Dommen i medierne er hård efter formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen, til alles overraskelse tog livet af den permanente trepartsinsitution.

Den var ellers udset til at genskabe harmonien mellem regering og fagbevægelse oven på afskaffelsen af store bededag.

Her er tale om en uskøn afslutning på et i forvejen ikke særligt vellykket forløb. Efter at havde ført an i protesterne mod afskaffelsen af store bededag stillede forhenværende FH-formand Lizette Risgaard kravet om en permanent trepart for arbejdsmarkedets parter.

Regeringen kom hende i møde i en kronik i Politiken i dagene op til første maj. Få dage senere måtte hun trække sig som FH-formand, efter at havde gramset på unge mænd.

Havde regeringspartiernes ledere været lidt langsommere på tasterne, så er det et åbent spørgsmål om ikke treparten var død med Lizettes formandskab.

Det havde nok også været det bedste for alle parter, for den permanente trepart havde en række indbyggede problemer, som dens fortalere aldrig har givet et svar på.

Her er de fire bedste argumenter mod den permanente trepart.

1. Reparation af noget, der ikke var i stykker

Forslaget om en permanent trepartsinstitution var fra begyndelsen en ugennemtænkt idé. Den repræsenterede et forsøg på at reparere noget, der ikke var i stykker, ved at introducere en unødvendig formalisering.

Det nuværende trepartssamarbejde har nemlig både vist sig effektivt og tilpasningsdygtigt. Det så vi under coronaepidemien, hvor arbejdsmarkedets parter tog et fælles ansvar om at holde hånden under både virksomhederne og lønmodtagerne.

Systemet virker, så hvorfor lave det om?

Resultatet var en bragende succes, og Danmark kom bedre ud af epidemien med både færre døde og bedre økonomi end mange andre europæiske lande. Senere blev modellen genbrugt til at forhandle lønløftet til de offentligt ansatte.

Systemet virker, så hvorfor lave det om?

2. Medansvar for forringelser? Nej, tak

Fagbevægelsen både kan og skal tage et ansvar for helheden. Der er ingen arbejdspladser, hvis ikke hele Danmark klarer sig godt.

Men først og fremmest, så skal fagbevægelsen være til for sine medlemmer og kæmpe for deres interesser.

Det så vi i slaget om store bededag, og det kommer vi også til at se i diskussionen om den stigende pensionsalder.

Men det er nu engang regeringen, der må stå på mål for sin politik. Ikke arbejdsmarkedets parter.

Hvis fagbevægelsen lader sig låse fast til forhandlingsbordet i en permanent trepart, så vil fristelsen for politikerne blive stor for at dele ansvaret for upopulære beslutninger.

Men det er nu engang regeringen, der må stå på mål for sin politik. Ikke arbejdsmarkedets parter.

3. Ladeport for de gule

Selv om de gule fagforeninger som Krifa og Det Faglige Hus har masser af medlemmer, så spiller de en marginal rolle ude på arbejdspladserne.

Sådan må det naturligvis være, når man nasser på den etablerede fagbevægelses indsats.

Derfor var det med stor forventning, at Krifas formand, den forhenværende Venstre-politiker Jane Heitmann, så frem til den permanente trepart.

Men hvad hvis vi en dag står med en fagforeningsfjendtlig regering under statsminister Vanopslagh? 

Her så hun nemlig en mulighed for at skyde genvej til beslutningsprocessen uden at skulle bruge ressourcer på alt bøvlet med at tegne overenskomster.

Så længe regeringen består af partier, der bakker op om den danske arbejdsmarkedsmodel, er risikoen for at lukke de gule fagforeninger ind måske til at overse.

Men hvad hvis vi en dag står med en fagforeningsfjendtlig regering under statsminister Vanopslagh? 

4. Hvorfor dele pladsen med arbejdsgiverne?

Groft sagt: Hvis formanden for FH vil noget, så tager vedkommende telefonen og ringer til statsministeren. Her er ingen grund til at sidde og fedte med kalenderkoordinering og hvem, der kan på hvilke dage.

FH må have selvtillid og selvværd nok til at tro på sin egen vigtighed. At man er en ansvarlig og tillidsværdig partner, der altid stiller op med konstruktive løsninger, men samtidig ikke finder sig i at blive kørt over eller taget for givet.

Fagbevægelsen skal stå i egen ret

Virksomhederne og de store arbejdsgiverorganisationer har ingen problemer med at komme til orde.

De har masser af penge, og uddeler dem gavmildt til de borgerlige partier. Samtidig har alle de store aviser et borgerligt grundsyn på fordelingspolitikken.

Derfor var der ingen grund til at dele pladsen og taletiden med arbejdsgiverne i en permanent trepart.

Fagbevægelsen skal stå i egen ret, og det gøres bedst uden at være lænket til et permanent trepart.