Annonce

Cheføkonom: Uddannelsesløft på 110 procent af dagpenge er en succes

Ordning markerer et nybrud i den økonomiske politik som ofte har handlet om incitamenter. Vigtigt at huske i debatten om mangel på kvalificeret arbejdskraft.
Under coronakrisen har tusindvis af lønmodtagere mistet deres job. Det har især ramt ufaglærte hårdt. Erfaringerne fra tidligere kriser er, at ufaglærte, som bliver ledige, let kan blive fanget i langtidsledighed og miste tilknytningen til arbejdsmarkedet.

På den baggrund vedtog Folketinget sidste sommer at forbedre mulighederne for at opkvalificere ledige.

Den nye midlertidige ordning indebærer, at man som ledig har mulighed for at opkvalificere sig på 110 procent af dagpengesatsen, hvis man som ufaglært eller faglært med en forældet uddannelse starter på en uddannelse med gode jobmuligheder.

Bliver brugt flittigt

Forleden offentliggjorde Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at den nye ordning, som trådte i kraft 1. august 2020, bliver brugt flittigt.

Fra august 2020 til januar 2021 er der påbegyndt 1.500 uddannelsesforløb, hvoraf cirka 1.000 er forløb er på den nye ordning.

Det er en fantastisk nyhed, der blev temmelig overset i nyhedsstrømmen.

Opkvalificering og efteruddannelse er hjørnesten i genopretning

Håndteringen af coronakrisen og genopretningen drejer sig nemlig ikke kun om hjælpepakker, vacciner, genåbning og feriepenge.

Ofte har blikket nemlig været stift rettet mod økonomiske incitamenter som værktøj.

Den drejer sig mindst lige så meget om opkvalificering og efteruddannelse. Her markerer muligheden for at starte på en relevant uddannelse på 110 procent af dagpengene virkelig et nybrud i den økonomiske politik.

Ofte har blikket nemlig været stift rettet mod økonomiske incitamenter som værktøj.

Gode muligheder for et regulært forårsboom

Mange tænker sikkert, at nu da smitten er kommet under kontrol, og vi er i gang med at genåbne samfundet, vil de, som har mistet deres arbejde under krisen, hurtigt komme tilbage i arbejde.

Det er ikke sikkert, at det udvikler sig til en jobfest for alle

Antallet af tilmeldte ledige er da også faldet i løbet af marts og april, og antallet af jobannoncer på nettet var i marts på sit højeste niveau siden finanskrisen.

Der er bestemt gode muligheder for et regulært forårsboom i økonomien, men det er ikke sikkert, at det udvikler sig til en jobfest for alle.

Langtidsledighed vokser

Langtidsledigheden er under krisen vokset med 15.000 personer. Selv under den første genåbning, hvor køen af ledige blev kortere, fortsatte langtidsledigheden med at vokse.

Det skyldes ofte mangel på de rigtige kompetencer, ligesom længere ledighedsforløb kan resultere i sociale og helbredsmæssige problemer.

Langtidsledige står heller ikke øverst på arbejdsgivernes ønskeseddel, og for dem, der allerede er blevet langtidsledige, er vejen tilbage i beskæftigelse længere end for dem, som kun har været ledige i kort tid.

Ufaglærte ledige er i højrisikogruppen for at ende som langtidsledige, hvis de ikke opkvalificerer sig. Det samme gælder for de lidt ældre ledige, som har passeret 50 år, og hvor en del måske har en lidt ældre uddannelse i bagagen.

Lad os håbe, at vi denne gang fokuserer på opkvalificering

Det er utroligt vigtigt, at arbejdsstyrken bliver klædt bedre på til fremtidens opgaver, så vi ikke pludselig står og mangler faglært arbejdskraft i for eksempel industrien, samtidig med at ledigheden for ufaglærte forbliver høj.

Om ikke så forfærdeligt længe vil der igen dukke historier op om mangel på kvalificeret arbejdskraft, men lad os håbe, at vi denne gang fokuserer på opkvalificering, så de ledige opnår de kompetencer der efterspørges fremfor at tro, at det hele bare kan klares ved at skære i dagpengene eller kontanthjælpen.  

 

Erik Bjørsted er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og beskæftiger sig primært med makroøkonomiske analyser af dansk og international økonomi. Han er uddannet cand.scient.oecon. fra Københavns Universitet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Ordning markerer et nybrud i den økonomiske politik som ofte har handlet om incitamenter. Vigtigt at huske i debatten om mangel på kvalificeret arbejdskraft."

Selvfølgelig er det en succes, og det skal selvfølgelig fortsætte - det er det vi skal leve af fremover...