Skal vi være bekymret for den voksende inflation?

Inflationen kan sagtens være for høj, men det er vigtigt at forstå årsagerne til at den stiger. Men ikke al inflation er af det onde, mener cheføkonom.
Inflationen er taget kraftigt til både herhjemme og i resten af verden. Men hvor bekymrede skal vi være?

Er stigningen i inflationen blot et midlertidigt fænomen i kølvandet på coronakrisen, eller er de stigende priser af mere permanent karakter? Er økonomien ligefrem ved at overophede?

Spørgsmålene er mange, og man skal holde tungen lige i munden, når man analyserer inflationstallene.

Allerførst er det værd at pointere at inflation ikke nødvendigvis er af det onde. Og faktisk kan inflationen somme tider også være alt for lav.

Efter finanskrisen har inflationen flere gange været så lav, at man en overgang frygtede, at priserne ville begynde at falde – altså deflation.

Hvis det skete, ville der være stor risiko for, at efterspørgslen i økonomien gik i stå. For eksempel ville forbrugerne, hvis der kom deflation, blive tilskyndet til at udskyde deres forbrug, fordi de ville kunne købe varerne billigere i morgen.

For at undgå deflation iværksatte Den Europæiske Centralbank, ECB, efter finanskrisen store opkøbsprogrammer og har flere gange sat renterne ned for at stimulere forbrug og investeringer, så inflationen, og dermed pulsen i det økonomiske kredsløb kunne komme op.

Inflation kan medføre så høje lønninger, at der bliver fyret ekstra mange, når økonomien næste gang bliver ramt af et tilbageslag.

Det var en medicin, som den europæiske økonomi fortsat var afhængig af på trods af opsvinget inden coronakrisen.

Omvendt skal man også passe på med, at inflationen bliver for høj. En høj og accelererende inflation kan medføre så høje lønninger, at der bliver fyret ekstra mange, når økonomien næste gang bliver ramt af et tilbageslag.

Og høj inflation kan sætte sig i forventningerne således, at vi begynder at forvente, at høj inflation er det ”normale”. Det gør det svært at få inflationen ned igen.

Det var det vi oplevede i 1970’erne. Derfor skal man ikke vende det blinde øje til inflationen. Man skal undgå, at økonomien overopheder.

Når man ser på de aktuelle inflationstal, er det derfor vigtigt at spørge sig selv, om inflationen er udtryk for, at økonomien er ved at overophede eller inflationen blot er udtryk for nogle midlertidige udsving.

Den overordnede vurdering blandt mange økonomer lige nu er, at den voksende inflation i høj grad er drevet af midlertidige forhold.

Forsyningskæderne er pressede

Genopretningen i den globale økonomi er gået langt hurtigere end forventet, og derfor er der i øjeblikket en massiv global efterspørgsel efter varer. Samtidig kniber det med at få fragtet varerne rundt i verden.

Der er få ledige containere på skibene og uden for Kinas og USA’s havnebyer ligger containerskibene i lange køer og venter på at kunne lægge til i havnene.

Kødannelsen skyldes dels, at der mangler mandskab til at håndtere de ekstraordinært mange skibe på havnene, og samtidig er der i mange havne fortsat skrappe restriktioner som følge af COVID-19. Forsyningskæderne er pressede, og det gælder i særdeleshed også for de råvarer virksomhederne skal bruge til produktionen.

Som resultat er producentpriserne skudt voldsomt i vejret. Forbrugerpriserne er dog ikke vokset i samme omfang som producentpriserne.

Det afspejler sandsynligvis, at producenterne fortsat ser de øgede produktionsomkostninger som midlertidige, og derfor i første omgang kun i begrænset omfang har overvæltet de højere produktionsomkostninger i forbrugerpriserne.

Piller man energi og uforarbejdede fødevarer ud af inflationstallene og ser på kerneinflationen, er den da også fortsat relativt moderat.

I Euro-området er kerneinflationen lige omkring to procent, og i Danmark er kerneinflationen på knap halvanden procent. Det er i sig selv ikke voldsomt, og det er en indikation af, at Euroområdet og den danske økonomi ikke er overophedet.

Lugter ikke af overophedning

Samtidig er det også værd at bide mærke i, at lønstigningstakterne i euroområdet fortsat er moderate.

Og selvom BNP stort set er genoprettet i Euroområdet, er beskæftigelsen fortsat cirka to millioner personer lavere i Euroområdet end før krisen. Det lugter ikke just af overophedning.

Heller ikke herhjemme er økonomien overophedet. Lønstigningerne tog godt nok til i andet kvartal 2021, men det skyldtes i høj grad teknik, fordi en række lokale lønforhandlinger på grund af COVID-19 først faldt sent på plads.

Når det er sagt, er det fint at stramme finanspolitikken

Samtidig er Danmarks konkurrenceevne betydeligt stærkere, end den var i 2008 inden finanskrisen og forbrugerne og virksomhederne har i modsætning til tiden op til finanskrisen denne gang været relativt mådeholdende.

Det mindsker risikoen for en hård landing.

Når det er sagt, så er det fint at stramme finanspolitikken i Danmark, så risikoen for en overophedning mindskes, men der er ikke grund til at male fanden på væggen.

Pengepolitikken kan vi ikke gøre så meget ved i Danmark, da vi i kraft af vores fastkurspolitik er bundet til den pengepolitik, som Den Europæiske Centralbank fører.

Erik Bjørsted er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og beskæftiger sig primært med makroøkonomiske analyser af dansk og international økonomi. Han er uddannet cand.scient.oecon. fra Københavns Universitet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Vi har i mange år haft en absurd inflation i aktiekurser som p.g.a. den manglende afsmitning på real økonomien ikke har fået økonomernes bevågenhed. Stigningerne er i høj grad begrundet i den ekstremt lempelige pengepolitik hvor seddelpressen populært sagt har været på overarbejde og sat ekstra gang i finanssektorens pyramidespil med den konsekvens at den økonomiske uligheden er steget kraftigt. Nu rammer tendenserne så realøkonomi og i stedet for at adressere problemets rod den lempelige pengepolitik fokuserer økonomerne på finanspolitikken med krav om stramninger. Hvis det handlede om øgede skatter på de rigeste som har scoret gevinsten på aktiestigningen ville det give mening. Desværre er målet med finanspolitiske stramninger næsten altid at ramme almindelige forbrugere og skære på offentlige udgifter. To tiltag der kun vil forværre den stigende ulighed. Jeg savner en langt mere kritisk tilgang fra Erik Bjørsted til den førte økonomiske politik som reelt forholder sig til de alvorlige konsekvenser af den stigende ulighed og den alvorlige risiko for en stagflations krise som verden står i.

Det lyder lidt som CEPOS:

Pyt med at priserne stiger - vi tjener det hjem på stigende aktie- og huspriser.

Hvorfor nævner AE ikke at de private banker trykte 140.000.0000.000 nye kroner i 2020?

Selv en sømand som jeg kan regne ud,
at det giver inflation.

Annonce