Derfor er Springsteen helt overvurderet

Når det handler om at indfange de yngre generationer af arbejdere er Bruce Springsteen næppe mere end bare en sveddryppende bedstefar i stramme jeans
Foto: Colourbox
For nogle år siden arbejdede jeg hos De Danske Fragtmænd. Her havde jeg hver dag ikke mindst fornøjelsen af at stemple ind sammen med Mohamed.

Mohamed var lige præcis det, nogen vel kalder en rigtig arbejder. Han var 3F’er, aldrig bleg for at tage fat og så elskede han fodbold. Derimod kneb det lidt mere med Bruce Springsteen. Alene bare det, at han jo faktisk aldrig kom på tale, sagde sådan set alt.

Og det er jo pointen. Bruce Springsteen viser nemlig, at man sagtens kan give stemme til alverdens arbejdere uden at være elsket af arbejdere selv.

Hang til smørrebrød, årskort til Brøndby Stadion og kærlighed til Bruce er genvej til at være en 'ægte' socialdemokrat

Alligevel skal man igen og igen trækkes med klicheen om at ægte arbejdere er sådan nogle, der er til Bruce Springsteen. Faktisk kan man i visse kredse få fornemmelsen af at hang til smørrebrød, årskort til Brøndby Stadion (alternativt GF eller AAB) og kærlighed til Bruce er genvej til at være en 'ægte' socialdemokrat.

Hvis man kan sætte hak ved alle tre, så er man godt på vej i arbejderbevægelsen. Forestillingen er selvfølgelig ikke forkert. Men den er bestemt heller ikke rigtig. Spørger man mig, er der faktisk flere grunde til at Bruce Springsteen som er en autentisk og relevant stemme for arbejderklassen anno 2019 er overvurderet. I hvert fald lidt overvurderet.

Bruce VS. Larsen

Først og fremmest handler det helt grundlæggende om smag.

I dag udgør den danske arbejderklasse, ifølge Lars Olsen, omtrent 40 procent af befolkningen. En pænt stor sjat. I hvert fald stor nok til at man vel ikke bør se den som bare en ensartet masse med hang til stegt flæsk med persillesovs alle sammen.

Nok til at man ikke bør se arbejderklassen som en ensartet masse med hang til stegt flæsk med persillesovs

Volbeat, Ed Sheran - eller hvad er det nu hun hedder hende fra X-Factor? - ville derfor være ligeså sandsynlige, hvad angår arbejderklassens musikforbrug i dag, som at Socialdemokratiet taber stemmer til Enhedslisten eller Nye Borgerlige ved næste valg.

For objektivt set handler det vel om spejling. Om fortrolighed. Ikke bare sprogligt, altså, at man simpelthen forstår, hvad manden i det hele taget synger. Også kulturelt. Så man rent faktisk forstår, det der sker imellem linjerne.

Hvad jeg forestiller mig er, at engelsk ikke nødvendigvis er så udbredt blandt danske faglærte. Heller ikke nødvendigvis blandt nydanske i øvrigt. Holder det stik, bliver sange som ”Born in the USA” og ”The Ghost of Tom Joad” blot hørt som en blegnæbet rockgrimasse rundt omkring på stilladserne, i værkstederne, hvorfor man vel ligeså kan høre AC / DC,  Volbeat eller Suspekt.

Hvad angår de store hovedsprog, skriver Georg Brandes, har deres styrke i alvor og patos; det danske i ironi og lune. ”Lune Larsen”, tænker du måske? Hvis ikke, så gør jeg. Med det siger Brandes også, at sprog er kultur. Ikke bare betydning.

Den gamle hankat Larsen udgør et langt bedre bud på arbejderklassens stemme

Så selvom Bruce Springsteen og nu afdøde Kim Larsen har en hel del tilfælles, nemlig, at de skildrer de små i samfundet poetisk, mundret og mesterligt, er den springsteenske socialrealisme alligevel hverken sprælsk, sjov, eller blot lun.

