Annonce

Bruce-hyldest: En ridder af ordentlighed

Arbejderikonet Bruce Springsteen fylder 70 år den 23. september. Peter Mogensen hylder Bruce for hans slåskamp for ordentlighed og kalder ham en "værdikriger".
Han er et stykke sprællevende musikhistorie. I nu snart et halvt århundrede har Bossen, Springsteen, Brooooce! – en elsket kunstner har mange navne – tryllebundet publikum med en blanding af rock, country og folk.

Den 23. september runder Bruce Springsteen et skarpt hjørne med sin 70-års fødselsdag.

I den forbindelse sætter Netavisen Pio ord på, hvad Bruce Springsteen og hans musik betyder for den moderne arbejderbevægelse. Vi tuner ind på hans danske fans for at forstå fødselarens betydning.

Den næste i rækken er uddannet økonom (cand.oecon) fra Aarhus Universitet.

Fra 1995 til 2000 var han embedsmand. Først i Finansministeriet som ministersekretær for daværende finansminister Mogens Lykketoft. Sidenhen som sekretariatschef i Statsministeriet, hvor han var særlig rådgiver for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Derudover spiller han selv en habil rockguitar og optræder gerne i bandet ”Helveg/Mogensen-band

Sammen med Michael Kristiansen, tidligere særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen, var han vært på det politiske magasin ”Mogensen & Kristiansen”, som blev sendt på TV 2 NEWS hver weekend i perioden 2008-2013.

I 2011 medvirkede han til etableringen af den samfundsøkonomiske tænketank Kraka, hvor han siden har været direktør.

Derudover spiller han selv en habil rockguitar og optræder gerne sammen med politiker Morten Helveg Petersen i bandet "Helveg/Mogensen-band".

Han hedder Peter Mogensen, og han er stor Springsteen-fan!

En del af noget større

Den nu 54-årige Peter Mogensen kan stadig huske, da han hørte ”Nebraska” i 7. klasse.

”Der tænkte jeg ’det her, det er fandeme for vildt’. Men så kom ’Born to Run’ efterfølgende, og der tænkte jeg: Gud er ankommet til Jorden igen.”

Gud er ankommet til Jorden igen

I 1984 startede Peter Mogensen på studiet i Aarhus. Samtidig udkom ”Born in the U.S.A.”

”Da den kom, forstod man ligesom, at det her, det var meget større end bare lige. Der vil jeg sige, at jeg for alvor blev fan.”

Peter Mogensen kalder det en glidende proces. Han var ret vild med Springsteens musik fra starten, men ”Born in the U.S.A.”, gjorde ham ligefrem manisk, siger han.

”Jeg var ret venstreorienteret”

Peter Mogensens største oplevelse med Bruce Springsteen er ”Tougher Than the Rest”-koncerten i ’88 inde i Parken. Dengang var Peter Mogensen selv i starten af 20’erne.

Han fortæller, at de sange, som Bruce Springsteen spillede, handlede om de personlige vanskeligheder, han var i og nævner numre som ”Brilliant Disguise” og ”Tougher Than the Rest”.

”Han havde kæmpe problemer i sit privatliv med hende konen, han gik fra,” siger Peter Mogensen og beskriver om sin egen relation til det amerikanske rockikon.

Mit forhold til ham er, at han er ligesom den der amerikanske storebror

”Mit forhold til ham er, at han er ligesom den der amerikanske storebror. Han har altid gået foran. De problemer jeg selv har fået, dem har han haft en del år før. Og det gik op for mig den aften i Parken med Bruce og E Street Band, at det var sådan relationen var.”

Der var således en høj grad af genkendelighed og spejling, fortæller en ærlig Peter Mogensen.

”Da pladen med ’Tougher Than the Rest’ kom, gik det virkelig op for mig, at det her også var meget tættere på mig.”

I sine første år med Bruce Springsteen var det dog noget lidt andet, der var i fokus.

”Jeg var ret venstreorienteret i den alder. Der var rigtig meget klassekamp i det. I de første år med ham var jeg meget på klassekamp-delen, hvor jeg kæmpede for de svage i samfundet, så jeg så også mig selv som en del af den bevægelse, der gjorde det.”

Hverken socialisme eller kapitalisme

Hvorfor er Bruce Springsteen politisk relevant i verden anno 2019?

”Ja, det er han jo faktisk, som du selv siger, i hele verden,” svarer Peter Mogensen prompte.

”Det, han advokerer for, er jo hverken socialisme, kapitalisme eller noget. Han advokerer jo dybest set bare for ordentlighed mellem mennesker. At vi organiserer os i fællesskab og behandler de dårligste af os på en ordentlig måde.”

