Pio anbefaler: Her er 5 bøger, som du bør læse til kvindernes kampdag

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag giver Netavisen Pio et bud på fem skarpe bøger, der klæder ligestillingsdanmark på til kamp.
Colourbox
Dea Trier Mørch: Vinterbørn 

”Vinterbørn” er et nøgleværk. Ikke bare for Dea Trier Mørch. Men også indenfor moderne kvindelitteratur. Sjældent har litteraturen dedikeret sig så indlevende og nuanceret til fødsler og kvindeliv, som hvad angår Dea Trier Mørchs klassiker.

Den hudløse fortælling udspiller sig omkring en nytårsaften i 70’erne. Vi befinder på Rigshospitalets fødeafdeling, hvor vi følger 18 gravide kvinder på tværs af samfundslag.

”Vinterbørn” står i dag som eviggyldigt statement om samfund og kvindeliv

Selvom romanen nok må regnes for Dea Trier Mørchs mest folkelige værk, forener den måske noget uvant for hvad mange forbinder med ”folkelighed” et socialistisk statement om, at vi som mennesker er født lige og afhængige af hinanden, og et feministisk ditto om marginaliserede kvindeliv med alt fra husarbejde og omsorgsarbejde til det at give til et barn.  

Sammen med de ikoniske linoleumssnit, der ledsager fortællingen, står ”Vinterbørn” i dag som eviggyldigt statement om samfund og kvindeliv, der er mere end bare et nostalgisk trip tilbage til 70’ernes Danmark, hvad der måske forklare hvorfor den blev genudgivet i 2016.

Sara Omar: Dødevaskeren

I 2018 vandt Sara Omar Læsernes bogpris for sin hjerteskærende debut, og siden Årets Victor fra Ekstra Bladet. Bogen følger den lille pige Frmesk fra hun bliver født i 1986 i en by i Kurdistan til 30 år senere bliver indlagt på Skejby Sygehus med alvorlige skader på krop og sjæl.  

Romanen er et voldsom vidnesbyrd om kvindeundertrykkelse

Romanen er et voldsom vidnesbyrd om kvindeundertrykkelse og et meget udsat pigeliv. Men den er også et feministisk kampskrift fra en voksen kvinde, der modigt og inspirerende ønsker at reformere en de konservative muslimske samfund, hvor islam bruges til at retfærdigøre ens ugerninger mod kvindekønnet.

Med et levende og vedkommende sprog giver Sara Omar ekspressivt stemme til et globalt problem, vi på disse breddegrader efter alt at dømme aner alt, alt for lidt om, men som vi uden tvivl bliver nødt at få talt noget mere om.  

Elena Favilli, Francesca Cavallo (m.fl.): Godnathistorier for rebelske piger

I 2017 udkom en farverig børnebog, som siden er blevet oversat hele 47 sprog, nemlig ”Godnathistorier for rebelske piger”. Bogen byder på 100 inspirerende fortællinger om kvinder, der på den ene eller anden måde har gjort noget særligt. Både før og efter.

Kleopatra, Astrid Lindgren, Coco Chanel, Michelle Obama, Malala, Marie Curie og mange flere. Kendte, men også knapt så kendte, og - for nok mange andre end mig selv for mig en god sjat, der er totalt ukendte.

”Godnathistorier for rebelske piger” er et herligt oplysningsprojekt

Men hey, det fremhæver måske i virkeligheden kun projektets relevans. Bogen er nemlig mere end bare en sjov og charmende sag fyldt med eventyragtige godnathistorier. Den er i høj grad også resultatet af makkerparret Favilli og Cavallo, der forud for udgivelsen havde bemærket mediernes ringe evne til at skildre stærke kvinder i vigtige positioner.

Med andre ord er ”Godnathistorier for rebelske piger” et herligt oplysningsprojekt, der er motiveret af ønsket om at inspirere piger overalt i verden til, at de kan blive lige præcis, hvad de vil: Forfattere, politikere, kunstnere, aktivister, astronauter, you name it.

En fantastisk bog, der kan, men egentlig også burde læses af alle! 

Dy Plambeck: Til min søster

”Til min søster” er blevet kaldt en fuck-finger til kernefamilien. Undervejs er man da heller ikke i tvivl om hvorfor. Dy Plambeck har nemlig lavet en fandenivoldsk roman om vold og ustyrlige lyster, moderskab og morderisk galskab. Om to søstre, der vil leve et anderledes liv uden skam.

En fandenivoldsk roman om vold og ustyrlige lyster, moderskab og morderisk galskab

Vi følger søstrene Aya og Andrea, der er midt i trediverne. Den ene føder en datter, Nola, efter at faren har forladt hende. Den anden forlader sin voldelige kæreste. Væbnet med et jagtgevær i bagagerummet tager de sammen til Sverige med lille Nola på bagsædet, hvor de prøver at finde sig selv og hinanden.

Med stor energi fører bogen ”dansk litteratur – og kvindekamp – ind i en ny tid”, skrev man fornyligt, da Dy Plambeck modtog Politikens Litteraturpris. Og undertegnede er tilbøjelige til at give dem ret. Også selvom den i bredere forstand ligesom meget er en bog om stå ved sig selv, uanset hvor kaotisk ens liv end må se ud for andre.

Mathilde Fibiger: ”Clara Raphael. Tolv breve”

”For første Gang i mit Liv føler jeg Sorg over at jeg ingen Mand er… Er det med Rette at de halve Mennesker ere udelukkede fra al aandelig Beskræftigelse? Eller har virkelig Vorherre skabt os af et ringere Stof end Mændene?” 

Sådan spørger en ung Clara Raphael sin veninde Mathilde i brevromanen ”Tolv Breve”. Hun har lige søgt arbejde som guvernante, dvs. barnepige, fordi hun gennem selvforsørgelse ønsker at løsrive sig fra et patriarkalsk kønssystem. Og bogen handler således om det nye kvindeliv, som nu har åbnet sig for hende.  

Bogen er ganske enkelt et nybrud i dansk litteratur

Bogen er ganske enkelt et nybrud i dansk litteratur. Dels er den det tidligste eksempel på feministisk litteratur i Danmark. Og dels laver den unge forfatter så meget ballade i borgermusikken, at den lige efter udgivelsen i 1850 får sparket gang i en heftig debat i tidens aviser og tidsskrifter pga. sit feministiske take på tilværelsen.

Med sine omkring hundrede sider var ”Tolv breve” både et boost til den kvindelige selvfølelse og litterært sprog til de kommende års kvindekamp. Et must read for feminister, der ønsker at kende sine rødder.  

Kulturskribent og anmelder


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Så mangler vi forsåvidt bare, at ovennævnte artikel var skrevet af en kvinde. Der ER kvinder, der har den udfarende kraft, som er det, der skal til for at gøre sig gældende, men de er simpelthen færre end de tilsvarende mænd. Det der med kvinders misundelse over at være mand, har jeg mødt med vekslende hyppighed gennem livet, og jeg har altid savnet en præcision af, nøjagtigt hvad der er ved det at være mand, der er så attraktivt. Som det fremgår af andre artikler her i avisen, er der et enormt antal mænd, der går i graven uden nogensinde at have haft en partner, og er det så attraktivt? Man kan jo konstatere, at mange kvinder har det fortræffeligt uden partner, men der er andre kvinder, der har et andet syn på mænd, og som erklærer sig uenige med kvindekampens bannerførere. Det er jo også en lidet belyst kendsgerning, at det faktisk var en ret lille gruppe af rent lesbiske aktivister, der i sin tid skaffede os den frie adgang til abort, men dette var en god ting, fordi det betød et farvel til strikkepinde, varmt sæbevand, kloge koner og rigtigt mange lidelser hos kvinder. Kvinderne har afgjort noget at byde på, men den kendsgerning, at mange mandemiljøer er scener for isafkølede magtkampe, bevirker i mange tilfælde, at det bliver på disse præmisser, at kvinder gør sig gældende. Kvinders medfødte talenter for at gøre et samvær behageligt og smilende er der alt for mange mænd, der ikke regner for noget, selvom den rette adresse for foragt skulle være mændene. Mænd og kvinders talenter går ofte i forskellige retninger, og kunne vi blot nå frem til, at alle havde øje for det værdifulde i begge former for talent, ville meget være nået. I skolegården var det jo sådan, at pigerne indbyrdes var giftige og intrigante, ofte ret udspekuleret, mens drengene gik korporligt på hinanden. Selve begrebet ”en rask dreng” er jo konciperet af en hjerne, der godt nok hører til blandt primaterne, men som ikke hæver sig over de primitiveste af slagsen. Men dertil kommer, at mange kvinder bliver seksuelt ophidsede af en atmosfære af mandlig vold, hvilken kendsgerning stort set aldrig er blevet taget op til diskussion eller debat.

Muahahaha! En mand anbefaler litteratur til Kvindernes kampdag - well, det kan vel gå an. Eneste svar er fra en anden mand, der i en svada får skrevet "Kvinders medfødte talenter for at gøre et samvær behageligt og smilende" i noget, som vist forstår sig selv som en fremhævelse af kvindekønnets kvaliteter. Jeg er SÅ ked af, at jeg ikke faldt over den her lækkerbisken 8. maj, for den havde prydet min facebook-side som en skalp :'-D Jeg skal fandeme give jer behagelig og smilende, skal jeg! (Sørøver Jenny!)