På disse breddegrader vil jeg derfor nok være mest tilbøjelig til at sige, at den gamle hankat Larsen udgør et langt bedre bud på arbejderklassens stemme. Dog med det forbehold at alderen fjerner ham en smule fra de yngre generationer af arbejdere.

Nye tider - nye helte

Men lad os ikke glemme generationerne. For naturligvis spiller alder også en rolle i det her regnestykke, hvorfor det er relevant at tage yngre kunstnere i betragtning.

I Danmark måske Suspekt eller Sivas

I England har man lige nu Stormzy. I Sverige har man Hurula. I Danmark måske Suspekt eller Sivas. Den eksploderende ulighed vi oplever globalt i de her år, kalder tydeligvis på nye helte til en ny generation.

Godt nok viste en amerikansk undersøgelse fornylig, at unge mellem 18 til 25 år i højere grad kender musik fra 60’erne til 90’erne end musik fra i dag. Så nej, det lyder ikke sådan.

YouTube, Spotify og et par earplugs, hvad man de fleste unge naturligvis er væbnet med, betyder imidlertid at den nye generation lytter til 75 procent mere musik dagligt end tidligere generationer, hvad undersøgelsen ikke fortæller om.

"Øhm, Wrecking Ball? Var det ikke den med Miley Cyrus?
"

- "Øhm, Wrecking Ball? Var det ikke den med Miley Cyrus?" kunne derfor lige så sandsynligt være svaret, hvis man havde smuttet forbi landets tech-skoler og spurgte sommerens nybagte svende.

Måske ligger det bare til tiden. Et oprør mod oprørskheden. Mod efterkrigsgenerationen, 68’ernes prædiken. Meget, hvis ikke alt, er til forhandling; historien, politiske partier ikke mindst, og autoritet er med andre ord ikke bare noget, man har. Man gør sig fortjent. Også Bruce Springsteen.

Sveddryppende bedstefar i stramme jeans

Hvad der er vanskeligt for en kunstner som Bruce, er altså ikke bare at fremstå autentisk og relevant for dem, hvis social ulighed og klasseforhold simpelthen rager en bjælde. Hvis man samtidig ikke har blik for hvordan unge oplever verden, bliver det ikke nemt at få ørenlyd.

Nu er han bare en sveddryppende bedstefar i stramme jeans

Bare spørg Paul McCartney. Samarbejdet mellem ham og Kanye West blev dengang modtaget af en række tweeters, der åbenbart synes, at ham der McCartney nu kunne se frem til sit store gennembrud takket være Kanye West. Det fik han aldrig.

Med andre ord var Bruce Springsteen måske nok den musikalske legemliggørelse af en cool og ny generation af unge arbejdere midt i kartoffelkur og kold krig. Nu er han bare en sveddryppende bedstefar i stramme jeans, man måske uopmærksomt fik hørt på Spotify eller tilfældigt så på en festival sidste sommer, inden man smuttede videre til Suspekt.

 

Kulturskribent og anmelder


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Rock er fedt, mænds livserfaringer sat i musik er fedt. Musikerne er mangemillionære som fodboldspillerne og filmstjernerne vi kigger på. En dag bliver vi der er tiltænkt forbrugerens rolle stjerner i vores eget liv. også kvinderne. tillykke med fødselsdagene.

Måske de yngre generationer bare skulle ville lytte lidt til de ældre. Nu har vi jo i Danmark (stort set) været forskånet for rå krigserfaringer på nær de seneste år i Irak og Afghanistan, men Bruces tidligere år indeholdt både generations- og krigsopgør, og dermed var og er han superrelevant, hvis man vil gå ind i hans univers og tematik.

Men det kræver, at man gerne vil ud over Danmarks grænser, - vil man det, så rører Bruce ved almenmenneskelige og livskloge temaer med både skønhed, voldsomhed og rock-ynde..