreguleret arbejdsmarked

Man skulle ellers tro, at en liberalist ville værdsætte, at politikerne havde så lidt kontrol over arbejdsmarkedet som muligt.

Da Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg valgte at støtte en fælleseuropæisk mindsteløn udtalte daværende Krifa-formand, Eik Dahl Bidstrup: “Det er en sejr for alle lønmodtagere i Europa.” 

De Gule ønsker et lovreguleret arbejdsmarked. Det er den eneste måde, de kan blive relevante aktører, uden at påtage sig det omkostningsfyldte arbejde med at tegne overenskomster.

Nørmarks råd er ikke pengene værd

Til gengæld er den medlemskrise Nørmark påpeger reel. FH-forbundene er i krise, og så hjælper det ikke at have fine fornemmelser. Konsulenter som Nørmark lever af at rådgive store virksomheder og institutioner.

Derfor bør man i fagbevægelsen spidse ører, når nogen tager sig tid til at formulere en velunderbygget kritik. Uagtet hvor ondt sandheden gør.

Her er kritikken desværre bare ikke særligt brugbar. At kopiere de gule snylterbutikker, er ikke et råd som er værd at betale penge for.

Hvis det er en vittighed, så er det en vittighed politikere og embedsmænd i hele verden misunder os

Det kan sagtens være, at for en dygtig og højtlønnet konsulent som Nørmark er den danske aftalemodel "en joke".

Men den er resultatet af årtiers kamp og forhandlinger mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, og har sikret os et af verdens bedste arbejdsmarkeder.

Hvis det er en vittighed, så er det en vittighed politikere og embedsmænd i hele verden misunder os.

At afvise modellen på grundlag af personlige anekdoter og udokumenterede påstande er en smule dovent.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er bemærkelsesværdigt, som visse mennesker med et stærkt ideologisk udgangspunkt kan være så skarpe på områder, hvor deres ideologi ikke spærrer for udsynet, og så samtidig på andre områder, hvor der er mere på spil ift. det fastgroede verdenssyn, kan være så kiksede, klodsede og hjælpeløse i deres analyser.

Hvor er det bare spot on. Måske tiden er inde til konsekvent at tilføje ordet “overenskomstbærende” foran fagforening, når vi omtaler os selv. Det med rød og gul (eller burde vi kalde dem blå) har en uheldig reference til den politiske verden. Der er i min optik helt sikkert ikke noget galt i at være rød, men det som gør en fagforening til noget særligt er ikke farven, men dens lyst og evne til at sikre medlemmerne (og alle snylterne) nogle ordentlige løn- og arbejdsvilkår ved at indgå overenskomster. Det står i skarp kontrast til det Krifa og Det faglige Hus (og deres ligestillede) gør, eller rettere ikke gør. De leverer intet brugbart og bør i konsekvens af deres manglende bidrag også kaldes ved deres rette navn, nemlig fagforretning. Både fordi de rent faktisk ikke er foreninger og fordi deres mål er at tjene penge på deres kunder (som de sjovt nok kalder medlemmer) ved at snylte på de overenskomster og aftaler de overenskomstbærende fagforeninger har indgået. Dybest set er det tankevækkende at deres forretningsmodel ikke er forbudt.

Et rigtigt godt skriv NJ. Naturligvis er der en årsag til kontingenternes størrelse, når vi taler FH-fagforeninger kontra de gule foreninger. Det koster at kæmpe med og mod arbejdsgiversiden for at forbedre løn og arbejdsvilkår. De udgifter har de gule ikke. De nasser blot resultaterne ned i egne lommer uden indsats. Iøvrigt skorter det jo absolut ikke på arbejdsgiversiden investeringer - både hvad angår bopæl og forhandlingsberedskab.

Fagforenings udfordring. Der er for få medarbejdere der kender deres lokale faglige afd. Der er simpelthen for lidt dialog og der mangler netværk til at opbygge fælles relationer til forbundet. Kom ud af huset og få opbygget troværdighed og tillid til de mange medarbejdere på de forskellige arbejdspladser.

Fra røde fagforeninger til gule fagforeninger!

Fra et rødt socialdemokrati til et gult socialdemokrati!

Det ligger ligesom i tidsånden!

Fra et blåt Venstre til et blot LA!

Ligegyldigheden til ingen verdens penge er blevet tidsånden!

Alt skal være billigt!

Og kvalitet er der ingen der har tid til at undersøge!

Et æble er et æble! En fagforening er en fagforening!

Engang var et æble en guldborg, en Ingrid-Marie, en Filippa, en rød boskop, en transparent-blanc, etc.

I dag er alle æbler importeret og kun de færreste bemærker navn, land eller kvalitet! Kun prisen!

Der skal jo være råd til cafelatte med vennerne både i hverdagene og i weekenden!

Og hvad taler de så om?

Næste billige flyrejse til….ja, der hvor de endnu ikke har været!

Tiden er til selvrealisering!

Og Mette og Lars og Jacob selvrealiserer sig selv med selfie-bus når de smilestrålende modtages i alle landets lufthavne af Facebook-vennerne!

Road-show-selfie-sitdown- selviscenesættelses-kult-shopping-arrangementer!

Men at kopiere de gule amerikanske snylter-politikere er en blindgyde!

For første gang i snart et år mødte ægte røde fagforeningsmedlemmer op!

Kvalitets-bevidste danske medborgere og røde fagforeningsmedlemmer, der alle har fået nok af Mettes syltekrukker, udredningskommissioner, talmagikere, spindoktorer, og check-ryttere!

Kommuner og regioner har brug for pengene her og nu!

Eller udsend et katalog over hvad der kan/skal skæres bort!

Kender du en frivillig, der fortjener et skulderklap?

Borgmester H.C. Østerby Holstebro kommune, der turde sige sandheden om regeringens behandling af regioner og kommuner!

En mand der ved hvad han taler om!

Kvalitet i velfærden for børn, unge, syge og gamle!

Pusher-street i Holstebro er for længst fjernet med kvalitet i velfærdsydelserne til unge og gamle!

Landspolitikere der vil snylte på kommunerne ender i en Christiania blindgyde!

Kvalitet koster kassen!

Også ægte røde fagforeninger der skaber kvalitetsarbejdspladser overalt i Danmark - offentlig som privat!

Ledende fagforeningsfolk der kan deres kram!

De findes ikke på træerne!

Men opøves og trænes i årevis og udøver deres gerning med talent som en anden Jonas Vingegård!

Kvalitet koster! Selv for ydmyge ledere!

Det er noget vrøvl at påstå at alle æbler i dag er importeret - Der findes da masser af danske økologiske æbler ude i butikkerne og især her i højsæsonen for danske æbler- kan de da sagtens konkurrere på prisen og endnu vigtige på smagen med de udenlandske importerede -

Køb endelig dansk og støt op om de danske frugtavlere og gartnerier -Generelt mener jeg at dansk frugt og grønt sagtens kan klare sig i konkurrencen med udlandet - når man lige ser bort fra tomater i alle størrelser - her taber vi prismæssigt stort til de importerede sorter fra Spanien -

Dansk frugt eksporteres i stor stil til bla. Frankrig, for sydlige frugter får tykkere skaller og franskmænd foretrækker tyndskallede. Så det er markedspriserne i EU der bestemmer om vi spiser danske eller eller udenlandske æbler, transporterhvervet er den oplagte vinder.

Annonce