Svenske pop-ikoner genopstået til anmeldernes blandede begejstring

Anmelderne rynker på næsen af ABBA’s første album i 40 år. De internationale musikmedier er mere positivt anlagt over den overraskende genkomst.
Foto: Polar Music
Agnetha, Björn, Benny og Anni-Frid er tilbage med første album i 40 år.
Sidste uge indtraf en kæmpenyhed i det 21. århundredes musikhistorie.

En stor og dyr formulering, jovist, men de drejer sig om et nyt album med ABBA – det første af slagsen i 40 år.

’ABBA Gold’ alene har solgt 30 millioner albums. ABBA var muligvis på et tidspunkt større end The Beatles.

Og pludselig ligger der 10 nye sange fra gruppen, der har givet verden uopslidelige popsange som ’Dancing Queen’, ’Mamma Mia’ og ’The Winner Takes It All’.

"En maveplasker"

Hvordan kan dét ikke skuffe? ’Voayge’ har i hvert fald efterladt danske anmeldere undervældede.

”Selvom flere af sangene hæver sig over gennemsnittet, er ingen af dem i samme liga som de hits, kvartettens ry hviler på, ” skriver musikanmelderen Klaus Lynggaard i sin anmeldelse i Weekendavisen. ”En tam svensk tidsrejse,” lyder overskriften på hans tekst.

Og Klaus Lyngaard er ellers en af de høflige og høviske musikanmeldere fra ugeavisen, hvor man er Des med sin læser.   

Også den onde fætter på Ekstra Bladet, Thomas Treo, er mindre begejstret.

”Pladen er en maveplasker,” skriver Treo i en anmeldelse, der dog trods alt udløser 3 ud af 6 hjerter. Under samme tag nær Rådhuspladsen, på Dagbladet Politiken, skriver musikredaktør Simon Lund, at ABBA ”holder en dæmpet fest for fans, der kan græde lidt på dansegulvet uden at få en fibersprængning”.  

Et værdigt nostalgitrip 

ABBA’s forrige album, mesterværket ’The Visitors’ fra 1981, havde kun et enkelt mindre hit, ’One of Us’. Den sneg sig lige akkurat med på opsamlingen ’ABBA Gold’. Ellers var det også lidt af en tudetur sammenlignet med disco-euforien på tidligere albums.

Måske skal man derfor holde det nye album op mod dette seneste album i rækken, og ikke de kæmpe stadionbaskere fra midten af 70’erne.

I det store udland er man anderledes fornøjet over det overraskende udspil fra den svenske kvartet.

”Det første new ABBA-album i 40 år var ventetiden værd,” skriver det klassiske amerikanske musikmedie Rolling Stone.

Nutidens store amerikanske toneangivende musikmedie, Pitchfork, oplever, at ” albummet bygger videre på bandets arv, uden at forlade det som vi elskede ved deres klassiske plader til at begynde med”. Det britiske musikmagasin NME er også tilfredse og kalder ’Voyage’ en ”popnostalgisk rejse, som det er værd at tage med på”.

Anmeldere kloden over kan sandsynligvis blive enige om, at der ikke vil blive plukket mange sange fra ’Voyage’ til en fremtidig ABBA-opsamling. Men selve det faktum, at dette dybt uventede album nu findes i verden, er i sig selv med til at gøre 2021 til et mindeværdigt musikår.

Henrik Reinberg Simonsen (f. 1978) er kommunikationskonsulent og freelancefilmanmelder


placeholder

Kommentarer

Det undre mig lidt at Netavisen Pio er begyndt at anmelde musik af "afdankede" popgrupper, det kan man trygt overlade til f.eks. Billedbladet, Se og Hør, Ekstrabladet og BT, hvad skal vi med det i Pio? Her er der brug for oplysning om hvad der sker i samfundet og hvad politikkerne foretager sig i kommunerne og på Christiansborg.

Annonce