Det er et budskab, som vækker genklang i alle lande og hos alle personer, mener Peter Mogensen.

Han er en ridder, der slås for ordentlighed mellem mennesker

”Det er jo ikke bare et spørgsmål om, at nu skal de rige give noget til de fattige. Det er jo også noget med stabilitet. Og du kan jo se ude i verden nu, især i den vestlige del af verden, hvordan mangel på stabilitet er et kæmpe punkt, fordi de velstillede er blevet ekstremt meget mere velstillede,” siger han og forklarer, at det har medført et oprør:

”Der er sådan et oprør fra neden med gule veste (i Frankrig), de stemmer helvedes højreorienteret i Italien, og populismen peaker frem overalt. Ring til Boris Johnson og Donald Trump.”

Han mener, at den sociale stabilitet dybest set kommer af, at man behandler de svageste på en ordentlig måde.

”Så det er ikke partipolitisk. Det er simpelthen bare, at vi behandler hinanden godt og ordentligt, og det står han (Bruce Springsteen) for. Og derfor tror jeg, det vækker genklang i alle lande.”

Værdikrigeren

Peter Mogensen har et hus i Toscana, hvor han er nede hver sommer. Men hvad der er mere interessant er, at ham, der passer huset, er en af de mest hardcore Springsteen-fans. Silvio hedder han.

Silvio og hans kone, Barbara, rejser hele verden rundt med Springsteen og har billeder, hvor de er helt oppe foran scenen, når han spiller på San Siro i Milano.

Peter Mogensen fortæller, at når han taler med Silvio, er de fuldstændig enige om, at det netop er de almengyldige budskaber, som Bruce har, der bærer overalt.

Bruce er en værdikriger. Det skal man ikke tage fejl af

”Ham italieneren er fuldstændig lige så vild med Bruce af samme grund som mig. Det er meget interessant at møde en fra et andet land, der har nøjagtig samme optik på det her, som jeg har. Så Bruce rammer vitterligt ’cross country’ med de her værdier,” siger han og fortsætter:

”Bruce er en værdikriger. Det skal man ikke tage fejl af. Og hans værdi er ordentlighed. Han er en ridder, der slås for ordentlighed mellem mennesker, og det kan vi godt lide.”

Kim Larsen var også en arbejderhelt

Peter Mogensen er ingenlunde bekymret for, at Bruce Springsteen skulle være musikkens sidste store arbejderhelt. De kommer hele tiden, fordi der altid er brug for budskabet, mener han.

”Som han (Bruce Springsteen) selv siger: For at nå og gøre det, han har gjort, skal man være virkelig vred og vedholdende. Man skal have haft en masse modgang i sin opvækst og på alle måder være blevet mast, så man bare skal ud med det på en eller anden måde. Og så skal du selvfølgelig også have et talent, der rækker” siger Peter Mogensen og fortsætter:

Men vi skal nok få arbejderhelte herfra, bare rolig

”Vi mennesker er ikke perfekt skruet sammen, og vi behandler heller ikke altid hinanden ordentligt. Så der vil altid være nogle, der kommer frem og har de samme vinkler, bare med et andet udtryk end Bruce, det er klart. Men vi skal nok få arbejderhelte herfra, bare rolig.”

Han nævner selv to eksempler på arbejderhelte inden for musikken, hvoraf den ene er den nu afdøde danske spillemand, Kim Larsen. Han nævner også Bono fra U2 eller U2 i det hele taget.

Overgangen fra ung til voksen

Peter Mogensen har svært ved at pege på den Bruce Springsteen-sang, der har største betydning for ham, for ”der er kraftedeme mange”, som han siger, og de har betydet noget forskelligt undervejs.

Han fortæller dog, at sangen ”Independence Day” har gjort stort indtryk på ham.

Overgangen fra ung til voksen. Den har ramt mig dybt

”Den har ramt mig dybt. Det her opgør med hans far. Jeg havde det godt med min far, han havde det til gengæld ad helvedes til med sin. Men jeg synes, at den sang har ramt mig meget på grund af overgangen fra ung til voksen. Den der frihedsdel. Overgangen fra ung til voksen, hvor man ikke kun får frihed, men også får ansvaret på sig. Den har ramt mig dybt på det tidspunkt, kan man sige.”

Derudover nævner Peter Mogensen ”No Surrender”, som er et topnummer i hans hoved. Sangen behøver ingen forklaring, siger han, for ”det siger selv”.

”Og så har jeg ikke en gang sagt ’Born to Run’ og alle dem, man ellers kender,” afslutter han.

Politisk medarbejder i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet