Når historien genfortælles, glemmes kvinderne alt for ofte. Det gælder især i politik. Her lyder det ofte at der jo ikke var nogen kvinder dengang, og derfor gør det ikke noget, at det kun er mændene og deres rolle der fremhæves. Men det kunne ikke være mere forkert.

De spillede en rolle bag facaden

Der var kvinder, der spillede en politisk rolle i første halvdel af det 20. århundrede – i arbejderbevægelsen og i velfærdsstatens opståen. De stod ganske vist sjældent forrest – som kvinder fik man ikke topposter dengang. Men de spillede en rolle bag facaden.

Lidt for meget boomer-stil

Og i en verden hvor der kun var ringe plads til kvinder i politik, var det kun de stædigste, mest genstridige og kompromisløse kvinder, der fik kæmpet sig frem. En af dem var Marie Nielsen. Måske har du hørt om hende? Mange har ikke – og det er i sandhed en skam.

I bedste boomer-stil antager at hun var lesbisk fordi hun boede sammen med en kvinde

Det råder Morten Things biografi: ’Marie og revolutionen’ bod på. Bogens udmærker sig på grund af Marie Nielsens ekstraordinære historie. Men Morten Thing går desværre udover sin faglighed som historiker når han i bedste boomer-stil antager at hun var lesbisk fordi hun boede sammen med en kvinde, og kommer med hans egne analyser af hvordan det har været at være kvinde i politik dengang. Det havde hendes historie været bedst foruden.

Et af guldkornene i bogen er brevvekslingen med Martin Andersen Nexø. Men på baggrund af tidens kvindefattige kontekst, kan det undre, at hendes korrespondance med Sylvia Pio, Louis Pios datter, der i 1923 sendte rapporter hjem fra Moskva, ikke optræder. Hun var ligesom Marie Nielsen stærkt optaget af kvindesagen.

En af de smukkeste kvindetyper

Marie Nielsens historie er en fortælling om, hvordan social indignation og uretfærdighed kan præge et menneskeliv. Hun blev født i landproletariatet og kom ud at tjene allerede som 14-årig. Her oplevede hun, hvor uhyrligt arbejdsgivere kunne tillade sig at behandle deres tjenestefolk uden konsekvenser.

Efter min mening er hun en af de smukkeste kvindetyper i dansk arbejderbevægelse

Hun fremhæver selv en oplevelse, hvor hendes mindreårige værelseskammerat, på det gods hvor hun fik plads, blev slået med ridepisk hver aften, som en af de oplevelser der satte sig i hende. Der var intet at stille op for det var en husbondens ret. Proletariatets jammerlige retsløshed, formede hendes identitet, og gav hende den kompromisløse idealisme, som blev springbrættet fra den kummerlige arbejderklasse til at blive en af de mest betydningsfulde kvindeskikkelser i arbejderklassens historie.

Den socialdemokratiske arbejderdigter Oskar Hansen sagde blandt andet om hende: Efter min mening er hun en af de smukkeste kvindetyper i dansk arbejderbevægelse. Hun kunne ofre sine sidste par trusser hvis hun følte at det ville gavne sagen.

Hun begyndte i Socialdemokratiet, hvor hun var medlem i ti år; hun sad blandt andet i hovedbestyrelsen. Hun blev senere stærkt radikaliseret, forlod partiet og dannede Socialistisk Arbejderparti (SAP). Her var hun formand sammen med Martin Andersen Nexø. Senere blev SAP sammen med andre grupperinger til Moskvatro kommunistparti DKP, hvor hendes stædighed og kompromisløshed fik hende ekskluderet intet mindre end 3 gange; til sidst stod hun helt uden parti.

Hendes sidste eksklusion fra DKP skyldtes blandt andet, at hun ikke kunne acceptere Sovjetunionens afskaffelse af den fri abort og den puritanske seksualpolitik som fulgte.

Hendes kompromisløshed fik hende ekskluderet intet mindre end 3 gange

Arbejderkvindernes seksuelle rettigheder

Et af Marie Nielsens politiske aftryk var kvindepolitikken. Hun dannede Arbejderkvindernes Oplysningsforbund, hvor hun arbejdede for at gøre kvinders seksuelle krav til en del af arbejderkvindernes kamp. De kæmpede for retten til fri abort, fri prævention betalt gennem sygekasserne og ligeløn for lige arbejde. Politiske dagsordner der mødte massiv modstand, og som det krævede sin kvinde at insistere på at råbe op om i det danske samfund anno 1925. Arbejderkvindernes Oplysningsforbund var den første gruppe i Danmark, som rejste det krav om abort, der i 1973 blev en realitet.

Respekteret for hendes idealisme og principfasthed

Denne stædighed og kompromisløshed, hvilket mange har fremhævet som hendes styrke, blev også hendes største udfordring. Men på trods af kampe, kontroverser og den radikalisering hun gennemgik efter bruddet med Socialdemokratiet, var hun respekteret for hendes idealisme og principfasthed. Da hun gik bort i 1951 skrev Social-Demokraten mindeordene:

"Der er i årenes løb vekslet mange hårde ord mellem hende og socialdemokratiet. Men de, der kendte Marie Nielsen, holdt af hende over meningsforskellene. Der var bånd der bandt, som intet kunne bryde. Marie Nielsen kunne være hård i slaget men hun var ærlig. Hun var opofrende. Troede hun på noget gik hun ind for det, hvad det kostede.

Udviklingen førte hende bort fra socialdemokratiet og i kamp med det. Men hun var når alt kommer til alt vel nok en af de mest uselviske kvindeskikkelser i dansk arbejderbevægelse".