Annonce

Leder: Den permanente trepart er død. Godt

Alle elsker treparter, så hvorfor ikke gøre den permanent? Det er der gode argumenter imod. Her er de fire bedste.
Foto: Grafisk afdeling
Niels Jespersen, chefredaktør på Netavisen Pio.
"Uforståeligt selvmål i FH-bevægelsen” og “nederlag for regeringen – ja vel faktisk en lille ydmygelse”.

Dommen i medierne er hård efter formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen, til alles overraskelse tog livet af den permanente trepartsinsitution.

Den var ellers udset til at genskabe harmonien mellem regering og fagbevægelse oven på afskaffelsen af store bededag.

placeholder

Her er tale om en uskøn afslutning på et i forvejen ikke særligt vellykket forløb. Efter at havde ført an i protesterne mod afskaffelsen af store bededag stillede forhenværende FH-formand Lizette Risgaard kravet om en permanent trepart for arbejdsmarkedets parter.

Regeringen kom hende i møde i en kronik i Politiken i dagene op til første maj. Få dage senere måtte hun trække sig som FH-formand, efter at havde gramset på unge mænd.

Havde regeringspartiernes ledere været lidt langsommere på tasterne, så er det et åbent spørgsmål om ikke treparten var død med Lizettes formandskab.

Det havde nok også været det bedste for alle parter, for den permanente trepart havde en række indbyggede problemer, som dens fortalere aldrig har givet et svar på.

Her er de fire bedste argumenter mod den permanente trepart.

1. Reparation af noget, der ikke var i stykker

Forslaget om en permanent trepartsinstitution var fra begyndelsen en ugennemtænkt idé. Den repræsenterede et forsøg på at reparere noget, der ikke var i stykker, ved at introducere en unødvendig formalisering.

Det nuværende trepartssamarbejde har nemlig både vist sig effektivt og tilpasningsdygtigt. Det så vi under coronaepidemien, hvor arbejdsmarkedets parter tog et fælles ansvar om at holde hånden under både virksomhederne og lønmodtagerne.

Systemet virker, så hvorfor lave det om?

Resultatet var en bragende succes, og Danmark kom bedre ud af epidemien med både færre døde og bedre økonomi end mange andre europæiske lande. Senere blev modellen genbrugt til at forhandle lønløftet til de offentligt ansatte.

Systemet virker, så hvorfor lave det om?

2. Medansvar for forringelser? Nej, tak

Fagbevægelsen både kan og skal tage et ansvar for helheden. Der er ingen arbejdspladser, hvis ikke hele Danmark klarer sig godt.

Men først og fremmest, så skal fagbevægelsen være til for sine medlemmer og kæmpe for deres interesser.

Det så vi i slaget om store bededag, og det kommer vi også til at se i diskussionen om den stigende pensionsalder.

Men det er nu engang regeringen, der må stå på mål for sin politik. Ikke arbejdsmarkedets parter.

Hvis fagbevægelsen lader sig låse fast til forhandlingsbordet i en permanent trepart, så vil fristelsen for politikerne blive stor for at dele ansvaret for upopulære beslutninger.

Men det er nu engang regeringen, der må stå på mål for sin politik. Ikke arbejdsmarkedets parter.

3. Ladeport for de gule

Selv om de gule fagforeninger som Krifa og Det Faglige Hus har masser af medlemmer, så spiller de en marginal rolle ude på arbejdspladserne.

Sådan må det naturligvis være, når man nasser på den etablerede fagbevægelses indsats.

Derfor var det med stor forventning, at Krifas formand, den forhenværende Venstre-politiker Jane Heitmann, så frem til den permanente trepart.

Men hvad hvis vi en dag står med en fagforeningsfjendtlig regering under statsminister Vanopslagh? 

Her så hun nemlig en mulighed for at skyde genvej til beslutningsprocessen uden at skulle bruge ressourcer på alt bøvlet med at tegne overenskomster.

Så længe regeringen består af partier, der bakker op om den danske arbejdsmarkedsmodel, er risikoen for at lukke de gule fagforeninger ind måske til at overse.

Men hvad hvis vi en dag står med en fagforeningsfjendtlig regering under statsminister Vanopslagh? 

4. Hvorfor dele pladsen med arbejdsgiverne?

Groft sagt: Hvis formanden for FH vil noget, så tager vedkommende telefonen og ringer til statsministeren. Her er ingen grund til at sidde og fedte med kalenderkoordinering og hvem, der kan på hvilke dage.

FH må have selvtillid og selvværd nok til at tro på sin egen vigtighed. At man er en ansvarlig og tillidsværdig partner, der altid stiller op med konstruktive løsninger, men samtidig ikke finder sig i at blive kørt over eller taget for givet.

Fagbevægelsen skal stå i egen ret

Virksomhederne og de store arbejdsgiverorganisationer har ingen problemer med at komme til orde.

De har masser af penge, og uddeler dem gavmildt til de borgerlige partier. Samtidig har alle de store aviser et borgerligt grundsyn på fordelingspolitikken.

Derfor var der ingen grund til at dele pladsen og taletiden med arbejdsgiverne i en permanent trepart.

Fagbevægelsen skal stå i egen ret, og det gøres bedst uden at være lænket til et permanent trepart.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er fuldt forståeligt, at fagbevægelsen trækker følehornene til sig med tanke på, dels hvor mange i både folketinget og regeringen der ville elske at hjælpe de gule til mere magt og indflydelse, og dels når man alene i dag kan se en anden artikel her på PIO om, hvordan Moderaterne tungekysser med KRIFA.

Jeg kunne ikke være mere enig med NJ end i denne sag. Tanken om en permanent trepartsinstitution ville uværgerligt føre til politisk ansvarsforflygtigelse og større afstand mellem fagforening og medlemmer.

Treparten giver eminent god mening i konkrete sager, som har FHs store og strukturelle interesse, men rollerne skal være tydeligt adskilte. Regering og Folketing skal tage ansvaret for deres del af beslutningerne, og fagbevægelsen skal kunne mobilisere i enkeltsager, - skidt for sig, og snot for sig...

Historisk førte trepart i Italien til Den Korporatve Stat, der blev til en topart og reel afskaffelse af parlamentet. Det har hele tiden undret mig, at ingen så det eller ville være ved de.

Annonce